Læsetid: 6 min.

Casablanca News

13. juni 1998

Hassiba bor i Casablanca, tilhører den lille jødiske minoritet, har langdistance-kontrol med sine 12 børn, har lært Det Gamle Testamente udenad, og hendes øjne kan ikke have ændret sig meget, siden hun var ung - men ellers ligner Casablanca ikke sig selv

QLUMMEN
Når man arbejder over halvtreds timer om ugen, må man ind imellem tage sig en forlænget weekend, bare for at "komme lidt væk", som det hedder. Når ens 91-årige svigermor sidder og længes i Casablanca, er rejsemålet stort set givet.
Sådan var det i hvert fald for os for et par uger siden, hvor vi, fyldt til randen med den øvrige families kærlige hilsener til dette elskede kvindelige overhoved, kastede os op i et Royal Air Maroc-fly og begav os ned mod solen.
Vores lille to-årige søn, som faktisk er blevet ret stor på det sidste, havde øvet sig i flere dage forinden på at udtale sin farmors navn. "Hassiba", eller "Mémé Hassiba", som hun bliver kaldt.
"Min helt egen Hassiba," sagde han hele tiden, for han er i den alder, hvor spørgsmålet om, hvad der er dit og mit, determinerer hans verdenssyn og hans vurdering af hvad der er værd at satse på.
"Men det er jo dig, der er gaven," sagde Hassiba, da jeg overrakte hende en flaske parfume, Hermes "Caleche", indkøbt efter mine kollegers gode råd. Og så regnede det ned med kys og hebraiske velsignelser, som ingen ende ville tage - hverken da eller i de følgende dage.

Hashiba kommer fra en velstående jødisk familie af spansk oprindelse, der blev drevet på flugt under inkvisitionen i det 15. århundrede, og sammen med mange andre, fandt asyl i Marokko. Hun bevægede sig nedad i social status, da hun som ganske ung giftede sig med min mands far, en "simpel" skolelærer, der dog gudskelov for familiens ry og rygte blev både dommer og overrabiner sidenhen.
Joseph er her ikke mere i reel fysisk forstand, men hans foto-portræt hænger hos de fleste, og der er ikke mange samtaler i familien, der finder sted, uden at han nævnes. Joseph står nemlig i en slags direkte åndelig forbindelse med en endnu fjernere slægtning, den vise Rabbi David (Daouid) der levede i det 16. århundrede og helt klart udførte mirakler. I hvert fald er der mange eksempler på nogle ret fantastiske ting, han har gjort, og jeg må indrømme, at de til forveksling ligner mirakler.

Og sådan gik det til at vi kunne sidde dér i den lune eftermiddagssol, mens vinden forsigtigt listede sig ind over palmerne, med sukkersød myntete i små blomsterdekorerede glas, og forstå os selv i forhold det bedste af det bedste.
Der er ellers ikke mange spor af det Casablanca vi kender fra filmen af samme navn. Min mand blev født det år (1942), amerikanerne gik i land ved Casablancas kyst, og derved afværgede, at den europæiske katastrofe bredte sig til de franske kolonier i Nordafrika. Joseph var allerede blevet registreret som skrædder - meningen var, at han skulle sy uniformer til de tyske soldater - men den modige marokkanske konge nægtede at stadfæste de anti-semitiske forholdsregler, som den Vichy-tro general Nogués pålagde ham.

Overrabiner Bent Melchior har engang fortalt mig, at der kun er to konger i verden, der på helt eksplicit vis har beskyttet jøderne under Anden Verdenskrig - nemlig den danske og den marokkanske.
Og kongen synes stadig at være marokkanernes "helt egen". I den lokale avis synes han også at have sin helt egen faste spalteplads, hvor man f.eks. læser at hans Majestæt, Hassan II, har holdt møde med den britiske statssekretær fra Udenrigsministeriet, under hvilket den positive udvikling i samarbejdet mellem de to lande blev bekræftet.
Der står også, at arveprinsen, Hans Excellence Sidi Mohammed, har holdt en tale i Geneve, som gjorde et stærkt indtryk på de tilstedeværende delegationer, og fik dem til samstemmigt at hilse ham velkommen som forsvarer for en mere retfærdig integration af Syd-landene i det globale handelssystem:
"Talens alvorlige tone og analytiske klarhed overbeviste de tilstedeværende politikere om Marokkos vilje til at spille en rolle i den lovende iværksættelse af handlingsplanerne, og til fuldt ud at påtage sig sit eget ansvar herfor".
Desuden kan man læse at en kvinde, Madame Fathia Bennis, er blevet udnævnt til generaldirektør for Casablancas børs. Beslutningen er blevet taget af en stor majoritet i styrelsesrådet, og det er første gang en kvinde får en så høj strategisk post i et arabisk land.

