Er det virkelig rimeligt, at en ung og måske endda lovende musikskaber skal belastes med afgifter, hvis han/hun vover at lægge smagsprøver af sin egen musik på sin egen hjemmeside?
NETTET
Jeg modtog forleden en folder, der informerer om brug af musik på Internet, og hvilke afgifter, der skal betales i den anledning. Afsenderne er tilsyneladende et bredt udvalg af organisationer som KODA, NCB, de udøvende kunstneres fagforeninger med flere. Jeg sætter pris på informationen og respekterer forarbejdet - men: Organisationerne skal nu passe gevaldigt på, at de ikke i bedste mening kommer til at stikke en kæp i hjulet på et nyt vækstlag i dansk musikliv.
Klare regler
Reglerne er klare nok: Er der musik på ens hjemmeside, skal man betale penge til rettighedshaverne. Og vi ser for vort indre øje de grimme og kapitalstærke multinationale selskaber, der lokker websurfere til deres sider med højteknologisk spil og sang, mens de stakkels musikere sulter på deres loftværelser. Er det måske ikke rimeligt, at et afgiftssystem skal sikre kunstnerne en bid af kagen?
Joda, men virkeligheden ser bare slet ikke sådan ud! I hvert fald ikke kun sådan - for Internet er af natur et langt mere demokratisk (nogen siger sågar anarkistisk) medie, end organisationerne forestiller sig. For mens der skal temmelig meget kapital til at få en radiostation eller et pladeselskab op at stå, koster det ikke mange basseører at få sin egen website. Ergo er Internet en temmelig broget affære.
Hvad nu, for eksempel, hvis en rettighedshaver laver sin egen homepage? For den ny generation af komponister og musikere har computeren jo længe været et naturligt arbejdsredskab - og Internet et naturligt medie at præsentere sit arbejde i. Et medie, der giver kunstneren enestående muligheder for direkte kontakt til sit publikum - udenom mellemmænd som pladeselskaber, managers og koncertarrangører.
Urimelig fordeling
Jeg spørger så: Er det så virkelig rimeligt, at en ung og måske endda lovende musikskaber skal belastes med afgifter, hvis han/hun vover at lægge smagsprøver af sin egen musik på sin egen hjemmeside? (Beløbet, som af organisationerne kaldes 'symbolsk', er på op til 1.000 kr. om måneden. En pæn slat penge ud af SU, bistandshjælp eller dagpengesats...)
Og hvad værre er: Disse penge ryger så i en stor pulje, der fordeles mellem "rettighedshaverne". Men ikke i forhold til, hvor meget, der bliver lyttet til deres hjemmesider (det måler man nemlig ikke), men i forhold til, hvad der i øvrigt bliver spillet i "den virkelige verden" (radio/tv, koncerter osv.). Så ovennævnte komponist kan være nok så populær på Internet, men det er der ingen penge i. Til gengæld skal han/hun betale 12.000 kr. om året til en pulje, som Aqua m.fl. kan nyde godt af.
Altså kan man ikke engang forsvare ordningen med, at rettighedshaverne får pengene igen!
NCB har i parentes bemærket en storartet undtagelsesregel for promotionmaterialer: Man betaler ikke afgifter for de bånd og cd'er, man (og 'man' er ofte kunstnerne selv) uddeler gratis som promotion. Det forekommer mig, at Internet ofte bruges på samme måde og i så fald burde omfattes af tilsvarende regler.
Men hvorfor?
Det var lidt brok om, hvordan der skal betales. Men lige så påtrængende er måske spørgsmålet: Hvorfor?
Afgiftssystemet skal traditionelt sikre, at ingen udnytter andres kreativitet. Når en radiostation således tjener penge ved at bruge musikken som lokkemad for lyttere og i sidste ende sponsorer, bør den naturligvis lade nogen af indtægterne gå retur til de kunstnere, hvis musik har lokket pengene til.
Men er der i virkeligheden nogen, der tjener penge på Internet?
Adgang til websites er i langt de fleste tilfælde gratis. Så når man vælger at lægge noget på Internet, har man i praksis opgivet at tjene penge på det! Uanset hvor mange gange brugeren vælger at høre en stump musik på en almindelig website, ryger der ikke af den grund en øre tilbage til udbyderen!
Det er nok mere sandsynligt, at et pladeselskab eller en kunstner vælger at betragte sin website som en udgiftspost på reklamebudgettet. I håbet om, at brugerne så vil styrte ud og købe cd'er på baggrund af de smagsprøver, de har hørt på nettet. Lydkvaliteten er som oftest også så ringe, at man netop kun kan tale om smagsprøver.
Og jo, ganske som med radiostationer er der websites, der sælger annonceplads og på den måde skaffer sig (i dag vist stadig ret begrænsede) indtægter, og teoretisk set kunne de bl.a. lokke annoncører til ved at have musik på siderne.
Men stadig: Skal der så virkelig gælde de samme regler for den unge techno-nørd, som hverken vil eller kan få annoncører, og derfor skal betale afgifter for sin egen musik ud af sin egen lomme?
Jeg vil hermed opfordre alle de involverede parter til endnu en gang at sætte sig ind i problematikken og tænke sig grundigt om. Internet kan og bør indgå som en vigtig del af livet i de kunstneriske vækstlag, og det må velmenende afgiftsregler ikke komme til at sabotere.
Klodsede og inkonsekvente regler på dette område kan nemlig gøre mere skade end gavn for musiklivet. Bare rolig: De unge skal sgu nok blive ved med at lave musik, men de kan (desværre) komme i tvivl om, hvor vidt ophavsretsorganisationerne nu også beskytter deres rettigheder - eller om de er bureaukratiske levn fra en anden og enklere verden - fra før Internet vendte alting på hovedet...
