Læsetid: 6 min.

Eritrea: Respekter grænserne fra kolonitiden

27. juni 1998

Vi har faktisk kun et eneste krav: Respekter de gamle grænser fra kolonitiden, som stadig er gældende i Afrika, siger Eritreas præsident Issaias Afeworki i dette interview

ASMARA - Der er ingen grund til panik.
Fra sit kontor i Asmara gentager Eritreas præsident, Issaias Afeworki, disse ord igen og igen som en bøn.
Den tidligere frihedskæmper har for længst lært at holde følelserne under kontrol. Han nægter, at hans billede bliver brugt som blikfang i de officielle bygninger, men viser velvilje ved at oplyse sin alder: 52 år. Han er stædig i en grad, så det af og til nærmer sig det brutale. I 1997 fik han sin afsked som tyende for donorlandene, fordi "landet ikke længere har behov for hjælp".
Siden 50'erne har de unge mennesker i Eritrea kun haft ét mål: at befri landet fra etiopisk annektering, forklarer én fra hans nærmeste familie. Issaias gjorde som mange andre, han ofrede alt og måtte gå under jorden. Han vidste lige nøjagtigt, hvad der var nødvendigt at gøre. Han har denne evne til at organisere alt ud fra sine 30 år gamle geopolitiske visioner ned til den mindste administrative detalje.

Sjældne valg
Issaias Afeworki, intellektuel med blændende visioner, står imidlertidig overfor et af de sjældne valg i sit liv, som det ikke har været muligt at forudsige:
På grund af en latterlig grænsestrid, brød en krig ud den 13. maj mellem Eritrea og Etiopien, som tidligere har sværget hinanden tro venskab. Historien synes så meget mere uforståelig, fordi lederne af de to lande stod sammen og sejrede i guerillakrigen mod Mengistus blodige regime.
I den marxistiske modstandsbevægelse i 70'erne, indgik de to mænd en unionspagt med deres væbnede styrker. Mellem Meles og Issaias, begge kristne, veluddannede og jævnaldrende, opstod et særligt bånd.
"Det tæller mere at tale en time med Issaias end at læse ti bøger", har Meles Zenawi engang udtalt.
At komme til magten gør det muligt for Eritrea at være selvstændig. Derfor er det vigtigt i denne strid med Etiopien, som dén anklagede for at sælge ud af dronningen af Sabas store rige, og at berøve dem deres adgang til havet uden formelt at fastsætte grænserne.
Guerillasoldaternes løfte er spinkelt. Men oprørskrigens drømmevisioner er glemt mellem de to statsledere efter kun syv års fred. Samtidig med at deres tropper står ansigt til ansigt ved fronten, beskylder de gensidigt hinanden for at have udløst fjendtlighederne og for at lege indbrudstyv. Præsidenten for Eritrea giver Liberatión sin version af begivenhederne.

