Læsetid: 4 min.

EU's klimapolitik i baglås før møde

16. juni 1998

Svend Auken presser på for at få indført fælles virkemidler til at vende udviklingen i EU. Men der er ikke megen vilje at spore

EUROPAS MILJØ
Det står skalt til med EU-landenes vilje til at begrænse risikoen for klimaforandringer ved at skære ned på deres udslip af drivhusgasser.
I dag diskuterer miljøministrene den fælles klimapolitik på et møde i Luxembourg. Men de er langt fra enige om fælles virkemidler. Og de kan knap nok enes om den indbyrdes fordeling af de nedskæringer, EU har forpligtet sig til.

Beskæmmende
"Jeg er ikke sikker på at vi finder frem til en fordelingsnøgle. Det er vanskeligt at få EU-landene til at melde ud med tilstrækkeligt høje mål, hvilet er lidt beskæmmende," sagde miljøminister Svend Auken i fredags efter et møde i Folketingets Europaudvalg.
På FN's topmøde om klima i Kyoto i december 1997 foreslog EU, at i-landene skulle sætte deres udslip ned med femten procent i år 2010.
Resultatet af topmødet blev kun en forpligtelse på otte procent (i perioden 2008-12), som de femten EU-lande selv må fordele indbyrdes.
Nu kan de knap nok blive enige om det.
Byrdefordelingen skal justeres inden EU kan ratificere Kyoto-protokollen. Blandt andet fordi den omfatter tre nye drivhusgasser, som bruges i industrien.
Men det britiske formandskab har lagt et forslag på bordet, der fjerner incitamentet til at samarbejde om
f. eks. energibeskatning eller fælles standarder for isolering og el-apparaters energiforbrug, siger Verdensnaturfondens klimamedarbejder, Lars Georg Jensen i en pressemeddelelse.

Er Spanien et u-land?
Han er kommet i besiddelse af det britiske forslag:
Luxembourg skal skære sine udslip ned med 30 procent, Tyskland og Danmark med 22,5 procent. I den anden ende af skalaen skal Portugals udslip af drivhusgasser have lov at stige med 24 procent, Grækenlands med 23 procent og Spaniens med 15 procent.
I midten af skalaen finder man Frankrig og Finland som blot skal stabilisere på et nul i forhold til 1990, mens Sverige (med eller uden afvikling af A-kraft?) skal stige med 5 procent - og Holland slår sig i tøjret over en nedskæring på 8 procent.
Begrundelsen er forskellen på landenes energiforsyning og de sydeuropæiske landes behov for udvikling.
"Men det er nonsens at betragte lande som Spanien og Grækenland som en slags u-lande. Der er masser af muligheder for at reducere CO2-udledningerne i alle medlemslandene," siger Lars Georg Jensen.

Danmark underspiller
Danmark, som ellers har været foregangsland med et løfte om 25 procents reduktion i år 2010, har skåret sit løfte ned til 17 procent.
Det er ikke fordi den danske vilje til at begrænse risikoen for klimaforandring er blevet mindre, bedyrer både miljøminister Svend Auken og kontorchef John Bæk Sørensen, Miljøstyrelsen.
Tallet 17 er ment som et pres på de andre lande for at få vedtaget fælles virkemidler. De 17 procent er den reduktion, Energistyrelsen har regnet ud at Danmark kan nå med rent nationale midler, uden at man får vedtaget fælles EU-regler for apparaters energiforbrug og en eller anden form for fælles afgifter på benzin og andre fossile brændstoffer (helst en fælles CO2-afgift, som Danmark har ønsket i mange år).
Den danske regering står fast på sit indenrigspolitiske mål: 20 procent reduktion af CO2 i år 2005, siger Svend Auken.
Når beregningerne alligevel kun giver 17 procents reduktion fem år senere uden fælles virkemidler, hænger det sammen med tre ting, forklarer Jesper Gundermann i Energistyrelsen over for Information.

Vækstpres
*For det første at Kyotoprotokollen foruden CO2 også handler om methan og lattergas og de tre industri-luftarter HFC'erne, PFC'erne og SF6.
*For det andet at der hele tiden er et opadgående pres på udslippet, så længe der er vækst i økonomien og især i transporten.
*For det tredje at en del af de nationale virkemidler er engangsfornøjelser. Man kan spare det globale drivhus for udslip ved at skifte fra kul til naturgas og ved at udnytte overskudsvarmen fra elværker og industri til fjernvarme. Men man kan ikke gøre det mere end en gang.
På langt sigt er det kun overgangen til vedvarende energikilder, effektiv energi-anvendelse og mindre energiforbrug til varer og transport, der virkelig batter.
De fleste EU-lande har en stigende økonomisk vækst. Trods mange ord og rapporter om EU's store muligheder for, endda med økonomisk fordel, at "afkoble" forbruget af ressourcer og energi fra den økonomiske vækst, er det ikke lykkedes endnu.
Faktisk viste EU-kommissionens seneste prognose at CO2-udslippet vil stige 8 procent til år 2010.
Mange af landene søger den lavest mulige forpligtelse i stedet for at støtte fælles, forpligtende virkemidler, som f. eks. aftaler om fælles stigning i energipriserne, afvikling af subsidier, krav til energiforbruget i apparater og køretøjer, fælles transportpolitik.
Blandt kravene fra dansk side er en afgift på flybrændstof i EU.

Pinlighedsgrænsen
Miljø- og energiministerens strategi har støtte fra Socialistisk Folkeparti og - omend tøvende - fra miljøorganisationerne Greenpeace og Verdensnaturfonden.
"Det er utrolig vigtigt at få et gennembrud for fælles virkemidler - efter seks års snak næsten uden resultat," siger Verdensnaturfondens generalsekretær Kim Carstensen.
Tarjei Haaland fra Greenpeace anerkender også forsøget på at lægge pres på især de sydeuropæiske lande, selv om han er bekymret for, om de 17 procent bliver opfattet som om Danmark er på vej ud på en glidebane.
Begge organisationer mener at EU som helhed burde fastholde de 15 procent, der var udspillet for et halvt år siden.
"Pinlighedsgrænsen er overskredet," siger Lars Georg Jensen.
"EU's udspil er hamrende uambitiøst," siger Tarjei Haaland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu