Læsetid: 11 min.

Den farligste instruktør

19. juni 1998

Alle elsker filminstruktøren Thomas Vinterberg. Og det er nemt, for han er en flink, ung mand, der gemmer sin farlighed bag det venlige. Her fortæller han om angsten for at flyve væk
på succesen, om at byde fornuften farvel, og hvorfor danskerne er sådan et kynisk folk

Livet er gået amok for den 29-årige filminstruktør Thomas Vinterberg, og han ved det godt: "Jeg kæmper for at få kontrollen over mit liv tilbage."
Siden han kom hjem fra Cannes og juryens specialpris, har han forsøgt at få benene ned på asfalten i Nansensgade i København. Og det er ikke nemt, når man kommer fra så "fjerne galakser", som det stjernebesatte og succesberusede filmmiljø. Hele tiden er der folk, der forhindrer, at Thomas Vinterberg lander i sin hverdag. Så hjælper det ikke, at hans afgangsfilm fra Filmskolen, Sidste Omgang, blev prisbelønnet og gav ham tidlig succes - før novellefilmen, Drengen, der gik baglæns og før debut-spillefilmen, De største Helte.
Men Vinterberg gør, hvad han kan for ikke at blive fejret ud af virkelighed og hverdagsro. For i maj-juni 1998 gik det amok.
"I Cannes gav jeg 300 interviews over toenhalv dag. Det var helt vildt, fuldstændig vildt chokerende. Når jeg skulle have tissepause, blev der aflyst et interview".
De seneste dage i Nansensgade er gået med at læse de manuskripter, der ankommer i hobetal. Hvad er der ellers at lave, når han nu ikke har skyggen af et nyt projekt og næsten heller ikke kan holde ud at tale om det og om fremtiden?
"Jeg har taget telefonen - min telefonsvarer bliver fyldt op flere gange om dagen. Og forsøgt at komme til at læse noget af det, jeg har fået tilsendt. Men jeg har ikke fået læst så meget. Jeg er ret stresset i de her dage. Kørt op. Nu prøver jeg at komme ned i et almindeligt gear igen, komme i kontrol over mit liv."
Thomas Vinterberg er en venlig mand. Bag teen og morgenmaden på Bankeråt spørger han belevent, om svarene var gode nok og takker for at blive afbrudt, når han tøver. Akkurat som da han tacklede den internationale presse, først med sin varme og foruroligende film, Festen, så med sin egen varme og en skarphed, der består i en ekstrem evne til at leve sig ind i situationer. Som hans bekendte eller folk i filmbranchen siger: Thomas prøver, alt hvad han kan, på at være ordentlig over for alle mennesker, selv om hans situation som ung, selvstændig og succesrig filminstruktør, somme tider gør det svært. Han vil ikke være krukket, pressesky eller hoven.

Opgaven er til at få øje på: Festen er allerede solgt til 26 lande og så forskellige steder som Taiwan og USA. Vinterberg er samtidig inviteret til yderligere to festivaller, i Melbourne og i Stockholm.
Første tur i succes-centrifugen fik Thomas Vinterberg i 1993 efter sin afgang fra Filmskolen, lige før datteren Nana blev født.
"Jeg havde helt vild succes med Sidste omgang. Da blev jeg så ræd simpelthen - for alt. Sad oppe hos min læge og troede jeg var syg. Jeg var sikker på, at jeg ville få et handicappet barn, og turde overhovedet ikke gå med til scanning. Men jeg er ved at komme af med det, fordi det er et spørgsmål om, hvor meget man lader sig rive med. Om hvor længe, man f.eks. tager på festival, lader sig lette og flyver rundt i en eller anden galakse."
- Nogle gange bliver man nervøs over, at det går godt, fordi man tænker, træerne vokser ikke ind i himlen. At uheld følger held?
"Jeg bliver jo angst, når du siger det der. Selvfølgelig har jeg det sådan, at jeg bliver straffet."
- Under Cannes-festivalen tog du derned, tog hjem og derned igen?
"Ja, det var en øvelse i ikke at blive rædselsslagen bagefter. Der findes to forskellige måder at blive glad på. Den måde, hvor man bliver oprigtig glad for et øjeblik i ens liv, mens man stadig har benene på jorden. Og så findes der festival-måden, hvor man ligesom er på stoffer og flyver rundt. Det er den, jeg synes, der er angstprovokerende."
"Det der lykkelige øjeblik, hvor man sidder og ser sin film ved siden af sine gode venner... før de klapper. Og man kigger ned af de der skuespillere, som også er ens venner, og de har brugt flere uger på at finde det rigtige tøj, og vi er i Frankrig sammen. Og dér sidder der 4.000 mennesker - den form for lykkelige øjeblikke, dem bliver man ikke straffet for. Dem, som rigtig trækker ned igennem det hele," siger Thomas Vinterberg.
Han må vide det, for han har været der. Svævet oven på rus og berømmelse med sine skarpe sanser - de sanser, der har gjort Festen uafviselig for de fleste.
Vi er bare vidner til en familiefest med alle dens ritualer og omsvøb. De gamle, helst-glemte historier, der kommer op ved alle familiers fester, stikker frem af sidebemærkninger og træk på skulderen. Vi, der bor i Danmark, kan næppe narre Vinterberg med vores overspringshandlinger og vores kølige, danske fornuft. For han tager den fra os med sine iagttagelser. Viser os det andet ansigt, den usagte halvdel af sætningen.
"Ved Festen tiltrækker det mig, at det er mennesker, der er styret af deres drifter, ikke af deres fornuft. Det er jo også en fællesnævner for mine film, at de handler om mennesker, der helt decideret tager en beslutning om at give slip på fornuften. Og efterlever det."
"Det er derfor man kan føle, at De største helte-filmen lykkes for Thomas Bo Larsens figur, selv om han bliver skudt til sidst. Fordi det lykkedes ham at give slip på fornuften. På samme måde er det med Ulrich Thomsen i Festen. Han er jo et ekstremt rationelt menneske i sit udgangspunkt, et nærmest fuldstændig lukket menneske. Men sammen med kokken beslutter han sig for at give efter og gå op i salen igen - uden plan og bare lade aggressionerne flyde. Det er nok det vigtigste for mig."
" Fordi det at lave film er så sindssygt fornuftspræget og planlagt langt frem i tiden. Fordi jeg selv har været et meget fasttømret karrieremenneske, er det en enorm tilfredsstillelse at lave sådan nogle historier. Også fordi vi bor i et meget fornuftigt land - heldigvis kunne man sige - men man kan godt få lyst til, at der bliver sluppet noget fri en gang imellem. Det er klart det, jeg leder efter."

