Læsetid: 3 min.

Fantasiens bier

13. juni 1998

KALENDER
BIERNES LIV kan ordentlig få os til at studse, så velorganiserede i hvert fald de sociale, stereometrisk indrettede bier er, for ikke at tale om hannernes død, som er brat. Det eneste, de har i hovedet, er en tur med dronningen. "Båret til vejrs af en dobbelt kraft hvirvler deres sammenslyngede spiral et sekund i elskovens dødelige delirium," siger Maurice Maeterlinck i sin kloge og sværmeriske bog om Biernes liv fra 1901, på dansk 1916.
Og ikke nok med det, bierne er "sommerens sjæl, de ledige stunders timeglas, den hastige vinge i de dufte, der vælder frem, intelligensen i de stråler, der svæver, en mumlen i de lysninger, der skælver" og meget mere.
De kan naturligvis også anskues til belæring for mennesker: ligesom de er skabt til at frembringe honning uden at vide, hvem der skal drage nytte af den overflødige del, således er det indskrevet i vore øjne og i vort legemes nervesystem, at alt, hvad vi opdager og optager, skal forvandles til energi og åndelig kraft og gives videre uden snæver egeninteresse. Det er menneskenes klare pligt. Sagde Maeterlinck.
Og så taler vi ikke om, hvor slemt det er at blive stukket af en bi. Eller at møde mennesker med stikkende øjne eller våben.

BIERNE APPELLERER til fantasien. De ligner ligefrem fantasien, siger Selma Lagerlöf, idet hun afslutter Gösta Berlings saga, hvor sagnene har sværmet omkring en som sommerens bier. Og hun leverer en skrøne mere: om Ruster, den lille trommeslager, der gik i spidsen for den svenske armé, da den i 1813 rykkede ind i Tyskland. Han fortalte siden altid om det fantastiske land dernede, hvor menneskene var store som kirketårne, svalerne så store som ørne og bierne som gæs.
- Nå, men bikuberne da?
- De var som almindelige bikuber.
- Hvordan kunne da bierne komme ind i dem?
- Ja, det blev deres sag! svarede Ruster.
Kæmpebierne og kuberne svarer til kunsten og virkeligheden, og det er altid fantasiens særlige opgave at trænge ind i virkeligheden. Vidste Selma Lagerlöf.

DET PROBLEM stilles vi over for med den meste poesi.
Nu Morten Søndergaard, som lige har udgivet en berømmet digtsamling med titlen Bier dør sovende, der på en adskilligt mere indirekte måde end Maeterlick sidestiller bier og mennesker, således i titeldigtet, der i al korthed lyder:

Du siger
at bier dør sovende,
men de styrter til jorden
ramt af en
hjerneblødning,
der er
formodentlig honning
inde i væggen
og de kommer tilbage
år efter år.

Der er ikke mindre en to forklaringer på livets korthed, men noget af værdi er vel tilbage og en form for genkomst eller forvandling postuleres, for nu at prøve en enfoldig tolkning af det flertydige digt, der som Maeterlincks bier giver sig til at sive i de ledige stunders timeglas eller mumle i lysningen.
Biernes øjne hæftede han sig også ved - i et sidste citat af den belgiske symbolist om de små dyr "med de sorte, strålende øjne, spejle for de overdådige blomster, for azuren og al sommerens uskyldige hovmod."
OG DET ER næsten en spejling heraf, Jørgen Sonne foretog med sit digt "Andre øjne - en anden verden":

Isnålene gror gennem
blokken
og knitrer ud i lyn...
De knuste spidser svirrer
i prismet med den durrende
kerne,
Sol-Massiv, ovn der bølger
og bærer...

og der bliver tale om "de tusind knuste øjne" og "de hamrende pansre" før afslutningen:

Et splintret kosmos danser,
glødes og fyldes, for
opsvidelses
salighed, i sin prismatiske
hvirvel.

Her er deliriet sat i modernismens omdrejninger af temperamentets hidsige dynamik, et pragtfuldt, syntetisk gennemknitret synsdigt over biernes liv, der i sin sidste linje leverer den virkelighed, fantasien har boret sig ind til:
Bierne sværmer om den blomstrende pil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu