Læsetid: 3 min.

Broen til de 27.000 pindemadder

15. juni 1998

27.000 pindemadder, 40 shuttlebusser og en dronning fejrede åbningen af broen

"Jeg sagde til hofmarskallen, at han skulle sætte kryds i dronningens kalender den 15. juni 1992. Der mente jeg, at broen ville stå færdig. Det var så seks år forkert."
Arne Melchiors humør kunne i går betegnes som forrygende, da han krydsede Storebæltsbroen, den virkeliggjorte drøm. Og han var ikke til at stoppe:
"Vi har lært, at hvis vi virkelig vil noget, behøver det ikke at forblive noget eventyr. Jeg er lykkelig over, at vi efterlader en så værdifuld arv til vores kommende generationer."
"Jeg skal fortælle dig noget, som jeg tror vil interessere Informations læsere; den konjunkturbølge, som vi har redet på i nogle år, har i høj grad noget med broen at gøre. Den har været optimismegivende og investeringsgivende," sagde han.
Åbningen af Storebæltsbroen A/S var præget af et velvalgt sommerligt vejrlig. Et blåt telt var spændt ud over scenen ud ved siden af den endnu ubrugte motorvej, mens broen ventede i horisonten. I teltets skygge akkompagnerede RadioUnderholdningsorkestret efter behov popdivaen Dicte, Jesper Klein som H.C. Andersen og operasangeren Inga Nielsen. På de bedste pladser var - foruden et par hundrede pinger - bænket en stribe ministre og tidligere stats- og trafikministre. Et par hundrede pinger fik lov til at høre Dronningen holde tale om brobygning i almindelig forstand og overført betydning.
Men inden det kom så vidt var folk blevet inddelt i tre grupper: Almindelige uinviterede, inviterede stående og inviterede siddende.
De tosidstnævnte grupper skulle blev anvist en særlig afspærret grussti med en stigning på cirka otte procent. Det betød, at de meget hurtigt kunne glæde sig over, at almindelige uinviterede, skulle kigge op på dem.
Fornøjelsen og følelsen af storhed blev dog kort. Ruten, de fulgte, skulle vise sig at være en blindgyde, for en afspærring afholdt dem fra at komme tættere end tredive meter på scenekanten.
Se og Hørs bowlerjournalist Mugge var godt solbrun. Han sad midt i den såkaldte presseloge - snarere en lille trekantet fold - hvor journalisterne "venligt men bestemt" skulle holde sig inden for under åbningsceremonien.

Tjek på tingene
Dronningen skulle ankomme klokken 11, men ifølge en person med walkie-talkie ville hun først være ved den røde løber klokken 11.07.
Udadtil var der tjek på tingene ved broåbningen i Halsskov.
Da underholdningen var forbi, skulle brosnoren brydes. Og det sørgede Dronningens Krone 2 (der ifølge programmet skulle have været Krone 1) for.
I næste omgang blev alle trafikministrene sendt afsted i veteranbiler med store smil og mellemstor cigarføring.
Kaj Ikast var for eksempel også glad.
- Hvordan har du det?
"Jeg har det meget godt. Det har været en stor oplevelse at overvære det her i dag," sagde han.
"Det er et stort trafikspring. Jeg tror, at trafikprognoserne kommer til at passe. Storebælt bliver fremtidens skoleeksempel på et brobyggeri af dette omfang, hvor miljøet samtidig er blevet respekteret," mente Kaj Ikast
40 shuttle-busser tog resten af de inviterede gæster over broen til en gang fremvisning og smalltalk inden pindemadderne.
Problemer var der pludselig nok af. De første busser blev fyldt til randen, så selv ministre måtte stå op, som var det bybusser i København i myldretiden. For første gang lignede det kaotiske tilstande.
Det blev ikke bedre af, at nogle hornblæsere fra RadioUnderholdningsorkestret begyndte at spille. Det gav frygtsomme mindelser om bådorkestret, der gjorde det samme på den synkende skude Titanic.
"Der er plads nok. Bare vent", sagde en af bøfferne i blå vindjakker, som skulle sørge for, at det gik ordentligt til.
"Fuglene er begyndt at komme tilbage til Storebælt," sagde manden fra A/S Storebælt med overbevisning i stemmen og pegede på en flok fugle der kredsede om en mudret sø på Sprogø.
Hans tilhørere, to engelske forretningsfolk, som han tilsyneladende skulle underholde med brofakta under busturen over bæltet, nikkede anerkendende.
Så han fortsatte: "Og faktisk er der flere fisk i vandet nu, end der var før byggeriet startede." Mandens hvilede på ryglænet foran, og samtlige negle var bidt ned til det absolutte minimum.
Festlighederne blev afsluttet under en teltdug ved Nyborg Slot i Nyborg. 15 kokke havde siden lørdag frembragt 27.000 pindemadder på et døgn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu