Læsetid: 6 min.

Discount-absurdisme og himmelsk vellyd

11. juni 1998

Set fra Danmark er den nye bølge i engelsk teater ikke så voldsomt imponerende. Londons bedste teatertilbud var et ophold i et paradisisk musikteater, Monteverdis 'Orfeo' - men det var kulturimport fra kontinentet

TEATER
LONDON - Det er længe siden, man rejste til England for at opleve det teater, der flytter grænser. Siden Peter Brook forlod London, har opbruddene i scenekunsten foregået andre steder - hos Tadeusz Kantor i Polen eller Giorgio Strehler i Milano, på Théâtre du Soleil i Paris eller rundt omkring i Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor Peter Stein, Zadek, Christoph Marthaler og Luc Bondy huserede. I Skandinavien fik vi så modsatrettede poler som Eugenio Barbas teatereksperimentarium i Holstebro og Lars Noréns kompromisløse familietortur.
Det traditionelle engelske teater ser stadig på Europa som et fremmed kontinent, hvor de rabiate instruktører og scenografer vrider og vender de stakkels dramatikeres stykker. Man er bange for det yderligtgående, både i tekst og instruktion og med Shakespeare-tradtitionen at forvalte har man nok at gøre med at passe på de mange ord.
England har kun haft en, stor instruktør i det seneste tiår, Deborah Warner, der med den geniale skuespillerinde Fiona Shaw som medium har skabt fremragende forestillinger. Uden at ælte Ibsen til ukendelighed fik de gjort Hedda Gabler til teater, hvor man sad på kanten af stolen for at få alle nuancerne med - og med Fiona Shaw som kongen i Shakespeares Richard II blev stykket støvsuget for de ædle elevskoleklicheer. Vi skulle have set deres fælles version af T.S. Eliots The Waste Land i kulturby-året, men blev snydt for denne højt berømmede poesiformidling.

Jomfrudom
British Council er nu af den mening, at det nye engelske drama er af europæisk interesse, og i samarbejde med K.I.T. vil den københavnske "Sommerscene" byde på smagsprøver. Blandt tilbuddene er Caryl Churchills Blue Heart, som opføres af teatergruppen Out of Joint. Forestillingen består af to ny-absurdistiske stykker, der viser sig blot at være en form for
Alan Ayckbourne-komedie tilsat mekanisk Ionesco-scenegang. Man forbløffes over, at den tyndbenede og trættende tomgang er fundet værdig til at blive vist i Danmark, hvor vi selv kan byde på god stærk absurdistisk tobak hos Jess Ørnsbo eller Astrid Saalbachs livtag med klodens katastrofer.
Det er lettere at forstå, at man har valgt Howard Barkers seneste stykke til præsentation i Danmark, hvor der findes et solidt publikum til denne dramatiker. Vi har både set hans eget ensemble, The Wrestling School og opførelser af hans dramatik på danske scener. Howard Barker er en af de få englændere, der går til yderligheder - og derfor er værd at følge. Naturligt nok har han derfor ofte et større publikum uden for England end i London, hvor premieren i sidste uge på Ursula gik for sig uden større anmelderopmærksomhed.
Howard Barker har viet sig til ordet, og med kamikaze-agtig ensidighed sætter han personer på scenen, der taler og taler og taler. Det er svært at finde skuespillere i dag, der kan opfylde Barkers krav til diktion, og den nyeste forestilling, kunne heller ikke i alle roller tilfredsstille kravene til både scenisk og verbal intensitet.
Ved indstuderingen har han haft en koreograf ved sin side, hvilket var et decideret plus for forestillingen. Ordteatret blev visuelt meget smukt skanderet og især den kvindelige hovedperson, priorinden Placida var fascinerende at følge.
Skuespillet fortæller historien om den hellige jomfru og martyr, der ifølge legenden drager ned ad Rhinen og siden til Rom med 11.000 jomfruer. I Barkers manuskript er der ikke helt så mange hvide duer, men skuespillet ender dog med et blodigt martyrium. Stykket handler både om magt og forførelse og om jomfrudom som eskalerende afsavn og triumf, alt hægtet op på barker'ske ordguirlander. The Wrestling School opfører Ursula i Kanonhallen den 24. juni.

