Læsetid: 2 min.

Carlos Castaneda 'formentlig' død

27. juni 1998

Yaki-indianeren Don Juans elev og talerør en væsentlig forudsætning for disse års nyreligøse bevægelse

NEKROLOG
Carlos Castaneda er død. "Formentlig den 27. april," står der i telegrammet. "Formentlig 72 år gammel." Eftersøgningen efter billeder er indstillet: Det nærmeste man kommer, er et stærkt beskåret studie af hans øjne i et tyve år gammelt nummer af Time.
Det er ikke engang sikkert, han hed Carlos Castaneda. Han skal være født i Brasilien, have taget studentereksamen i Argentina. Han har muligvis også gået på billedhuggerskole i Milano. Fra slutningen af 50'erne er der nogenlunde styr på ham: Han studerede antropologi i Los Angeles, men gik også på skønlitterært forfatterkursus.
Under alle omstændigheder: I 1968 udgav han en slags personlig antropologisk historie, som senere i dansk oversættelse kom til at hedde Don Juans lære.
Castanedas historie: Under en studierejse til grænseområderne mellem Mexico og USA træffer han på en rutebilstation en gammel yaki-indiansk troldmand, der kalder sig Don Juan. Don Juan gør Castaneda til sin elev. Gennem en hel stribe bøger gennemgår og genoplever troldmanden og antropologen overleverede indianske ritualer.
De interesserer sig i særlig grad for de dele af yakiernes naturopfattelse, som er magisk. Don Juan leger med og udfordrer de kræfter, der ligger gemt i naturen, og som - hvis man kan komme i kontakt med dem - sætter én i stand til at opnå anderledes og dybere indsigter.
Med tankens kraft (plus lidt peyotl) kan Don Juan få biler, mennesker, bjerge til at forsvinde og dukke op igen. Han kan flyve, hvis han vil. Han driller Castaneda med sine trold- og forsvindingsnumre. Men han kaster sig også med mellemrum ud i blodige slagsmål med usynlige kræfter.
Don Juan har en metafysisk overbygning på sine tricks, der udelukkende har til formål at vise, at disse evige naturgivne kræfter faktisk eksisterer.

Åndelige alternativer
Castanedas bøger blev en del af ungdomskulturen i slutningen af 60'erne og godt op i 70'erne. Indianernes naturopfattelse blev dyrket og idealiseret (som en forløber, formentlig, for den efterfølgende miljøoptagethed). Der var en udbredt interesse for eller romantisering af naturbefolkninger, stammestrukturer.
Der var en længsel efter det naturlige og efter åndelige alternativer til de stivnede institutionskirker. Og så var der den store interesse for hallucinogener. Peoytl fik aldrig den store udbredelse (for besværligt at få fat i, for besværligt at indtage), men det var da ikke forbudt at læse om det.
Castaneda blev ved med at vende tilbage til Sonora-ørkenen og Don Juan - og traf efterhånden også enkelte af hans kolleger. Det begyndte så småt at ligne nogle af serieudgivelserne indenfor populærlitterauren. Castanedas danske forlægger, Rhodos, udgav oven i købet i 1978 en lang totalt underminerende krik af Castanedas bøger. En antropologkollega Richard de Mille fremlagde i Castanedas rejse stærke argumenter for, at der aldrig har været nogen Don Juan, at det hele er fiktion, at Castenada selv var én stor selviscenesættelse.
Hvorom alting er: Castaneda og Don Juan har spillet en afgørende rolle omkring udformningen af den new age nyreligiøsitet, som er en kendsgerning, som eksisterer, som i allerhøjeste grad er en del af disse år og vor tid.
Og er det ikke stor videnskab, så er det i hvert fald - og især de tidlige bind - stor forførende (brillant oversat af Niels Brunse) fortællekunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her