Læsetid: 2 min.

Danida-projekt lander på Aukens bord

23. juni 1998

SF vil have miljøminister Svend Auken til at vurdere Danidas pesticidprojekt i Mozambique

SF ønsker nu miljøminister Svend Auken inddraget i kritikken af Danidas stærkt kritiserede pesticidprojekt i Mozambique. Miljøordfører Steen Gade stillede mandag fire spørgsmål til ministeren efter at Information i weekenden beskrev den kritik, der i øjeblikket hagler ned over projektet.
Kritikken går dels på, at anlægget vil virke som en magnet på farligt affald og dels på, at afbrændingsmetoderne kan være sundhedsfarlige. Det er den sidste del, som SF ønsker klarlagt. Anlægget skal monteres på en cementfabrik, så der sideløbende med den almindelige produktion kan brændes affald ved meget høje temperaturer. SF ønsker besvaret om den metode er bedre end det anlæg, som man benytter i Danmark på Kommunekemi i Nyborg.

Dioxin-forurening
Samtidig ønskes der en redegørelse for situationen i Frankrig, hvor der ifølge miljøorganisationen Greenpeace netop er lukket tre lignende forbrændingsanlæg på grund af dioxinforurening i området. Dioxin opstår ved afbrænding af klorholdige pesticider.
Og endelig vil SF gerne have regeringen til at gøre rede for sin politik i forhold til at fjerne udtjente pesticider i u-landene.
Mandag lykkedes det Information at komme i kontakt med Chris Albertyn, der er leder af organisationen, Environmental Justice Networking Forum (EJFN) i Sydafrika. Et netværk af miljø-og menneskerettighedsgrupper.
EJNF er primært bekymret over, at man ikke er i stand til at overskue, hvad de nye afbrændingsfaciliter vil betyde for håndteringen af affaldet i hele regionen. Særligt efter at anlægget næste sommer overdrages til et firma, der ejes af et portugisisk firma og Mozambique.
"Smugling er et stort problem i vores del af verden, og det er uoverskueligt, hvad der vil ske, når man bygger anlægget. Det er ikke undersøgt ordentligt," siger Albertyn.

Klare garantier
Hos Danida mener man, at der er stillet så klare garantier mod misbrug, at det er ansvarligt at lave anlægget. Danida har fået garantier fra regeringen om, at den vil leve op til Basel-konventionen om handel med farligt affald. Cementfabrikken har ligeledes skrevet under på ikke at ville brænde udenlandsk affald og så er der lavet en aftale om, at det ekstraudstyr, der installeres på cementfabrikken vil blive demonteret, hvis det viser sig, at anlægget bliver brugt mod hensigten.
"Det er selvfølgeligt positivt, at Danida har fået de garantier. Problemet er bare, at i Sydafrika kan man underskrive lige så meget man vil, men det er næsten umuligt at kontrollere, hvad der sker med pesticidaffald. Der er ingen love i Sydafrika om import, håndtering og fragt af pesticider, ligesom der heller ikke findes en egentlig grænsekontrol af giften," siger Albertyn, der påpeger, at det er et regionalt problem og bør løses på den måde.
"Danida har valgt at se på problemerne i Mozambique isoleret, og det er umuligt. Man bliver nødt til at se på, hvordan forholdene er i eksempelvis Sydafrika og Namibia, før man tager en beslutning om at lave et anlæg. Det risikerer at bliv en magnet på farligt affald. "Det er ikke, fordi vi absolut vil undgå, at man laver forbrændingsfaciliteterne. Vi mener bare, at det skal undersøges ordentligt", siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her