Analyse
Læsetid: 6 min.

Farligt spil om albanerne

24. juni 1998

Den krigsstemning, som piskes op nu omkring Kosovo-problemet, truer med at globalisere en lokal konflikt

Det har i den seneste tid kunnet høres igen og igen fra vestlig side, at Kosovo er ved at udvikle sig til et andet Bosnien, og at man denne gang må gribe hurtigere ind.
Der er tale om et markant omsving fra situationen i adskillige år, hvor Kosovo-problematikken har været overset i medierne og i international politik.
Det er rigtigt, at der er paralleller mellem situationen i Bosnien og i Kosovo, men på en anden måde, end de fleste går udfra. I begge tilfælde er der tale om et mindretal, der er utilfreds med den stat, det bor i, og derfor har 'meldt sig ud' og krævet at få sit område anerkendt som selvstændigt.
Og i begge tilfælde er der tale om en stat, hvor den lovlige regering forsøger at bevare statens integritet, om nødvendigt med militære midler. Forskellen mellem de to tilfælde er, at det i Bosnien var serberne, der ville løsrive sig fra den bosniske stat, mens det i Kosovo er områdets albanere, der ønsker løsrivelse, mens serberne vil bevare de nuværende grænser. Regeringen i Sarajevo ønskede udlandets støtte til at få bugt med oprøret. Regeringen i Beograd afviser derimod udenlandsk intervention.
FN-indsatsen i Bosnien var principielt 'efter bogen'. Man vurderede, at republikken Bosnien-Hercegovina blev udsat for aggression gennem Serbien-Montenegros støtte til de oprørske serbere i Bosnien, og pålagde det nye Jugoslavien en række kraftige sanktioner.
Desuden fik NATO FN-mandat til at gribe militært ind mod de bosniske serbere, når de truede de områder, FN havde erklæret for 'sikre zoner'. At dette mandat så ikke blev udnyttet effektivt, er en anden sag.

Efter jugoslavisk opfattelse står man i dag i en parallel situation i Kosovo. En befrielseshær støttet fra nabolandet Albanien er i færd med at løsrive en provins fra Serbien. Men denne gang tales der ikke om, at FN skal gribe ind mod oprørerne, tværtimod truer man Serbien med NATO-angreb. Og både den amerikanske og den tyske forsvarsminister og den engelske premierminister har talt om, at man i givet fald vil intervenere, selvom man ikke kan få FN-mandat til det.
Det skal dog retfærdigvis siges, at både den tyske udenrigsminister Kinkel, og den danske forsvarsminister Hækkerup har udtalt sig klart imod en NATO-aktion uden et mandat fra FN's Sikkerhedsråd, ligesom FN's Jugoslavien-udsending, finlænderen Elisabeth Rehn.
På denne baggrund er det foruroligende, at en NATO-embedsmand, der forlangte at være anonym, tirsdag udtalte til Reuters, at NATO er forberedt på at ramme mål overalt i Jugoslavien og kan gøre det med få dages varsel, hvis præsident Milosevic ikke bøjer sig for udlandets krav.
Det er korrekt, at der har udviklet sig den internationale praksis, at man kan anse grove overtrædelser af menneskerettighederne i et land for en så alvorlig trussel mod den internationale ret og sikkerhed, at man kan gribe ind med sanktioner og eventuelt også militærmagt. Men FN-pagten forudsætter i artikel 53, at Sikkerhedsrådet skal godkende, hvis en regional organisation som NATO skal intervenere på en anden stats område.
FN-systemet er nemlig bygget op for at værne ikke mindst de mindre stater mod overgreb mod deres integritet. Det er sporene fra bl.a. Hitlertysklands magtpolitik i 1930'erne, der skræmmer - Hitler brugte ofte angivelige overgreb mod de tyske mindretal i nabolandene som murbrækkere for sin ekspansionspolitik.
International ret beskytter altså først og fremmest de enkelte staters suverænitet, integritet og grænser. Det har adskillige mindretal, som har kæmpet for løsrivelse, i årenes løb måttet sande. Også serberne i Kroatien og Bosnien. Hvorfor er det så anderledes for albanerne i Jugoslavien?
En af forklaringerne er naturligvis, at én gang stemplet er altid stemplet. Det har tyskerne og deres allierede under Anden Verdenskrig, kroaterne, måtte lide under. Det lider serberne nu under. Deres ledere bærer selv en væsentlig del af ansvaret herfor, ikke blot ved deres ufleksible politik, men også fordi de haft så lidt forståelse af, hvordan opinionsdannelsen i verden fungerer.
Dayton-aftalen om Bosnien og Kroatien i november 1995 bragte tilsyneladende Milosevic og hans nye Jugoslavien ud af paria-situationen på grund af hans medvirken til fredsaftalen. Men det har været meget lidt forudseende af den serbiske ledelse, at den troede, at Kosovo-spørgmålet dermed også var ude af verden. Godt nok var der stor vilje i udlandet til at overse det, men det er forbløffende, at regeringen i Beograd også gjorde det og troede, at man på langt sigt kunne fortsætte med at leve i en form for kold krig med et mindretal på næsten to millioner, der tilmed er koncentreret i en del af landet, der grænser op til områder i nabolandene med samme slags befolkning.
Faktisk har regeringen i Beograd med sin storindsats af militær i Kosovo nu hjulpet Kosovas Befrielseshær. Fra at ingen tog den alvorligt og nogle endda påstod, den var et serbisk propagandapåfund, står den i dag som en realitet, som også albanernes civile leder Ibrahim Rugova må regne med. Realiteten i dag er, at befrielseshæren kontrollerer store dele af Kosovo.

