Læsetid: 6 min.

Depression fra øst til vest

17. juni 1998

Den dybe krise i verdens anden største økonomi, Japan, truer med at sprede sig via Kina til Vesten. Det giver alvorlig bekymring i Verdensbanken og hos vestlige regeringer

Det kan udvikle sig til et mentalt mareridt for de fremtidsoptimister, der har påstået, at verden - på grund af ny informationsteknologi, lav inflation, åben verdenshandel og hårdere liberal konkurrence - har udsigt til mindst 25 års gyldent økonomisk fremskridt.
Den finansielle og økonomiske krise i Sydøstasien har for alvor fået tag i verdens anden største nationaløkonomi, Japans. I fredags meddelte regeringen i Tokyo, at den japanske økonomi befinder sig på en værre økonomisk nedtur end ventet - måske med en årlig minusvækst på op til 5,3 procent. I januar-marts kvartal er landets økonomi skrumpet med 1,3 procent - og da det er andet kvartal i træk, befinder Japan sig teknisk set midt i en økonomisk recession.
Hashimoto-regeringen ser ud til at være handlingslammet, arbejdsløsheden stiger, de japanske banker slæber rundt på et ondartet gældsbjerg på det, der svarer til 600 milliarder dollar, og den japanske yen er styrtdykket overfor den amerikanske dollar. Landets valuta er faldet til den laveste kurs i otte år, med en omvekslingskurs på 146 yen overfor en dollar. Og det kan blive værre.
De sydøstasiatiske økonomier sættes under yderligere pres, og en ny runde med konkurrencemæssige devalueringer kan forplante sig på tværs af landegrænserne - også med skæbnesvangre sociale konsekvenser.
Cheføkonom, Stephen Roach, fra Morgen Stanley Dean Witter, siger, at yen-kursfaldet "er den mest destabliserende kraft på verdens finansielle marked i dag," og finansguruen George Soros vurderer, at det verdensøkonomiske system befinder sig på randen af et sammenbrud.
Pilen på det globale aktiemarked vender nedad i denne tid, og mandag tog selv kurserne på Wall Street et dyk. Og fra EU-topmødet i Cardiff kunne man mandag høre flere bekymrede ord end normalt. Selvom de europæiske økonomier og finansmarkeder i øjeblikket kan sole sig i succes med stabile vækstrater på 2,3-2,7 procent - og spejler sig i den amerikanske højkonjuktur og nyder godt af den høje amerikanske dollarkurs - så kan det være en stakket frist. Eller som den britiske premierminister Tony Blair sagde på mødet: "Verdensøkonomien står overfor den største fare i to årtier siden den latinamerikanske gældskrise".

Kort fortalt kan den finansielle uro i Asien, fra Indonesien til Japan, forplante sig til de globale finansmarkeder, mindske investorernes risikovillighed, og samtidig vil de europæiske eksportører miste markedsandele på det globale og det europæiske marked i takt med, at de devaluerede asiater styrter frem med billigere varer. Den sunde europæisk spiral kan i løbet af dette efterår og fra næste forår blive væltet omkuld af en kold vind fra øst.
På en international investeringskonference i Australien tirsdag sagde Verdensbankens vicepræsident for Østasien og Stillehavet, Jean-Michel Severino, "at vi befinder os formodentlig i afslutningen af den første krisecyklus, vi er på vej ind i en dyb recession, og man kan endda bruge ordet depression. (..) Den aktuelle depression kan blive meget langvarig, hvis ikke den håndteres meget omhyggeligt."
Ingen nok så sofistikeret international låne- og redningspakke fra Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdens syv førende G-7 industrilande nytter, når det drejer sig om verdens anden største nationaløkonomi.
IMF's hjælpende hånd til Indonesien - som, nogle kritikere endda mener, forværrede den indonesiske krise - viste, hvor svært det er for det internationale samfund at dæmme op for kriser, der kun kan løses gennem dybtgående økonomiske, politiske og institutionelle ændringer i de pågældende lande. Således også i Japan. Den japanske centralbank kunne godt hæve yenens værdi overfor dollaren i løbet af nul komma fem ved at hæve den historisk lave rentesats på 0,5 procent med et-to procentpoint.
Hashimoto-regeringen forsøger at kickstarte den japanske økonomi med en ekspansiv finanspakke, der skal pumpe mere end 700 milliarder statskroner ud til forbrug og investeringer. Men uden dyberegående strukturreformer af den gældsplagede banksektor og en reform på det syge ejendomsmarked vil det næppe blive en vedvarende redningsplanke for den japanske økonomi. Det vil mere blive som at tisse i bukserne en vinterdag. Det giver varmen, men ikke i ret lang tid.
Men sagen er, at Hashimoto-regeringen - der håber at vinde et flertal i overhuset ved de nært forestående suppleringsvalg - ikke er interesseret i at lancere smertefulde reformplaner. Hellere lidt varm luft og så håbe på, at den hastige devaluering af yenen på markedet kan sætte ekstra skub i de japanske eksporttal.
Begrænsningen i den taktik er, at den smider problemerne videre til naboerne. I første række til de sydøstasiatiske lande, der kan berette om voksende fattigdom, folkevandringer af arbejdsløse gæstearbejdere, nyt fremmedhad - ikke mindst mod kinesiske bank- og erhvervsfolk. Eller som Jean-Michel Severino fra Verdensbanken formulerer det: "Lad os huske, at de sultne kan blive vrede." Ord som bl.a. er møntet på de millioner af ny-fattige i Indonesien. Man tør næsten ikke tænke på, hvad en international økonomisk depression kan betyde i de nyslåede atomvåbenmagter, Indien og Pakistan - så lad os hellere fortsætte med den økonomiske side af nyhedsanalysen:
Den folkerige republik, Kina, er som andre asiatiske regeringer begyndt at beklage sig højlydt over de japanske devalueringer. Den kinesiske finanspresse anklager USA og Japan for at tillade yenens frie fald, og den kinesiske centralbank har været tvunget til at intervenere til støtte for den nationale valuta (yuan). Og finansminister Xiang Huaicheng sagde tirsdag, at valutakrisen kan true landets vækstmål og den vil "påvirke Kinas i forvejen meget alvorlige arbejdsløshedssituation, øge presset på vores valutas stabilitet og påvirke reformen af statsvirksomhederne."

