Læsetid: 2 min.

Epifani - modernisme - tepotte

3. juni 1998

Vi lever i encyklopædismens anden tidalder. Et nyt opslagsværk tager sig af James Joyce

ny bog
Museet for Samtidskunst i Roskilde har fået den indlysende ide at læse James Joyces 750 sider lange roman Ulysses højt i ét stræk den 13. juni, fordi byen nu menes at fylde 1000 år. Forbindelsen mellem Joyce og Roskilde er temmelig obskur, men projektet har givet anledning til en række interessante tiltag. Ud over selve oplæsningen, som er en stjernespækket affære med blandt andre Vagn Lundbye, Peter Laugesen og Suzanne Brøgger ved mikrofonen, udkommer nemlig Den Foreløbige James Joyce Encyklopædi på det lille forlag Roskilde Bogcafe.
Bogen er lavet af en række herboende joycianere, som derved demonstrerer, at Danmarks Joyce-forskning er i fuld vigør for tiden. I ånden fra mesteren selv er bogen nemlig et spændstigt sammensurium af seriøs high-brow-lærdhed og skæve, idiosynkratiske og halvpoetiske markeringer. Blandt opslagsordene findes således epifani, allegori og modernisme, men også tepotte, spørgsmålstegn og penis.

Åh
Ét opslag er skrevet af Joyce selv: "Åh Gud åh Gud når jeg ligger i graven får jeg vel lidt fred." Opslagsordet er indlysende nok Åh. Under Stakkels Jim citerer Peter Laugesen starten af Dantes Guddommelige komedie og tilføjer: "Hvordan i helvede kom Dante så langt ud i skoven? Han røg af vejen med sin Maserati. Den gik ikke længere. Fortumlet befandt han sig midt i Vildvaldi. Velbekommen til INFERNO." Joyces ånd svæver muntert smilende over sådanne passager.
Når Joyces eftermæle tilsyneladende vokser sig stærkere for hver dag, der går - han døde i 1941 og aldrig har industrien været så aktiv som nu - skyldes det ikke mindst den forbindelse mellem det højlærde og det dybt folkelige, som blev hans kendemærke. Derfor er det også ærgerligt, at hans bøger stadig har ry for at være 'ulæselige'.

Som barn igen
"For at læse den må man næsten blive som barn igen," skriver Jacob Greve om Finnegans Wake (1939) og rammer derved Joyces egen drøm om sin sidste store bog. Den er underlig og fremmedartet, men skabt til umiddelbar og uimponeret læsning. Ulysses (1922), som af mange rituelt betragtes som det 20. århundredes mest indflydelsesrige stykke litteratur, er fremfor alt et højkomisk og dybt humanistisk værk, som henvender sig personligt til hvert eneste levende menneske - Everyman, som nogle holder af at sige.
Også Joyces spor i Danmark aflæses, blandt andet i opslag om Tom Kristensen og Per Højholt, som begge har været under påvirkning. Men det er der ikke mange forfattere i dette århundrede, som ikke har.
Bogen udkommer under oplæsningsarrangementet, hvor mange af bidragyderne også vil være blandt de læsende. Kun tre dage efter, den 16. juni, er det Bloomsday - den dag handlingen i Ulysses udspilles. Dublin står år efter år på den anden ende. Nu er det Roskildes tur. Og de danske Joyce-læseres. Vil Roskilde være Danmarks svar på Dublin?

*Den Foreløbige James Joyce Encyklopædi er redigeret af Arild Batzer, Jacob Greve, Steen Klitgård Poulsen, Julie Holst Rasmussen og René Rasmussen og udkommer på Roskilde Bogcafe den 13. juni. 224 s. ill. 198 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her