Men Mustafa, vores lokale chauffør, vil hellere bo i Frankrig. Om vi kan gøre noget? Og når jeg ser min søns beundring for Mustafa - "min helt egen Mustafa" - og hans lynhurtige flettekørsel gennem byens trafik, ville jeg virkelig ønske jeg kunne gøre noget. Foreløbig kan jeg kun fortælle ham, at han ikke gør sig begreb om, hvor uvelkommen han ville være i Frankrig, men det preller fuldstændig af. Om jeg så kan tage en kuffert med 80 små håndlavede lerkrukker med til Paris; hans søster skal bruge dem til et snarligt bryllup? No problem, Mustafa...

Hassibas mørkebrune øjne kan ikke have ændret sig meget fra dengang, hun var en ung. Blikket er på en gang varmt og skarpt, men kroppen vil til hendes store ærgrelse ikke længere.
Nu må hun stå med stokken ude i køkkenet og dirigere med de muslimske tjenestefolk, så de plukker hønsene rigtigt, koger artiskokkerne i præcist 12 minutter, og finder de allermest saftige mandariner frem til barnebarnet.
Hassiba har selv sat 12 børn i verden, som hun har lang-distance kontrol med i Israel, Canada, og Frankrig. For ligesom Hassibas krop er den jødiske minoritet i Marokko svundet ind til næsten ingenting.
De første rejste efter Israels oprettelse i 1948, mange andre er siden fulgt efter, men Hashiba kunne ikke drømme om at flytte. Hele dagen for hun besøg af mennesker, der bringer hende gaver, skal bruge et godt råd, eller blot sidde helt stille i hendes nærhed.
Det farverige tørklæde, som hun altid har båret om håret, glider hele tiden ned i nakken og bliver i et elegant snuptag viklet på plads igen. Hassiba taler som regel i metaforer og hendes kilder til menneskeforståelse stammer stort set alle fra Det Gamle Testamente. Når hun begiver sig ud i lange detaljerede fortolkninger, er det som om det er hendes eget liv, ikke hendes tro, hun beretter om.
"Og hvor ved jeg egentlig alt det fra" spørger hun os med de store brune øjne, velvidende at vi ved, hun ikke har haft så meget tid til at gå i skole. Hun har da bare lært hele testamentet udenad af sin mand, siger hun, og ler stolt af bedriften. Og så regner det ned over os med kys og velsignelser igen.

Tjenestepigerne overbeviser os om, at de passer godt på Mémé Hassiba, og vi har ingen grund til at tro andet. Men det ser faktisk også ud til at hun passer ret godt på dem.
Efter indkøbene hos slagteren, grønthandleren og købmanden at dømme er der hver dag mindst 10 ekstra personer - tjenestefolkenes familie eller venner - på mere eller mindre officiel kost i hjemmet. Plus alt det løse.
"Det bliver et dejligt minde," konkluderer Hassiba på forhånd om vores besøg og hælder tonsvis af frisk frugt, hjemmebagte småkager og andre kærlighedserklæringer ned i vores allerede sprængfyldte kufferter.
Udenfor døren står Mustafa parat, men pludselig hører vi Hassiba højlydt anklage en af tjenestepigerne: Hvor i alverden er parfumeflasken fra Hermes blevet af?
Til denne for udefra kommende besynderlige symbiose mellem jøder og muslimer, tilsyneladende baseret på en vis portion had-kærlighed, er der håbefuldt kun én ting at sige:
Kys og velsignelser...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her