Kina har endnu ikke økonomiske grunde til at devaluere, da landet fortsat er Asiens andetbilligeste produktionsland, men hvis det alligevel sker - f.eks. af politiske årsager - vil det øge presset på de asiatiske naboer, og det vil igen kunne mærkes på handelsbalancerne i de vestlige lande.
Optimistiske økonomer vil måske anføre, at de billigere varer fra Asien vil holde de internationale priser på råvarer og fremstillingsvarer nede, og det vil så igen tæmme inflationen i de vestlige økonomier. Men de historiske erfaringer viser, at bliver de hjemlige eksportvirksomheder først tvunget til at fyre masser af medarbejdere og arbejdsløshedskøen begynder at vokse, så vil underskuddene på handelsbalancen fremkalde en politisk modbølge.
Tal fra de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, viser, at det seneste års asiatiske krise vil få en negativ effekt på den amerikanske betalingsbalance på rundt regnet 100 milliarder dollar. Det amerikanske minus kan blive endnu større, hvis først det kinesiske valutafort falder og forplanter sig.
I USA og i visse vesteuropæiske lande kan det give ny vind i sejlene til de kræfter, som mener, at handelsprotektionisme er det eneste lyksaliggørende middel i bestræbelserne på at dæmme op for de fattigere asiatiske landes eksport - svaret vil være: Lad os få en handelsmur, der kan beskytte os imod at skulle dele vores velstand med de andre derud i Asien!
Ingen kan endnu svare på, om Vesten bliver ramt af den onde spiral fra Asien. Men overmodigt virker det, når den amerikanske forbundsbankchef Alan Greenspan i denne tid taler om, at USA's økonomi har bevæget sig "hinsides historien" - bare fordi USA p.t. befinder sig i en lang positiv vækstspiral med stadig stigende aktiekurser, høj forbrugsvækst og lav inflation.
Greenspans velsignelse af "Den Nye Økonomi" og dens evangelium er i skærende kontrast til, hvordan MIT-økonomiprofessor Paul Krugman vurderer situationen. I et indlæg til det økonomiske blad Fortune skriver Krugman, at "jo mere jeg kigger på de forbavsende stigninger på det amerikanske marked, jo mere overbevist bliver jeg om, at vi står overfor et mammut-psykologisk problem." Forklaringerne fra Den Nye Økonomis tilhængere er iflg. Krugman mere psykologiske efterrationaliseringer på fortidens investeringsmiljø end seriøse teorier. "Hele situationen giver mig kuldegysninger. Det kan selvfølgelig godt være det er, fordi jeg simpelthen er en for tykskallet Neanderthaler til at kunne forstå den nye æra. Men hvis man spørger mig, så ligger istiden lige om hjørnet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu