Læsetid: 3 min.

Den dobbelte dobbeltgænger

30. juni 1998

Stop Hother! En Danmarksfarce 9

Resumé: Jagten på manden, der hævder at have myrdet Oluf Palme fortsætter, men systemkritikeren og frihedskæmperen Niels Barfoed, der antræffes i sit hjem viklet ind i et par kælne strømpebukser, nægter om et øjeblik hans eksistens. Bliv heller ikke forskrækket, når et af sommerkrimiens afsnit, dette, i lighed med et af dem fra i fjor, slutter lige midt i en sætning. Vi måler nemlig afsnittenes længde ud efter centimetermål, så det er, som det skal være.

Hvis kriminalkommissær Mortensen havde følt sig på gyngende grund før, følte han nu, at den gamle Qom han stod på, var Atlanterhavet i storm. Han fattede ikke et ord.
- Øh... litteraturhistorie?
Barfoed lagde hænderne på hans skuldre og rokkede ham frem og tilbage.
- Hother Christoffersen eksisterer ikke! Han har aldrig eksisteret!
Skubbene blev voldsommere, og Mortensen måtte retirere tilsvarende.
- Det gør jeg heller ikke, forstår De det? Den Niels Barfoed, der kendte Hother Christoffersen eller blev sat i forbindelse med ham, har aldrig været! Han er en opfindelse, fri fantasi, en ondskabsfuld kimære! Og for øvrigt er han død!
Kriminalkommissæren mærkede med bagdelen, at han havde nået vindueskarmen.
- Er De... død?
- Nej, ikke jeg, Mensch. Jeg er ikke død. Jeg lever mit rige og betydningsfulde liv som den rigtige Niels Barfoed, den politisk vise og dybt engagerede Politiken-reporter, hvis skæbne er lig med menneskehedens. Men Hother Christoffersen er død, død som en sild, forstår De ikke det? Han har aldrig levet, han er en figur i en roman. Han er biperson i en bog, hvis titel jeg aldrig nogensinde mere drømte om at skulle være tvunget til at beskæftige mig med!
Mortensen var nu presset så langt op i vindueskarmen, at en urtepotte, der hang ned med en grøn plante i, balancerede på hans isse, mens lange, elastiske blade dækkede hans øjne og kildrede på næsen.
- Død? Aldrig levet? Hvad mener De?
Niels Barfoed stak sit ansigt helt hen til kriminalkommissærens. Lidt jord faldt derfor på dem begge.
- "Marts 1970", hvæsede Barfoed, - har De aldrig hørt om den? Endnu en af Overlærerens svinestreger!
Nu var det Mortensens tur til at ryste. Han havde en gang for alle afskrevet Overlæreren og alt hans væsen. Men noget bevægede sig alligevel inden i ham, og han rettede sig voldsomt op, ligesom for at få luft, med det resultat, at urtepotten styrtede ned og blev grebet af Barfoed, der som gammel håndboldspiller nok vidste, hvem der har bolden.
- I går stod han på mit kontor lyslevende, sagde kriminalkommissæren.
- Hother Christoffersen?
Barfoeds hænder rystede, så endnu mere jord faldt ned på de ægte tæpper.
- Hother Christoffersen!
- Ha! sagde Barofed. - Og endnu en gang: ha!
Det lød som på Det Kgl. Teater. Så blev han formel og sagde, idet han rakte kriminalkommissæren den grønne plante:
- Der må være tale om en dobbeltgænger.
Mortensen ville have stukket fingrene i ørene, men vidste ikke, hvad han skulle gøre af planten. En dobbeltgænger! Endnu en dobbeltgænger! Og så af en person, alle mennesker undtagen Bo Bjørnvig påstod ikke eksisterede! Det var til at blive vanvittig af.
Med en nærmest barnlig klynken, der slet ikke lignede den sædvanlige hærdebrede kriminalmand, sagde han:
- Hvem var det så, der stod i mit kontor? Hvem?!
Niels Barfoed forsvandt med ryggen til ud af stuen og ned ad en lang gang.
- Ja, det må jo være en opgave for politiet at finde ud af. Er det ikke det, vi har politiet til?
Mortensen stod et øjeblik resigneret. Så vendte han sig langsomt og stillede forsigtigt den grønne plante fra sig i vindueskarmen. "Hother Christoffersen", alene navnet! Og blev han nu virkelig nødt til at læse en bog? Han som hadede bøger!

5.
Det var en dag som alle andre, selvfølgelig var det det. Nogen blev født, andre døde og alle dem midt imellem kunne jo ikke vide, at der foregik sære ting, der både omfattede levende og døde og særlig én, der hverken var det ene eller det andet. På Forfatterskolen kendte man i hvert fald ikke det mindste til en person ved navn Hother Christoffersen, død eller levende, thi der beskæftigede man sig ikke med litteratur fra for otteogtyve år siden eller i det hele taget med litteratur, der kunne opfinde og udstille en person som denne Hother, for han havde ikke det ringeste med kunst at gøre, i det mindste ikke med denslags kunst, der interesserede eleverne og lærerne på Forfatterskolen.
Der var det nemlig alvor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu