Læsetid: 6 min.

Farvel til hat

15. juni 1998

og slangekrøller (8.093 bytes)__

Af KLAUS WIVEL

Jonathan har sagt farvel til et jødisk-ortodoks liv. Som sekulær i Mea Shearim kan hans strengt religiøse familie ikke kende ham

JERUSALEM - Den 19. februar i år forlod den 18-årige Jonathan for sidste gang sin religiøse skole i det ultra-ortodoske jødiske kvarter, Mea Shearim, i Jerusalem.
Det var to dage inden, hans fader skulle have forlovet ham med en pige, han aldrig nogensinde havde mødt.
I en bil uden foran skolen ventede en voluntør fra Hillel, som er en hjælpeorganisationen for unge ortodokse, der gerne vil ud af det strengt religiøse miljø.
Sammen kørte de til Tel Aviv, centrum for Israels sekulære befolkning.
De de ankom, var Jonathan stadig klædt i den klassiske ultra-ortodokse dragt; lang, sort silke jakke, sorte strømper op til knæene, sort rund hat og hvid skjorte.
En lang slangekrølle hang ned fra hvert øre, og hans ansigt var trods alderen omsvøbt af et stort, mørkt skæg.
To timer efter havde Jonathan raget slangekrøllerne og skægget af. Den ortodokse klædedragt var skiftet ud til fordel for en blå Lacoste polo-shirt, sorte cowboybukser og sorte basketballstøvler.
Dermed blev den ortodokse identitet i bogstaveligste forstand lagt på hylden. Fra den 19. februar 1998 begyndte Jonathan en ny tilværelse som sekulær israeler.

Tilbage i Mea Shearim
Her nogle måneder efter går han på ny en tur i Mea Shearim; det kvarter han har tilbragt en stor del af sit liv i.
Han vandrer stedkendt lige ind i Mea Shearims mest ultra-ortodokse kvarter.
Det er fredag aften, og sabbat er netop begyndt. Gaderne er tomme for biler, og i tusmørket vrimler der med ultra-ortodokse på vej til synagogen.
Her er ingen andre sekulære i denne del af Jerusalem, der minder om en jødisk ghetto fra 1700-tallet. For langt de fleste israelere er dette kvarter som en fremmed planet, de tydeligvis ikke er velkomne til at betræde.
"Vi vil ikke have dig her," råber en gruppe små piger efter Jonathan.
"Har goy'im ikke lov til at være her?" spørger han sarkastisk tilbage. Goy'im er det jiddische ord for ikke-jøder. I Jonathans egen bevidsthed er han ikke længere jøde.
Jonathan fortsætter ind i bydelen: "Det var min onkel, der gik forbi dér," oplyser han med forbløffende upåvirket stemme. Han peger på en mand klædt nøjagtigt, som Jonathan var indtil for ganske nyligt.
Onklen går intetanende videre. Ikke engang Jonathans nærmeste familie kan kende ham i hans sekulære tøj, selv om flere af dem går lige forbi.
Men hvis de kunne, er det langt fra sikkert, at de ville kendes ved ham.
Tankegangen er, siger Jonathan, at "et råddent æble i kurven vil fordærve alle de andre æbler."
De ultra-ortodokse kan ikke acceptere, at nogen søger ud af miljøet.
Det ved Jonathan fra sin egen familie. En anden af hans onkler vendte 30 år forinden det ultra-ortodokse liv ryggen, og familien så ham ikke i over ti år. Denne onkel har i årevis været Jonathans hemmelige forbillede.