Set med regeringen i Beograds øjne har dette kun været muligt, fordi løsrivelsesbevægelsen støttes udefra. Den serbiske regering oplever sig således udsat for aggression. Og sådan oplever det overvejende flertal af befolkningen også situationen. Derfor fatter man ikke, at det internationale samfund står på albanernes side.
Hvis man i denne situation forestiller sig, at man bomber løs, også uden for Kosovo, vil man sammensvejse den serbiske befolkning i stedet for at bryde dens moral. Enhver, der i en sådan situation vil hævde, at udlandet kan have ret i Kosovo-spørgsmålet, vil stemple sig selv som forræder, herunder den nye leder i Montenegro, Djukanovic. Men Milosevic og ultranationalisten Seselj bliver helte. Og det vil have meget lange udsigter med at få indført demokrati i vestlig stil i Serbien.
Her står vi igen over for en af de farlige paralleller: Gang på gang har vi på det sidste hørt den vurdering, at det var NATO's flybombardementer i Bosnien, der tvang Milosevic til forhandlingsbordet og muliggjorde Dayton-aftalen, og man derfor bør gøre det samme i Kosovo. Intet er mindre forkert. Det var de bosniske serberes ledere snarere end Milosevic, som i 1995 skulle overtales til indrømmelser. Og det var de store landmilitære nederlag, der brød deres modstand, fordi de stillede dem over for risikoen for at blive fordrevet, ligesom Krajina-serberne blev det.
Det, der formentlig vil kunne bane vej for en politisk holdbar fredelig løsning i Kosovo, vil være en kombination af diplomatisk pres og yderligere fremskridt for Kosovas Befrielseshær, som vil få regeringen i Beograd til at indse, at det nu gælder om at redde, hvad formentlig endnu reddes kan: at Kosovo får selvstyre, men inden for Jugoslavien.
En albansk-serbisk krig kan derimod bringe situationen helt ud af kontrol, foruden at den vil være en voldsom belastning for Albaniens allerede hårdt prøvede befolkning. Og en NATO-invasion uden FN-mandat kan få meget alvorlige virkninger i de dele af Europa, hvor man stadig har et fjendebillede af NATO fra den kolde krigs dage. Derfor vil det være klogt at afstemme vestens politik med Ruslands, og udnytte den indflydelse, landet forhåbentlig stadig har i Beograd. Og sørge for at have FN's sikkerhedsråd i ryggen, hvis man griber til mere håndfast indgriben. For med det forløb, krisen i Kosovo har haft på det sidste, udgør den også en trussel mod det internationale retssystem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her