Publikumskrise
Ifølge Howard Barker har hans teater et publikumsproblem i England - ofte er der flere skuespillere på scenen end folk i salen. Når Royal Shakespeare Company spiller i Stratford-on-Avon har de et andet problem: Publikum forstår ikke, hvad der bliver sagt. Shakespeare er en turistattraktion, men ordene er endnu sværere at følge end Howard Barkers, ikke blot for japanere og italienere, men også for de englændere, der ikke er vant til at gå i teatret.
Imod disse odds spillede den forestilling, jeg overværede på det herlige Swan-teater i Stratford, der som Globe i London reproducerer det elisabethanske teater. Selve tilskuerrummet er en stor gevinst for skuespillerne, der kommer meget nær på publikum, og derved kan engagere en ellers træg teater-uvant sal. Swan-teatret er altid værd at opsøge, hvis man vil se skuespil af Shakespeares samtidige, der jo ikke hører til det gængse repertoire i Danmark. Ford, Middleton, Dekker, Webster og alle de andre vilde dramatikere fra 1600-tallet eller de større navne som Marlowe og Ben Jonson fås her i et stadigt vekslende repertoire.
Royal Shakespeare Company har et udmærket tilbud for de teaterinteresserede, der ikke selv vil bøvle med hotelbooking i Stratford: Samtidig med billetbestillingen kan man få et StopOver, der inkluderer hotel og middag på teatrets restaurant. Hotel, middag og gode pladser i teatrene kan fås til en samlet pris fra 70 engelske pund til 113 pund. Man kan dog også komme frem og tilbage til forestillingerne med tog fra London, hvis man ikke har noget imod at stå på Paddington Station klokken halv to om morgenen.
Den store satsning på 'The Swan' i denne sommer er opsætningen af Ben Jonsons karnevalistiske farce Bartholomew Fair. Stykket har en herlig rolleliste af dummernikker, lommetyve, puritanere med kødelige lyster og markedsgøglere. Den kvindelige hovedattraktion hedder også Ursula i Ben Jonsons komedie, men hun er slet, slet ikke jomfru: Den lille bjørn lever af at sælge grisekød og er selv et stort fruentimmer af en slagkraft som sangerinderne på Bakkens Hvile. Det var lystigt at se intrigerne løbe rask over scenen, og man ville ønske, at de danske teatre tog fat på Ben Jonson i stedet for de anæmiske nutidige dagligstue-forfattere fra England. Hans skuespil Alkymisten, hvor Ian McKellen havde en af sine glansroller, anbefales til dramaturgerne, det er så overrumplende som en Salman Rushdie-intrige.

Himmel og Helvede
Den forestilling, der bragte tilskuerne ind i teaterparadiset, var ikke nogen engelsk produktion, men et gæstespil i Barbican Centres nye sommerfestival BITE: 98. Der har været mange om Claudio Monteverdis L'Orfeo der er blevet til i et begavet samarbejde imellem Théâtre Royal de la Monnaie i Bruxelles, hvor forestillingen havde premiere den 13. maj i år og
Brooklyn Academy of Music og Trisha Brown Company. Den musikalske ledelse har René Jacobs, der ledede de saligt velspillende musikere og himmelske sangere i en harmonisk strøm af lyd. Det særlige ved denne Monteverdi-forestilling var dens organiske puls, der blev skabt ved den store koreograf Trisha Browns enkle, men stærke instruktion af bevægelsesmønstrene for både sangere og dansere.
Efter knap to timers teatervellyst, uden pauser og uden applaus, endte forestillingen med Orfeus' grusomme død - og salen eksploderede i jubel, piften og klapsalver.
At bringe denne Monteverdi-forestilling til Danmark ville være en velgerning - her kan Det kongelige Teater lære, hvad det vil sige at kunstarterne arbejder sammen.
Den mest lovende forestilling på Barbican Centre's festivalprogram videre frem ser ud til at være Peter Sellars indstudering af den kinesiske klassiker Peony Pavilion, der spiller fra 10. til 20. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu