Céline er foragtet for sin antisemitisme og beundret som en af Frankrigs største forfattere - i sit danske eksil var den desperate Céline fanget i en kafkask verden, hvorfra han påberåbte sig sin kunstneriske frihed
BREVE
PARIS - "Vi må klynge os til Danmark!" Dette nødråb gentages med mellemrum i de breve, som Louis-Ferdinand Céline skrev til overretssagfører Thorvald Mikkelsen under sit ophold i Vestre Fængsel fra 17. december 1945 til 24. juni 1947, afbrudt af flere hospitalsophold.
Danmark var i sandhed den verdenskendte franske forfatters redningsplanke.Den danske regering efterkom aldrig den franske regerings krav om udlevering af Céline, der sandsynligvis ville være blevet dødsdømt for landsforræderi og henrettet, hvis han var blevet udleveret i den tidlige fase af retsopgøret efter krigen - den skæbne, der ramte flere franske forfattere, således RobertBrasillach.
Den vedvarende livsfare, det enorme nervepres, desperation, grænsende til galskab - ledsaget af sygdom og gammel indvaliditet fra Første Verdenskrig - skinner igennem i disse breve og gør dem til penibel læsning.
Den netop udkomne brevsamling, en bog på 400 sider, føjer sig til den i forvejen voluminøse litteratur og dokumention om Céline, der er udgivet i de senere år, side om side med nyudgivelser af hans værker. Samlingen eretableret og forsynet med noter af François Gibault, forfatter til en Céline-biografi i tre bind, der udkom midt i 1980'erne. Brevene lå begravet i over 40 år, først i Mikkelsens arkiver, derefter i den stiftelse, der bærer hans navn. De kommer nu for dagens lys takket være Gibault, støttet af Célines enke, Lucette Destouches, og forlaget Gallimard.
Brevene er hovedsagelig stilet til Mikkelsen, men de henvender sig delvis til Lucette - idet advokaten på denne måde påtog sig rollen som brevsmugler. Nogle af brevene er direkte henvendt til Lucette.
Eksil i Danmark
Forhistorien er kompliceret. Louis-Ferdinand Céline (hvis borgerlige efternavn er Destouches) forlader kort før befrielsen i sommeren 1944 i hast Frankrig sammen med sin kone, danserinden Lucette Almanzor, og katten Bébert (der betyder umådelig meget for dem - og i øvrigt er en af de hyppigst nævnte 'personer' i brevene...).
Céline frygter repressalier, fordi han har skrevet nogle antisemitiske pamfletter og anses for pro-tysk. Efter et ophold i Sigmaringen, hvor resterne af marskal Pétains franske kollaboratørstyre varinstalleret, kom parret til Danmark den 27. marts 1945, forsynet med et visum fra de tyske myndigheder.
Valget af Danmark som eksil er ikke tilfældigt. Céline har to gange tidligere været i Danmark og har venner her, bl. a. danserinden Karen Marie Jensen. Det er til hende, han har betroet opsynet med sine "børn" - kodeord for 11 kiloguld, som han har deponeret i en dansk bank. Under falsk identitet installererCéline og hans kone sig i Karen Marie Jensens lejlighed i København, Ved Stranden 20 - som de låner, mens hun er i Spanien.
Via andre venner får Céline den 5. maj 1945 kontakt med Thorvald Mikkelsen,modstandsmand og rig advokat med indflydelsesrige forbindelser - og desuden frankofil og læser af Célines romaner. Mikkelsen påtager sig Célines sag og opnår ved politidirektør Aage Seidenfadens hjælp opholdstilladelse for parret, der derefter lever diskret i København, indtil det parisiske blad Samedi-soirden 15. december 1945 afslører deres tilstedeværelse i Danmark og ikke alene omtaler Céline som "forhærdet antisemit", men som gammel SS'er og krigsforbryder. Nyheden viderebringes den 16. december i Politiken.