Måske derfor understreger Thomas Vinterberg, hvor vigtigt det er at kunne lytte til andre mennesker. For en filminstruktør er det et adelsmærke, den eneste vej til at opfylde dogme-reglernes krav om, at instruktøren skal gøre sit yderste for at aftvinge skuespillere og handling sandhed. Det stiller ikke mindst krav til skuespillerne i Festen, som Vinterberg kalder Danmarks bedste. "Ellers var de ikke med i filmen"
Også derfor er flere af skuespillerne gengangere fra tidligere film.
"Det ville være sjovt at prøve nogle nye snart, men det ved jeg ikke, om jeg gør. Da jeg skulle lave Festen havde jeg lyst til at være sammen med dem igen, selv om jeg godt vidste, at den hårde dom fra de 200 nærmeste i branchen ville være: At jeg burde forny mig, og Thomas Bo Larsen burde være færdig med at spille rod, ikke? Men det vil jeg sådan set skide på."
"Jeg kræver af mine skuespillere, at de selv skal være med til at finde definitionen af den karaktér, de skal formidle. Jeg leder ikke kun efter det, de spiller udadtil - dvs. det er ikke nok for mig, at Henning Moritzen og jeg bliver enige om, at patriarken Helge er en charmant person. Dér skal jeg også vide: Hvad er den modsatte side af ham. Hvor ligger dyret hos ham, og så skal vi finde ud af det sammen og definere det fuldstændig præcist. Derfor lader jeg skuespillerne yde meget selv i processen. Og bilder dem ind, at de finder på alting selv. I virkeligheden bliver de manipuleret meget kraftigt," smiler Thomas Vinterberg.
"Den fornemste funktion som instruktør er at kunne lytte til det, der foregår. Ligesom en fotograf skal kunne komme ind i et rum, han ikke har været i før og se, hvad der er af muligheder. I modsætning til at have et fuldstændigt klart billede inde i hovedet, når man går hjemmefra. Det samme skal en instruktør kunne: Se skuespillerne, hvad kan du byde på, og så sortere vrøvl og sludder fra. Finde guldkornene."

