Læsetid: 2 min.

Dansk drømmebold

29. juni 1998

Danmark udspillede VM-favoritterne Nigeria og bragte sig med 4-1 sensationelt videre til kvartfinalen

VM 98
PARIS - Den utænkelige fest begyndte efter blot et par minutters spil med en fremlægning fra Søren Colding til Michael Laudrup, som spillede skråt bagud, hvor Peter Møller i fri position kunne banke bolden i mål, og revanchere sig for tre frustrede kampdage på bænken.
Og den fortsatte, da der blev begået frispark mod Michael Laudrup et par meter uden for feltet midt for mål. Peter Møller sparkede hårdt, præcist og yderligt, og Peter Rufai kunne hverken holde bolden eller bokse den til hjørne, og Brian Laudrup var over returbolden som en grib og sparkede den i mål til en ubegribelig to-målsføring efter ikke elleve minutters spil mod de nigerianske storfavoritter.
Pludselig kunne danskerne både holde på bolden, når det var nødvendigt, og finde hinanden i et flydende, hurtigt og iderigt pasningsspil, som slet ikke er set under hele turneringen, og som få andre end holdet selv måske troede det i stand til. Den midtbane, som var dømt som meget tynd, var som forvandlet fra de hidtige kampe, hvor placeringen af Thomas Helveg ikke har været nogen ubetinget succes. I går var han boldsikker, dynamisk og kreativ. Michael Laudrup var tændt og brillerede med alt det, han var engang, og på højrekanten var Martin Jørgensen helt uimponeret af modstandernes favoritværdighed og enkeltvise stjernestatus og udfordrede dem konstant. Allan Nielsen en rasende bolderobrer og altid spilbar. Brian Laudrup banens bedste spiller på et hold, der med et fungerede og spillede drømmebold.
Trods føringen drev danskerne spillet fremad, og det var ved at koste, da Kanu blev spillet fri alene med Schmeichel - som liggende ragede bolden væk fra fødderne af lidt for tøvende afrikaner.
Et boldtab af Michael Laudrup, som ikke lykkedes med en dribling, han engang magtede -- mens hele det danske hold var på vej frem - skabte en faresituation, som blev afværget til hjørne - på hvilket Uche akavet men faretruende fik skovlet bolden lige over Schmeichels mål.
Nigerias dirigent Okocha havde et fladt hårdt langskud lige forbi, og senere afsluttede han over mål, efter at det snævre nigerianske spil med de besnærende finter havde spillet det danske forsvar på glatis. Så gode som de er, kan de ikke holdes væk i en hel kamp, men Rieper og Høgh stod sikkert i midterforsvaret og på kanterne havde Jan Heintze godt fat i den hurtige Finidi, og Søren Colding lod ikke Lawal slippe faretruende forbi sig.
Et kvarter ind i anden halvleg fortog Johansson en genial udskiftning, og erstattede Møller med den Ebbe Sand, som hidtil har gjort det skidt. Men et genialt lob over det nigerianske forsvar af Michael Laudrup udnyttede Sand efter mindre end et minut på banen til Danmarks tredie mål.
Og det fjerde kom efter en totaldominans, da målmand Peter Rufai fumlede bolden væk på et ufarligt skud fra Martin Jørgensen, og på returen spillede Sand og Jørgensen små trekanter, inden bolden blev afleveret bagud til Helveg, der tordnede den i nettaget.
En nigeriansk reducering, da kampen reelt var afgjort, kunne ikke forhindre VM's hidtil største sensation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her