Mål: politisk asyl
Dagen efter fremsætter den franske ambassadør, Guy de Charbonnière, over forudenrigsminister Gustav Rasmussen anmodning om udlevering af Céline tilFrankrig, og forfatteren bliver arresteret af de danske myndigheder og indsat i Vestre Fængsel. Mikkelsen er på rejse i USA, men Seidenfaden opnår i første omgang en afvisning af udleveringsanmodningen.
Den 5. marts 1946 er Mikkelsen tilbage, og Céline begynder den regelmæssige korrespondance, hvor han klager sin nød og bedyrer sin uskyld i en desperat plaidoyer, som han forsyner med stadig nye argumenter, men også tynger med mange gentagelser. Målet er klart: Undgå udlevering og opnå politisk asyl i Danmark!
Først den 24. juni 1947 - efter 18 måneders fængsling - bliver Céline sat på fri fod mod løfte om ikke at forlade Danmark uden de danske myndigheders tilladelse. Der er ikke længere nogen fare for udlevering. Kort efter flytterCéline og hans kone til Mikkelsens landejendom Klarskovgaard ved Korsør, hvor de bor, indtil de vender tilbage til Frankrig i juli 1951.
I mellemtiden havde det franske retsvæsen afsagt sin dom over Céline den 21.februar 1950 - et års fængsel, som allerede var (mere end) afsonet med varetægtsfængslingen i Danmark - efterfulgt af en amnesti fra militærdomstoleni april 1951. Céline boede i Meudon til sin død i 1961.
I en kafkask verden
Brevene fra Vestre Fængsel og Rigshospitalet viser os Céline i en kafkask verden. Han ved ikke, om han er købt eller solgt. Hovedpersonerne i den stærkt begrænsede omverden, han har kontakt med, er foruden Lucette naturligvis Mikkelsen og Seidenfaden - som han har tillid til - justitsminister Aage Elmquist, som han har brug for, ambassadør Charbonnière, som han afskyr, og udenrigsminister Gustav Rasmussen, som han tilsyneladende aldrig ved, hvor han har - han betegner ham skiftevis som en kold fisk, en fugl og et spøgelse.
Længere ude i persongalleriet figurerer hans få danske venner og Mikkelsens forskellige kontakter, som den mystiske Herman Dedichen, modstandsmand, rig playboy, dattersøn af Edvard Brandes og medlem af Politikens bestyrelse.
Célines argumentation går først og fremmest ud på at vise, at han aldrig har forrådt sit land og aldrig samarbejdet med tyskerne. Det er nemlig to anklager, der kan føre til dødsstraf. Derimod er der ikke dødsstraf for antisemitisme, og Céline vedkender sig sine antisemitiske pamfletter. De var en udløber af hans pacifisme, idet han anklagede jøderne for at ophidse til krig mod Tyskland. Men han påberåber sig også en slags kunstnerisk frihed. Hans antisemitisme er "enormt komisk og udelukkende litterær". Hans stil er outreret og hans udtryksform baseret på overdrivelser - som hos Rabelais, han seneste forbillede i den franske litteratur.
Han nægter at se nogen forbindelse mellem sine antisemitiske ytringer og den fysiske massakre på jøderne, som man først fik kendskab til langt senere. Gibault støtter i forordet denne relativisering af Célines antijødiske skrifter: "I lyset af det, man netop havde opdaget i Tyskland, antog disse pamfletter en tragisk dimension, som ingen havde bemærket eller gjortopmærksom på ved deres offentliggørelse, mens han nu tog sig ud som en morder".
Geni og psykisk afsporet
Vi står over for hovedpersonen i en efterhånden klassisk debat - og et mysterium: Hvordan kan en og samme person være en genial forfatter og antisemit? Célines placering på parnasset bestrides ikke, og udgivelsen af denne brevsamling kan ses som et nyt tegn på den stærke interesse for hans forfatterskab og hans person - så meget mere som brevene ret beset ikke kan tillægges litterær værdi, men kun har interesse som "célinologisk" stof.
Sartre mente, at "kun dårligt begavede mennesker kan være antisemitter". Dette modbevises af tilfældet Céline. Derimod er det svært at befri sig for indtrykket af en form for psykisk afsporing.
