Læsetid: 3 min.

Emigrationens spindelvæv

3. juni 1998

Stærk armensk-amerikansk roman om en kvindes skæbne som flygtning

Ny bog
I 1915 blev der begået et folkedrab på armenierne, folket i Syd-Kaukasus. Det stod tyrkerne for, og der opstår jævnligt historikerstrid om, hvor mange armeniere, der blev dræbt. Også aktuelt, for lige inden pinse vedtog den franske Nationalforsamling en 'bestemmelse' om, at tyrkerne dengang dræbte halvanden million armeniere. Den tyrkiske regering har straks svaret skarpt: Den mener, at det 'kun' var 300.000 armeniere, der blev dræbt, og at baggrunden var en borgerkrig mellem tyrkere, kurdere og armeniere.
Inden vi går videre, så lad os lige minde om, hvad Armenien er for et land: Det er en af klodens ældste statsdannelser og det land, der først indførte kristendommen som statsreligion - i år 301(!).
Så meget og lidt om baggrunden for en pragtfuld debutroman, skrevet af amerikaneren Nancy Kricorian (f. 1960) en tredje-generations armenier, der har opsøgt sine aner.
Beretningen starter, da den lille armenske pige Zabelle bliver forældreløs under folkedrabet, og via fangelejre havner som tjenestepige i en tyrkisk familie, for derpå - med hjælp fra den kristne kirke i Tyrkiet - at få lov til at komme til en armensk familie. Efter nogle år er det så spørgsmålet, hvordan man får hende gift. Jo, der er en armenier, der er undsluppet til USA, så Zabelle bliver sendt over Atlanten og gift med en hende ukendt mand.
Og sådan går 'livet' sin gang: Zabelle får tre børn, og de falder vidt forskelligt ud, som det nu engang sker.

Perfekt rytme
Stilmæssigt har denne roman en langsom, nøgtern start, nedtonet og registrerende. Efterhånden bliver det mere farverigt, som tiden går i USA, og den kulminerer efter to tredjedele i en aldeles fremragende skildring af et kultursammenstød af de store, da Zabelles næstældste søn skal giftes med en pige fra en amerikansk farmerfamilie, der er præget af imbecilitet og druk.
Derefter kommer vi igen til en mere stille afdeling: Zabelle bliver småsenil og dør, efter at den mand hun aldrig havde ønsket sig - men som hun har lært at sætte pris på - er gået samme vej. Da det sker, viser den ældste søn Moses sig efter mange års fravær. Mere skal der ikke røbes af handlingen. Ikke fordi der ligger noget dramatisk i slutningen, tværtom, og netop derfor: Det drejer sig 'bare' om et langt liv, hvor hovedpersonen Zabelle har taget tingene til efterretning, og undervejs har gjort sig sine tanker.
Med en elegant, og ikke spor udspekuleret sløjfe forbindes romanens begyndelse og slutning, og den er i sin kortfattethed og sin lethed ekstraordinært spændende. Romanen siger mangt og meget, ikke mindst om dét at leve som emigrant, hvor livsrødderne hurtigt bliver skåret over, men aldrig bliver helt glemt.

Livets omskiftelighed
Emnemæssigt er der en diskret rød tråd i denne roman, der fortælles stille og roligt som katalysator: Skal forældrene eller skal man selv bestemme, hvem man gifter sig med?
Zabelle har fundet sig i at andre bestemte, og hun forsøger på trods af sin utilfredshed at reproducere dette mønster over for sine børn - dog uden held. Den ældste søn Moses (opkaldt efter Zabelles hemmelige kæreste) bliver vækkelsesprædikant og viser sig ikke mere hjemme. Søn nummer to ryger ind i en dum familie, der hader kommunister, negre, jøder (de er jo ét fedt), og nu også armeniere. Men sønnen klarer sig ved sammen med sin kone at blive boende i etagen under Zabelle. Og den yngste, datteren Joy, bliver hængende ved mors skørter, eller bliver - livsklogt - manipuleret til det.
Herved fastholder Zabelle værdier i den armensk-kristne kultur, som hun selv har vundet afstand til, men som måske er bedre end dem, hendes børn kastes ud i. Som hun citerer Den Hellige Skrift: "Træk ikke i ulige åg med de vantro." Disse betænkeligheder har hendes børn kun lidt forståelse for, de følger bare deres eget hovede. Men hendes børnebørn forstår allerede en del mere.
Lyder det sentimentalt? Det er det ikke. Denne roman er en stilistisk velskrevet, knivskarp beskrivelse af, hvad det vil sige at være emigrant, at tilhøre en diaspora, der kastes gennem verdenshistorien og over verdenshave. Med en kvinde i centrum, der gennem næsten et århundrede står distancen. Man kommer som læser til at holde meget af Zabelle.

*Nancy Kricorian: Zabelle. Oversat af Bente Kastberg. 180 s. 225 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her