Venskabspagt
- Hvordan kan man retfærdiggøre en krig mellem to lande som har underskrevet en venskabspagt?
"Det er mere end et år siden, at forholdet mellem de to lande var fredeligt. Efter den lange kamp for frihed, har alle eritreerne ønsket at glemme. Vi troede, at vi kunne få et maksimalt politisk, økonomisk og regionalt samarbejde med de nye etiopiske regering under ledelse af Meles Zenawi. Men for at forstå den nuværende sitution, er det nødvendigt at vende tilbage til tigrinerne i Etiopien. Efter i nogen tid at have erklæret Tigray selvstændigt, har de langt om længe indvilget i at kæmpe side om side med de andre etniske grupper i den etiopiske hær. Dengang krigen over Mengistu blev vundet, etablerede Meles sit magtcenter i Addis-Abeba. I Tigray forfølger den nye guvernør sine gamle drømme og kæmper for en udvidelse af provinsen. Det er nu eller aldrig," mener han.
På kortene er aftegnet grænser, som gør indhug i de andre etiopiske regioner samt i Eritrea.
- Hvorfor ønsker de at forstørre deres lille del, så de dermed har sat sig udenfor?
"Det handler om at være skizofren. Sammen med os, ønskede de at implementere deres løsningsmodel, idet de regnede os for at være blandt de svageste fjender."
- Hvordan har denne lokale situation i sig selv haft indflydelse på konflikten mellem landene?
"Der skete en en række små ændringer, som jeg bemærkede uden at tillægge det nogen betydning. Jeg var sikker på mig selv. Jeg har ikke analyseret dem set i et senere perspektiv. Som f.eks. en episode i juli 1997:
To etiopiske hærstyrker gik ind i Tigray i Eritrea. De har totalt overtaget tøjlerne i en af vore landsbyer ved at smide folk ud. Jeg har ikke ønsket modreaktioner. Vi har forhandlet med Meles og har nedsat en kommision med repræsentanter for alle parter, som skal fastsætte grænserne. Rent teknisk er det et meget simpelt problem, som ikke kræver brug af militærmagt."
"Den 6. maj blev fire af vores soldater dræbt i et sammenstød med tigrinske soldater ved grænsen. Jeg ringede til Meles: 'Du har myrdet vores folk. Vi sender tropper ud for at holde situationen under kontrol og for at mindske spændingerne i området'. Han benægtede sin skyld og hævdede, at vores tropper havde været i færd med at omringe en af deres militærenheder. Men dette dementeres på det kraftigste af soldater i området. Mele har fortalt mig, at vores tropper var trængt ind i Etiopien, og at byen Sherano var tæt på at blive evakueret. Hvorpå jeg svarede: 'Det er jer, som tvinger dem til at flygte'."

Ikke taget alvorligt
"I Eritrea har folk ikke taget denne sag alvorligt, og hvad angår mig selv, så er jeg på vej til et besøg i Saudi-Arabien. Meles har meddelt mig, at han ved min hjemkomst, vil fremlægge sagen i parlamentet. Jeg svarede ham: 'Det gør ikke noget, jeg kender dem'. Den følgende dag blev der på mit kontor afleveret en erklæring fra det etiopiske parlament, som taler om en 'eritreisk provokation'. Jeg appelerede øjeblikkeligt til Meles. 'Situationen er ude af kontrol', sagde han. Det var den 13. maj. Siden har vi ikke haft meget kontakt. Jeg har beholdt alle dokumenter, faxbeskeder og breve," siger Issaias Afeworki.
- De havde personligt et tæt forhold til Meles Zenawi. Synes De i dag, at han har spillet dobbeltspil?
"Han er blevet fanget i denne situation p.g.a. kræfter i sit bagland. Jeg vil tro, at hans vanskelige stilling skyldes, at han ikke personligt har taget beslutninger eller været involveret. Men når beslutningerne skal træffes, så må han påtage sig ansvaret. Overfor mig er han stadig undvigende, han gør ikke sin stilling klar. Det ville hjælpe, hvis han tog til Tigray og talte med sine folk.
Jeg har måske heller ikke levet op til mit eget ønske om at kontrollere situationen. Jeg forsøger et logisk ræsonnement i en konflikt, som synes ret simpel. Men vi har med mennesker at gøre, hvilket gør det mere komplekst. Hvorfor ønsker tigrinerne at udvide deres territorium, når historien viser, at det er en fejl?"

Spiller med musklerne
"De påstår, at de har forsøgt at dæmpe gemytterne. Men de har været med til optrappe konflikten i området.
Hvis en eller anden spiller med musklerne, hvad kan man gøre? Bede om nåde? Militærstyrkerne behøver ingen overtalelse, når de bliver angrebet. Denne krise er opstået på grund af en lille gruppe i spidsen for TPLF, Tigrays Befrielsesfront.
De startede ud med at begå en fejltagelse, og nu forsøger de at skjule andre fejltrin. De forsøger at slippe godt fra det og overbevise hele verden, ved at oppiske en hysterisk propaganda i Etiopien. De er desperate. Jeg tror ikke, at vores politik vil have nogen indflydelse, sådan som tingene ser ud. Vi foreslår en demilitarisering af området for at undgå en optrapning af konflikten. Desuden er det nødvendigt at fastsætte grænserne og overholde dem.
Vi har faktisk kun et eneste krav: at respektere de eneste grænser fra kolonitiden, som stadig er gældende i Afrika. Jeg er optimistisk," siger Eritreas præsident.

© 1998 Liberatión & Information

Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her