Nogle mener simpelt hen, at hans forfatterskab er hævet over antisemitismen. Således den amerikanske forfatterPhilip Roth, der har sagt:
"Han er en virkelig stor forfatter. Selv om hans antisemitisme gør ham til en foragtelig, utålelig person. For at læse ham må jeg koble min jødiske bevidsthed fra, men jeg gør det, for antisemitismen er ikke i centrum i hans bøger... Céline er en stor befrier. Jeg føler, at hans stemme kalder på mig".
Céline er blevet kaldt "århundredets største franske forfatter side om side med Proust". Hans ry blev slået fast allerede med den første roman Voyage au bout de la nuit (1932), en besættende roman noir, revolutionerende i sin form og konstruktion og med en ny og raffineret brug af talesprogets syntaks i selve fortællingen. Den har sat sig tydelige spor i eftertidens romanlitteratur, og romanens (selvbiografiske) hovedperson har allerede efterkommere hos Sartre og Camus.
I mange breve og i et enkelt stort tv-interview har Céline fremtrådt som en personlighed, man let forbinder med hans forfatterskab, men i de københavnske breve er det næsten den underlødige Celine, vi møder. Han er besat af frygt og had, bekymret for sit guld, uinspireret i sine kærlighedserklæringer til Lucette. Man savner humoren og selvironien. Det må huskes, at han er under hårdt pres, psykisk og fysisk.
Céline havde til det sidste et negativt personligt image, men gennem sine værker efterlod han - som Gibault skriver - "et monument, der modstår alle forsmædelser, mere aktuelt end nogensinde og stadig strålende af evig ungdom".
*Louis-Ferdinand Céline: Lettres de prison à Lucette Destouches et à Maître Mikkelsen 1945-47. 403 s. 150 ffr. Gallimard
Jeg mister håbet. Jeg plager Dem
Breve fra Céline til hans danske advokat, Thorvald Mikkelsen
BREVUDDRAG
Lørdag den 25. maj 1946
Kære hr. advokat,
Så er hr. Rasmussen altså igen rejst til London. Og derefter ser det ud til,at han skal til Moskva. Han er en fugl, et spøgelse. Det vil aldrig lykkes Dem at få fat på ham. Især ikke på samme tid som de andre. Jeg mister håbet. Jeg plager Dem. Man burde bedøve alle fanger med kloroform, så man ikke mere skal høre dem jamre. Atombomben vil ordne det altsammen. Men man må også vente på den.
Jeg venter også på de franske aviser, glem mig ikke. Jeg er desværre bange for, at de franske domstole viser sig at være hurtigere, og at de dømmer mig til døden i al stilhed, mens jeg sidder her og drømmer om hr. Rasmussens tilbagekomst. Det kan gøres ved et møde på 20 minutter og vækker ingen opsigt, hverken i pressen eller i byen. Der er intet defensorat, en udeblivelsesdom er et glimrende middel til personlig hævn, det er langt bedre end den gamleBastille.
Med venlig hilsen og på forhåbentlig
snarligt gensyn.
Destouches
Tirsdag den 28. maj 1946
Kære hr. advokat,
Jeg beder Dem undskylde den hektiske tone i mine foregående breve, og jeg ved, at De vil tilgive mig. En fanges ord har ingen betydning, især ikke når fangener syg, invalid og gal, hvilket alle er enige om. Jeg ved, at De står foran afgørende samtaler mig vedrørende. I bund og grund, forstår De, ved franskmændene i Frankrig ikke, hvorfor man har sat mig i fængsel. Uden tvivl for at skabe en mere storslået, en mere patetisk legende omkring mig? Så jeg virkelig lever op til traditionen. En virkelig forfatter skal være forfulgt ilang tid. Lidt frihed ville være bedre for mig. Jeg ved, at De tænker på det. Det er min fødselsdag i dag. Hvilket liv!
(Brevets fortsættelse er henvendt
til Lucette og ikke bevaret i samlingen)
