Af ANNI ELM (41.412) JACOB HASSING (15.155) PETER ØSTERGAARD SØRENSEN (13.793) og,ANETTE DINA SØRENSEN (41.023)
I bakspejlet ligner broløbet en succes
EN HALV
Tusindvis af danskere benyttede weekenden den 6. og 7. juni til at betræde det nye, monumentale nationalsymbol - Storebæltsbroen. Der blev cyklet, skatet og løbet over de mange broelementer og langt de fleste medier gav begivenhederne præcis den entusiastiske dækning, som A/S Storebælt og hovedarrangøren, Røde Kors, har sukket efter.
I bakspejlet ligner arrangementet en succes, men det er kun den halve sandhed. Den anden halve kommer her:
Lørdag morgen sætter fire, løbegale voksne kursen mod Korsør. Det gælder halvma-rahton i Det Store Broløb. Rygterne om gårsdagens kødannelser er taget alvorligt, vi starter allerede kl. 6.00 fra hjemmeadressen i Bag-sværd. Men vi er ikke alene om den lyse idé, omkring Slagelse hober bilerne sig sammen. De næste ca. 10 km. til parkeringspladsen tilbagelægges på en time. Den æder vi, for nu skal der løbes. Blodet pumper, der grines, vi er mere end klar til at træde asfalt.
Kl. 12.00 (en time efter programsat start) er vi endnu ikke sendt ud på ruten. På det tidspunkt har vi været i Nyborg i tre timer og har tilbragt den sidste af dem på Nyborg strand sammen med tusindvis af andre løbetrængende. Mange har trukket sorte plastiksække over løbedragten, ikke fordi det regner, men for at holde den stride blæst fra havet på afstand. Kulden bider og folk er så småt begyndt at mukke. Over højttalerne formaner løbsledelsen os om at udvise tålmodighed, derimod er der ingen oplysninger om forventet starttidspunkt.
Det ukendte tidsperspektiv for opholdet på stranden er dybt frustrerende. Vi fordriver tiden med hop på stedet, varmer og opmuntrer hinanden - og venter.....
Starten går
Der går endnu en time før vi kommer af sted. Præcis kl. 13.00 går starten for den gruppe, vi står i. Musklerne er nu fuldstændig afkølede. En samling krykhusarer humper ud på den 21 km. lange distance. Turen over broen er fantastisk - det føles godt at jokke dette udskældte og ombejlede monument til, men strabadsernes tid er ikke forbi. På Sprogø - 12 km. efter start - venter væskedepotet. Der uddeles dunke med vand, uden nogen form for energitilsætning, umulige at drikke af mens man løber - ganske enkelt umulige at løbe med. De fleste gør det eneste, der er at gøre; smider dunkene efter at have taget et par slurke.
Men det skulle vi aldrig have gjort! Efter to timers konstant løb arriverer vi i målområdet. Både trængslen og behovet for væske er nu enormt. Det første vi får stukket i hånden er imidlertid en t-shirt og en medalje. Til gengæld er væskedepoterne sluppet op. Vi kigger søgende rundt, mange råber og skælder ud. Efter 21 kilometers løb kan tusindvis af mennesker ikke få noget at drikke!! Èn banan til hver, masser af chokolade dvs. energi, ikke desto mindre er det nu, vi har brug for massevis af ganske almindelig, dansk drikkevand!
Lægen fra Bagsværd bemærker lakonisk, at vejret er med Røde Kors. Var det blevet de 27 grader, DMI havde varslet, var folk styrtet til jorden af dehydrering. Guderne må vide, hvordan beredskabet ville have tacklet situationen i dette kæmpe menneskemylder.
Man skal ikke have en videregående uddannelse for at forstå, at alle nu er trætte og gerne vil hjem og slappe af. Manglen på skiltning gør det imidlertid vanskeligt at finde de busser, der skal transportere os tilbage til parkeringspladsen.
Kl. 18.00 - præcis 12 timer efter afgang - er vi tilbage på vejen i Bagsværd.
Ikke forkælede
Når vi har valgt at offentliggøre denne selvoplevede historie, er det ikke kun fordi, vi er en flok forkælede løbsfanatikere, der er bedre vant. Det er for at pointere, at løbsarrangementer simpelthen kan blive for store.
Selvfølgelig skulle broen have sit halvmarathon, ligesom både forbindelsen til Sverige og Tyskland får det, men at udvide deltagerantallet fra de planlagte 10.000 til i alt 38.000 skatende og løbende individer, var en fadæse af de helt store.
Der skal være et minimum af proportionalitet mellem løbsstørrelse og professionalisme. Efterfølgende er det harmdirrende at læse om Røde Kors' tilfredshed med løbets økonomiske overskud (10 mio. kr.) - et overskud, der blandt andet kommer fra de 250 kr. løbere, skatere og rullestolsbrugere har betalt for at deltage.
Måske skulle man have nedtonet, hvad der nu frem-står som grådighed og brugt en større del at deltagergebyret på at rådføre sig med erfarne løbsarrangører. Det kunne have sikret såvel en forsvarlig gennemførelse som en fornemmelse af, at Det Store Broløb var alle anstrengelserne værd.
