Læsetid: 4 min.

Dansk ynk

27. juni 1998

Folkevognen og dens besætning har endelig nået Frankrig, hvor
vi fik trøstende skulderklap efter ynken mod værterne. Forinden havde vi lært at klappe af Norge

HESSELAGERS HJØRNE
Den hollandske dame stopper den blå Opel på campingpladsens grussti og spørger om vi vil have et lift. Og med fire nye passagerer triller hun ind mod værkstedet 'Autodrome Coolen' i byen Veghel nord for Eindhoven, hvor folkevognen har fået genmonteret dét venstre baghjul, der pludselig overhalede bilen.
"Danmark er kedelig," siger hun. Hun er langturschaufør og har besøgt landet flere gange.
Vi tier. Hun en af disse frelsende engle, som kan fjerne rejsendes små problemer og gøre de store mindre. Man møder dem altid - hvis bare man vil.
Også Gerard Aarts er en engel. Ganske vist tager han penge for sine undere, men på hans værksted har bilen genvundet sin selvtillid - og vi tilliden til den. Uheldet var det uheld, vi skulle have. Nu kan rejsen mod det sydfranske fortsætte.
Vi har accepteret, at fire mand ikke kører til Middelhavet på én nat i en folkevogn - uheld eller ej. VM betyder oftest et tv-stop klokken 16, og så sker det, at vi strander - der er jo en ny match klokken 21.
For ikke at blive frustreret over det gelinde tempo, har vi udviklet en filosofi: Trangen til at nå frem er i virkeligheden dybt irrationel - det er bevægelsen og kvaliteten af oplevelserne undervejs, der tæller. Alligevel er vi stolte, når vi når langt.
Bilen siger farvel til Holland med en sød snurrende motorlyd. Og mens vi roder efter musik i handskerummet, begynder viskerne at virke igen. De gode tider er på vej. Det regner men vi hører Steppeulvene, Bob Dylan og Johnny Madsen.

Helt til Belgien
I fin harmoni med rejsens filosofi tjekker vi ind igen kort før belgiske Liege. I et supermarked, hvor vi forgæves søger gas til den primus, som næsten-juristen laver små mirakler på, tilbyder et belgisk par at vise os vej til campingpladsen. Her er flere engle. Camping-mutter kan servicere os med den manglende gas og er på alle måder af den rette støbning. Hun smiler stadigvæk, da fotografen sender læderbolden ind i det veltrimmede rosenbed.
Dagens tv-søgning begynder. Nedtællingen gælder Norge mod Brasilien. Og ganske vist har vi et fem tommers tv med, som kan trække strøm via bilens cigarettænder - på det så bagsædefolket Belgien mod Mexico, mens vi ventede i tyske køer. Men vi foretrækker større skærme og bedre service.
Begge dele kan den nærliggende private tennisklub byde på. På hele to skærme kan vi under en vis rotation i halshvirvlerne se både Marokko mod Skotland og de nordiske brødre mod verdensmestrene - tilmed under nydelse af god belgisk øl, som layouteren viser sig at være en velbevandret kender af.

Det norske under
Måske er det øllet, der gør det. Eller fordi vi er langt hjemmefra. Noget skete.
På det formulerede plan ønskede vi alle at se Norge sendt ud af turneringen. Men pludselig begyndte vi - undtagen næsten-juristen, hvis had er standhaftigt - at føle for Norge. En bizar og let skræmmende oplevelse, var vi enige om.
Og underet skete. På få dramatiske slutminutter fik fotografen ret. Han havde tippet norsk 2-1-sejr. Senere har vi på franske skærme fået dokumenteret, at den var god nok - der var straffespark til Norge.
Vi klappede, så bartenderen mistænkte os for at være nordmænd. Den misforståelse rettede vi øjeblikkeligt. Der er dog grænser for hvad belgisk øl kan få én til.
Mange vil kalde sejren billig og ufortjent. Sådan så vi det ikke. Mens teknomusikken strømmede ud af folkevognen og skræmte både høns og ænder væk, etablerede vi et klogehjørne, der repeterede forløbet: Det, Norge havde gjort - rejst sig fra en 0-1 - ville Danmark i sin nuværende forklædning aldrig kunne gøre.
Det sidste billede af Belgien var en solid kvindelig tankpasser, der flippede over, at vi brugte svampen til at tørre skidt af fælgene. Den er kun til vinduerne, sydede hun. Hun var stadig rasende, da vi trillede ud på vejen og væk. Senere skulle både hun og de øvrige belgiere får mere at rase over, da Sydkorea tog et point fra belgierne, der dermed kunne rejse hjem fra VM efter tre kampe.

Forlegne danskere
Klappet på skulderen var velment. Det blev afleveret på en 'Bar Tabac' beliggende i et asfaltflimrende gadekær i den nordfranske by Carignan. Vi landede vi ti minutter før kampstart og blev hurtigt ledt hen til byens formentligt eneste offentlige tv.
Her sad fem lokale mandfolk linet op på stribe med front mod tv-skærmen. De var meget tavse. Næsten-juristen beskrev dem med ordene: "Alle her ved hvordan man sidder på en traktor!". De to franske scoringer blev mødt med næsten uartikulerede udbrud. Så blev der tavst igen.
Skulderklappet fra én af de formodede traktorførere skyldes, at danskerne forblev som forklædte. De kunne ikke rejse sig. Man undrer sig - har Danmark engang kunnet spille fodbold?
Måske ville holdet ikke. Etdansk 1-2 nederlag var rigeligt til at holde Sydafrika fra fadet.
Vi blev lidt forlegne. Vor nation forsvarer et nederlag ... Nu slår holdet vel også Nigeria søndag. Så venter brasserne - har de ikke fortjent bedre?
Mens disse linjer skrives har næsten-juristen bragt os sikkert til Langres nord for Dijon. Vi kan nå 2. halvleg af Holland-Mexico. Fotografen er allerede ude af bilen. Mexico er nede med 0-2, men får 2-2 i det 50. minut. Måtte danskerne lære noget af den kamp.
Vi tager til Marseilles, beslutter vi hen over morgenmaden. Eller måske ind i bjergene. Næsten-juristen vil ud og vandre. Han er ikke så vild med fodbold, har han fundet ud af. Stakkel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her