Læsetid: 4 min.

Eastwood i fremmed land

19. juni 1998

Sydstatsgotik og et persongalleri myldrende af excentrikere er ikke den lakoniske instruktørs boldgade

ny film
Sin nyeste film har Clint Eastwood baseret på John Berendts semidokumentariske bestsellerroman om en ung New Yorker forfatter, der af et tidsskrift bliver sendt til sydstatsbyen Savannah for at skrive om et legendarisk juleselskab hos byens nyrige antikvitetshandler, Jim Williams.
Romanen har jeg ikke læst, men angiveligt skulle den bl.a. leve gennem sin store galleri af sydstatsexcentrikere og indkredsningen af en betændt atmosfære, der er så karakteristisk for den litterære sydstatsgotik. Det lever filmen ikke op til, selvom Eastwood tydeligvis søger at være tro mod bogen. Men netop ved at være bogstavtro, kan man svigte ånden, og omvendt.
Straks fra ankomsten bliver forfatteren fascineret af byens mange excentriske personer, der bebor den sande overflod af fashionable villaer fra en rig historisk fortid. Byen er som et levende museum, men syder af den berømte sydstatsgotiks bizarre atmosfære af undertrykte følelser i sydstatsnattens hede og bag de smukt restaurerede facader.
Her er stof ikke bare til en artikel, men til en roman myldrende med sære eksistenser. Og da en ung mand myrdes af Williams i de sene timer efter det celebre juleselskab, er der ingen vej tilbage. Artiklen må vige pladsen for det større. Williams forklarer mordet som selvforsvar, men hurtigt er vi klar over, at der er mere bag og aner skandalens sus.

Med åben mund
John Cusack spiller New Yorker-forfatteren som en undrende iagttager, der alt for mange gange står med åben mund og glaner, men ellers er den perfekt blanke, ansigtsløse iagttager, der som et trækpapir suger til sig af alle de farverige historier. Hans modstykke er Kevin Spacey som den charmerende Jim Williams, perfekt med tyk sydstatsaccent, stor cigar og levemandsmanerer.
Og rundt om dem kommer så hele galleriet af farverige personager, anført af Lady Chablis - spillet af Lady Chablis - en sort drag queen, der ernærer sig ved at more og forarge borgerskabet med sexantydende one liners af den slags, Mae West kunne fyre af. Dertil kommer Joe Odom kendt for byens længste parties, hans kæreste Mandy Nichols, der gør, hvad hun kan for at nedlægge forfatteren, og en række bipersoner som manden der holder fluer i snor og altid går rundt med en flaske gift på sig og truer med at forgifte byens drikkevand, manden der lufter hunden, der har været død i årtier og bliver lønnet for det af den afdøde hundeejers bo, og ikke mindst Minerva som den sorte Woodoo-udøver, som forfatteren og konsorter gør brug af. Af uransagelige grunde får hun lov til at åbne og lukke historien, mens hun resten af vejen er en yderst perifer person.

Lover så meget
Det er ikke kulørte eksistenser, der mangler i denne historie. Heller ikke fotogene settings. Men Eastwood er godt to en halv time om at fortælle denne historie, der i sit oplæg lover så meget, men holder så lidt efterhånden som historien snævres ind til et ret så ordinært retssalsdrama, der amputerer de mange muligheder og synes dikteret af en Hollywood-forståelse af, hvad en film bør være, hvordan den bør være skruet sammen.

Lakonisk fortæller
Det er ikke vanskeligt at fornemme, at Berendt med det oplæg kunne skrive en af den slags romaner, der folder sig ud i et mangefacetteret persongalleri og næsten mest af alt kommer til live gennem et sprog, der lader fantasierne blomstre i læserens medskabende bevidsthed.
Noget helt andet er det straks når disse personer får form på lærredet og bliver konkrete. Der skal et anderledes talent til end en Eastwood med den lakoniske fortælleøkonomi for at få dét til at blomstre, og man kan kun gætte på, hvad en Robert Altman kunne få ud fra dette materiale i en af sine bedre misantropisk kritiske stunder, som da han med Short Cuts, kunne forvandle Raymond Carvers ordknappe prosa til et myldrende billedtæppe om livet i L.A.
Eastwood synes at være gået den modsatte vej: på baggrund af en menneskemyldrende roman har han skabt en lang, men lille film, en ret banal krimihistorie: Var det selvforsvar. Kan man ikke leve uden svaret, må man se filmen. Og holder man af Eastwood, må man se den, selvom han ikke er på rollelisten. Den har ikke den kompleksitet og stejle styrke som De nådesløse, men er som Broerne i Madison County en atypisk Eastwood-film, en film af en instruktør, der gennem sin sene instruktørkarriere prisværdigt har forsøgt sig i mange boldgader, men hvis kendetegn som instruktør her mest er en form for professionalisme, der gør, at det hele aldrig falder helt fra hinanden. Hatten af for viljen til forsøget, men dette er udpræget ikke hans boldgade.

*Midnight in the Garden of Good and Evil. Instr.: Clint Eastwood. USA. Premiere i Palads og Palladium, København og i Århus og Odense

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her