I jagten på Festens guldkorn blev Thomas Vinterberg opmærksom på en løsning på en gammel irritation over nutidens manglende respekt for det skrevne og det talte ord.
"Vores generation har forfladiget sproget, ordene og udtalen," siger han til den 28-årige reporter.
Afgørende blev mødet med skuespilleren Henning Moritzen, der har et hav af teaterstykker bag sig og 40 spillefilm.
"Jeg oplever, at sproget er blevet ekstremt forsimplet og forfladiget, både udtalen, men også mængden af ord synes jeg er blevet indskrænket. Hvis du ser på vores generations respekt for det skrevne ord, så er den enormt lille. Hvis du spørger nogle lay-out'ere på min alder om at lave et lay-out, så gør de det ikke for at invitere til læsning, så gør de det for at undskylde bogstaverne."
"Jeg tror, det hænger sammen med den enorme mængde af billeder, der bliver kommunikeret hele tiden. Vi har fået et meget mere avanceret billedsprog, som er meget mere interessant, end det var for 15 år siden. Men det er gået ud over det talte og skrevne ord. Derfor kan det irritere mig med den her improvisationsforherligelse, der er i min branche. Der bliver sagt en masse vrøvl og sludder."
- Men du siger, at I også retter replikker til på stedet, med improvisation, spontanitet?
"Ja, men eksempelvis Henning Moritzen eller Ulrich Thomsen kan begge to det modsatte: tage det alvorligt, man har skrevet og få det til at lyde smukt og klart og forståeligt. Og stadigvæk fyldt op af en stor følelse. Det var virkelig fornyende for mig."
"Forskellen er meget klar: Forfladigelsen hænger tit sammen med at koble en masse overflødige ord på. Som ikke rigtigt betyder noget og er indpakning på det, man egentlig ville sige. Det opstår i improvisation. Henning Moritzen; han tager ens replikker alvorligt. Og så ændrer han måske én ting, som gør, at sætningen bliver fuldstændig præcis og sit eget lille stykke musik. Han sætter ikke 'sgu' eller 'mand' på. Det bliver fuldstændig klart leveret, ikke pakket ind i vor tids sludder og vrøvl".

Thomas Vinterberg indrømmer dog, at hans tidligere film netop har været fulde af 'sgu' og 'mand', derfor er det andet lidt af et fund: "Jeg betragter det som noget, jeg gerne vil lære - bestemt ikke som noget, jeg selv er i besiddelse af."
"Prøv at se på, hvad forfladigelsen har gjort ved melodien i vores sprog: Hvis du hører et 30 år gammelt radioprogram, så er det i meget højere grad et stykke musik. Så ligger betoningerne rigtigt, hvilket vil sige, at de findes overhovedet. Ikke de her TV 2 nyheds-betoninger, hvor de bare lægger tryk på hvert andet ord, for at det skal komme ud over skærmen. Sætningen bliver respekteret som et stykke musik, som skal lyde godt, ikke bare gung-ti gung ti deruda'."
"Tag nu Georg Metz og hør ham læse en tv-avis op. Det er jo fantastisk rart, fordi vi kan forstå, hvad han siger og ikke hver gang lægger tryk på. Han lægger det dér, hvor det skal ligge. Det er et spørgsmål om respekt og om grundighed. Og der er meget få bastioner tilbage, f.eks jeres eget organ Information og P1. Jeg var sammen med P1-medarbejderne i går, og min hovedmission med at være der, var at fortælle dem, at 'I er snart den eneste radiokanal tilbage, der er værd at tænde for. Selvfølgelig skal de også opleve en form for fornyelse, men ikke den form for fordummelse, der har præget mediebilledet. Den der jagt på seertal som gør, at selv nyhederne er underlødige efterhånden."
'Vores' generation får flere hug med på vejen af Thomas Vinterberg. For sin mangel på fokus og den speedede livsappetit, der giver os en enorm trang til at kommunikere - uden at have noget at sige til hinanden.
"Jeg synes, jeg oplever en foruroligende stor tilgang til kommunikationsstudierne på RUC. Jeg er selv et produkt af det samme, men jeg har fundet noget at fortælle efterhånden. Men det begyndte med, at jeg bare ville fortælle, ville frem og vise verden noget. Vores generation bærer præg af det manglende fællesskab, den der superindividualisme, som på en eller anden måde er meget fattig."
"Fællesskabsånden er overflødiggjort, den er nærmest blevet latterliggjort. Ved murens fald har man besluttet sig for, at enhver form for fællesskab er naivt og barnagtigt og overflødigt, og det mener jeg overhovedet ikke, det er," siger Thomas Vinterberg.
Interviewet er ved at være forbi, for han skal snart til pressemøde med de andre journalister i Grøften i Tivoli.
Men i løbet af de kun fem kvarter står det klart, at Thomas Vinterberg er en farlig mand og nemt kan være Danmarks farligste instruktør. De færreste, der har set Festen eller afæsket Vinterberg hans mening vil benægte hans evne til at lytte intenst og omsætte det, han modtager, til sin egen sandhed. Festen viser præcis hvad, der sker med folk, der siger sandheden - i hvert fald i Danmark.
Frie mennesker, der tænker frit har alle dage været en latent trussel mod eksempelvis magthavere. Indlevelsen er hans skarphed.
"Det lyder måske underligt, når man ser en film som festen, der ligger meget langt fra mit eget liv, men alligevel er den et udtryk for det Danmark, jeg bor i, og den udtrykker de aggressioner, jeg ligger og drømmer om om natten. Et eller andet sted er det også en kvalitet ved Danmark, i hvert fald en kvalitet ved familien. Lige meget hvad, så bliver vi jo nødt til at holde sammen: Det er en illusion at forestille sig, at man kan splitte en familie ad. Jo, det kan man godt, det er der mange, der gør. Men de kan ikke i deres blod."q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her