Læsetid: 4 min.

Digtning som grundforskning

2. juni 1998

Morten Søndergaards nye digte indkredser poesiens særlige form for viden-om-verden

NY BOG
Et fremherskende fælles træk ved de bedste og nysgerrigste af 1990'ernes digtere har været deres åbne appetit på dialog mellem kunsten og videnskaben, naturvidenskaben især. Inden de som sprogkunstnere giver sig hen til indbildningskraften, forsøger de at forvisse sig om, at andre erkendelsesformer vitterlig er nået helt ud til grænsen for, hvad disse kan finde og udtrykke.
Poesiens mistro til fornuften begynder hos disse poeter først, når en tillid er opbrugt - tilliden til intellektet som udforsker og opdager af verden.
En sympatisk tendens! For hvorfor proklamere kaos dér, hvor skønsom kortlægning fortsat er mulig, og hvorfor dog begynde som amatør på erkendelsesfelter, hvor andres faglige kunnen stadig har gyldighed?
Samtalen med naturvidenskaben og andre traditionsforankrede vidensformer har vi f.eks. hørt i Peter Høegs humane romaner med deres leksikonopslagslignende indsnit af klogemandssnak - og i Merete Pryds Helles anderledes sprælske romanfantasier over miljøer i kaostilstand. Vi har også hørt fagligt klingende stemmer slå ind visse steder i den korte og ultrakorte prosa, f.eks. hos Solvej Balle og Peter Adolphsen, ligesom vi i Niels Lyngsøs ambitiøse langdigt Stof har set 'videnskabsvenlighed' kollidere frontalt med insisteren på suveræn æstetisk form.

Fra viden- til lidenskab
Morten Søndergaard (f. 1964 i København, opvokset i Odense) debuterede i 1992 parallelt med Lyngsø og har sidst gjort sig fordelagtigt bemærket med Ubestemmelsessteder (1996), en samling rektangulære digtreportager fra Vesterbro.
Fra denne bog huskes især den komiske tekst over gåden om menneskets oprejste gang: først kom der en pedantisk leksikondefinition, så en fænomenologisk beskrivelse, af hastigt stigende lyrisk intensitet.
Samme skred: Fra videnskab til lidenskab, fra faglig eksakthed til præcist poetisk gætteri, sker overalt i Søndergaards nye bog, der foruden et frithængende indledningsdigt (over netop dét dér med at forske og sé) består af fem sektioner, hvoraf kun én, med en stribe, "Offentlige bekendtgørelser", virker løs i strukturen. To andre former sig som lette suiter, og endelig optræder der to deciderede langdigte, hvor alle kræfter synes sat ind, tankemæssigt og udtryksmæssigt.
Man bemærker med glæde, at forlaget ved ødselt stift bind og smuk typografi har givet digterens ambitioner medløb snarere end modstand.
En granskning af Søndergaards ordvalg viser, hvor tæt han må føle sig forpligtet på den føromtalte dialog med mere eksakte vidensformer end digtets fænomenologiske formodning.
Fysik, matematik og kemi, biokemi og biologi, geologi og geodæsi, ja selv astronomi og moderne astrofysik, leverer gloser til disse langtåndende, af og til ligefrem arabesk-agtige tekster. Ikke for ingenting sendes der et par steder diskrete hilsener til dén Jens Peter Jacobsen, der forskede i Furesøens ferskvandsalger, inden han som Flaubert gav sig til at rode i adjektivets mysterier.

Forfra og igen
Karakteriseret som ovenfor fremstår Morten Søndergaards nye projekt muligvis som et æggehoveds selvpillerier. Men at læse bogen bliver en art opdagerfærd gennem det ukortlæggelige og ukontrollérbare og konstant uforudsigelige, fascinerende fordi han ved siden af sit stort anlagte epistemologiske projekt har enkelhed, sødme og humor.
Værkets drivende kraft er ikke tro på en endelig sandhed, men snarere blot poetens nysgerrighed: "det hele må siges igen / forfra på en anden måde."
Her duer det ikke at fæste overdreven lid til den analytiske forstand og fornuftens synteser: "fornuftens lille kugle triller i min hånd, / se min hjerne, den er grå som havet, / alt hvad jeg ejer / er det mørke hårde stof, / der slynges op fra solranden, / Ikaros' hemmelige skrift tatoveret på min hals."
En genkommende temakonflikt i Bier dør sovende står mellem et formulerings-overskud og et fortolknings-underskud. "Vi er tankernes mønstre og skygger på psykens væg", står der; men man er også altid "lidt tilbage", som om handlingen véd mere end ordene, som om vi er henvist til at færdes i en eller anden stor, labyrintisk ørken - for nu at citere et af Søndergaards karakteristiske paradokser.
Vi søger, skriver han, en rationel struktur i de hemmeligheder som fortælles, når blomstens muskler lukker blomsterkronen og angsten hvirvler af sted.
Men kaos splintrer i digtets form, i digterens mund. I stedet for sikkerhed tager vi en tvivl med os, "noget, vi måtte oversætte fra et fremmed sprog, / noget, vi hele tiden / fandt en smule mere sikkert formuleret / af ukrudt og annoncer for kontorinventar".
Sådan står der sidst i "Kompas", et stort slynget, sammensat digt i 28 afdelinger om dét at skrive et digt og derved åbnes for ord og ting, og for ord som ting. Poesien står her skiftevis som en personlig ytring fra kærlighedens og melankoliens sted - og som noget underlig ydre, fremmed: "et konstant skred af linjer, / som jeg kaster fra mig i vrede, / for de er alt det / som jeg ikke var, da jeg stillede mit spørgsmål, / alt det som øjeblikket efter kom imod mig som svar."
De endelige svar glimrer nu ellers ved deres fravær i Morten Søndergaards poesi, hvis kvalitet er dens lydhørhed og vilje til forvandling, dens rækken ud efter viden og dens samtidige vished om al videns foreløbighed og begrænsning. Titeldigtet indkredser dette centrum ved at stille det, som videnskabeligt kan fastslås, over for det, som blot må formodes:

Du siger
at bier dør sovende,
men de styrter til jorden
ramt af en
hjerneblødning,
der er
formodentlig honning
inde i væggen
og de kommer tilbage
år efter år.

Dette er bogens smalleste og enkleste digt, midtsekvens i en suite på 16 gange 10 korte linjer, hvor digteren mindes døde og spreder sin forskende nysgerrighed udad i det sociale, indad i en panisk-deliristisk psyke. Suiten bærer overskriften "Den af tiden foreslåede rækkefølge"; men over for denne anbringes evnen til at erindre, selv frembringe orden.
Sådan som Morten Søndergaard altid - over for videnskabens indsigt - fastholder digtet som en særlig måde at sige og vide noget på.

*Morten Søndergaard: Bier dør sovende. Digte. 88 s. 175 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her