Læsetid: 3 min.

Bureaukrater puster til Indonesiens skovbrande

2. juni 1998

Den indonesiske regering står fuldstændig uforberedt hver gang skovbrandene løber alvorligt løbsk, og det gør de cirka hvert fjerde femte år

BOGOR - På trods af at alvorlige og ødelæggende løbske skovbrande vender tilbage hvert fjerde-femte år på grund af kombinationen afbrænding og El Niño-effekten, har Indonesien hverken en beredskabsplan, udstyr eller særligt uddannede folk til at slukke skovbrande. Skovministeriet har ingen autoritet, og ingen ved rigtig hvilken vej gennem hiearakiet, man skal følge.
Derfor strander gode strategi-ideer nemt på et kontor, hvor ingen føler sig ansvarlige for at ekspedere sagen videre. Kun ét er sikkert: At kommandovejen går oppe fra og ned. Og man protesterer ikke, hvis de udstukne retningslinier udtænkt langt væk i Jakarta ikke er adækvate for lokalområdet. For eksempel er der ingen indonesere, der siger til regeringen, at de penge den bruger på dyre vandbomber, som forslår som en skrædder i helvede, ville gøre større nytte ved at blive brugt til forebyggelsesforanstaltninger, så den næste tørke ikke får katastrofale følger.
I øjeblikket betaler regeringen ganske vist for et standby-beredskab på blandt andet Østkalimantan, og udenlandske eksperter træner militær, politi, og parkbetjente, men motivationen til et dybere engagement er ikke dominerende hos det lavere rangerede personnel, der er på meget små lønninger og ofte er tvunget til at supplere deres indkomst med et ekstra job.

Kun regnen virker
Ikke kun regeringen har bekostet dyre vandbomber. Også udlandet har kastet et par stykker.
"Jeg kan godt forstå, at de gør det. Hverken den indonesiske regering eller udlandet vil beskyldes for, at de er ligeglade og ikke forsøger at bekæmpe brandene. Men det er spild af penge," siger Jeffrey Sayer, generaldirektør for skovforskningscentret Center for International Forestry Research, CIFOR til Information.
CIFOR har sit hovedcenter i Bogor syd for Jakarta. Brandene er så omfattende, og er så meget ude af kontrol, at kun regn kan slukke dem. En vandbombe her og der nytter overhovedet ikke noget, når infrastrukturen og jordpersonellet er så ukvalificerede. Vandbomber slukker for en kort bemærkning ilden på overfladen, men nedenunder ulmer det, og ilden blusser hurtigt op igen, mener både Jeffrey Sayer og mange andre eksperter.
Indtil nu har CIFOR ikke blandet sig i misèren med skovbrandene - undtagen når man direkte er blevet spurgt til råds af blandt andre regeringen og Verdensbanken.
"Der er i forvejen produceret så rigeligt med ekspertudsagn, og organisationer og institutioner som GTZ og EU har deres overvågningscentre på henholdsvis Østkalimantan og Sydsumatra, hvor de er helt tæt på begivenhederne. Vi vil ikke bare producere genbrug."
I stedet har CIFOR i samarbejde med søsterorganisationen International Centre for Research in Agroforestry, ICRAF samt UNESCO udarbejdet et fælles forslag til et projekt, der skal undersøge og dokumentere de bagvedliggende årsager til brandene, og hvem der har forårsaget dem. Alle har en mening om sagen, men den fulde dokumentation foreligger ikke.

Konkret plan
"Det eneste, der kan forebygge fremtidige brande er sort på hvidt at kunne fortælle hvem, hvordan, hvor og konsekvenser," siger Rona Dennis, konsulent hos CIFOR. Planen er i grove træk at tage udgangspunkt i den store viden, der allerede ligger hos for eksempel GTZ og EU.
Dernæst kommer arbejdet til at gå ud på helt konkret at opsøge arnesteder på Sumatra og Kalimantan, gå fra landsby til landsby, fra firma til firma og tale med folk. Projektet forventes at tage tre år og de tre organisationer er nu ude og søge penge. Blandt andre hos Danced.
Projektet skal også afklare hvor meget, der i virkeligheden er brændt. På Østkalimantan lyder de nyeste tal på 500.000 hektarer og en mistet indtægt for tømmerindustrien på 15 milliarder dollars.
Nogle eksperter mener, at de hidtidige oplysninger er overdrevne, ud fra viden om, at mange urigtigt har påstået, at deres jorde er brændte, for at få penge fra regeringens såkaldte afskovningsfond.
Andre mener, det er meget værre end det hidtil antagede, fordi mange store firmaer såvel som landmænd opgør deres brændte arealer til at være mindre end det reelle omfang.
De er nervøse for at blive beskyldt for at være uansvarlige og komme i miskredit - og dermed opnå færre handler og kontrakter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her