Total isolation
Og han fortryder ikke, at han i dag har fulgt onklens spor. Jonathan har kastet sig ud i en ny og helt igennem ukendt verden, og han føler en uudslukkelig nysgerrighed og vovemod.
Han har truffet et valg om aldrig at vende tilbage til et liv i streng religiøs undertvingelse.
Allerede som 13-årig indså han, at han måtte ud. De ultra-ortodokse beder i gennemsnit to timer om dagen, men en morgen orkede Jonathan ikke at bede morgenbøn. Selv om ingen opdagede det, vidste han, at han derved havde begået en meget stor synd.
"Dagen efter troede jeg, at jeg ville blive kørt over. Jeg var sikker på, Gud ville straffe mig. Men der skete ikke noget," fortæller han.
Fra da af mistede Jonathan sin tro, og hvis han var i enerum, lod han være med at gennemføre de mange, daglige ritualer. Han bad kun, når andre var i nærheden.
"Men det var det rene vrøvl, jeg sagde," forklarer han.
Først som 18-årig tog han det afgørende skridt. Han forklarede sine forældre hvorfor, i et brev han sendte den 19. februar; den dag han satte kurs mod Tel Aviv og sekulariteten.
"Jeg skrev, at jeg ikke tror på Gud. Jeg bad mine forældre om at lade være med at lede efter mig, for jeg er ligesom min onkel. Siden har jeg ikke hørt fra dem."
Jonathan vil derfor ikke afsløre sit efternavn af frygt for, at familien, før de helt slår hånden af ham, skal forsøge at opsøge ham og få ham tilbage i miljøet.
Han ønsker ikke at komme hjem til en uddannelse, som udelukkende har været religiøs.
Matematik har han aldrig lært, og han ved intet om den menneskelige anatomi. Han mangler også det mest basale historiekendskab.
Skønt han har tilbragt i stor del af sin barndom i både New York og England, taler han ikke engelsk. Ja, selv hans hebraiske er gebrokkent, på trods at han levet i Israel i mange år.
Det er jiddish, der er Jonathans modersmål, og han fik forbud mod at lære at tale noget andet sprog.
Hans familie har, hvor end i verden de har boet, levet fuldkommen isoleret fra omverden. De har ført en tilværelse uden aviser, radio, fjernsyn og uden andet litteratur end religiøse bøger.

Zionisterne er fjenden
Jonathan er den ældste ud af otte børn, og hans bedsteforældre har over 100 børnebørn. De tilhører en kreds af ultra-ortodokse jøder i Jerusalem, Satmar, der ikke anerkender staten Israel.
Satmarerne mener, at kun den gudsendte Messias må bringe jøderne tilbage til Israel. Zionisternes mission, er derfor gudsbespottelse, siger Satmarerne, fordi de har gjort det, kun Messias må gøre.
Flere af dem hævder direkte, at holocaust var Guds straf over zionisterne, og Jonathan udpeger nogle plakater langs gaden i Mea Shearim, der understreger dette synspunkt.
"Staten Israel er lig masseødelæggelse," står der på en af dem.
Han nikker også hen imod et enormt flag, der hænger ud over en altan. Det er sat op i anledning af statens nyligt afholdte 50 års jubilæum. Flaget er kulsort.
Det fortæller, at for Satmarerne har jubilæet markeret en sørgetid. De foragter staten så voldsomt, at de overhovedet ikke vil have noget med den at gøre.
Jonathan havde for eksempel aldrig været i Ny By, Jerusalems sekulære kvarter, selv om det kun ligger nogle få hundrede meter væk fra Mea Shearim.
Ja, ikke engang Grædemuren i Jerusalems Gamle By har han set. Den nægter Satmarerne at besøge. De mener, at zionisternes Israel har taget patent på muren.
For et par måneder siden så Jonathan således Grædemuren for første gang. Man må slet ikke træde ind på pladsen foran muren uden at have en jødisk kalot på. Men da Jonathan kom helt hen til Grædemuren, lod han med vilje kalotten blæse af i vinden. Han vil ikke dække sit hoved for en Gud, der ikke findes.

Fem års venten
Det har taget lang tid, før Jonathan har turde sige det offentligt. Det tog ham over fem år, før fik mod til at forlade sin dobbeltilværelse i Mea Shearim. Det afgørende skridt kom den dag, han gik han ned til en telefonboks og ringede til Hillel's hotline.
"Jeg læste for første gang om Hillel i en af de religiøse blade," fortæller han og tilføjer: "Der blev de kaldt for djævle, som kidnapper unge ortodokse jøder. Så var det, jeg tænkte, at dem måtte jeg have fat på."
Hillel har i sine syv års levetid hjulpet 150 ortodokse jøder ud af miljøet. Organisationen påpeger, at de aldrig forsøger at overtale eller influere de ortodokse til at blive sekulære. Det er ikke en missionerende organisation, understreger de.
Men Jonathan har tydeligvis ikke haft brug for at blive overtalt. Han nyder tydeligvis sin ny tilværelse. Efter kun nogen få måneder bliver han opfattet som en fremmed i sit velkendte Mea Shearim.
Netop nu ved ingen, hvem han er. Men han ved, hvem de er - og ikke mindst hvad de står for.
"Følg med mig," beordrer han pludselig, da han har taget os ind i hjertet af det ultra-ortodokse kvarter.
Han styrer direkte mod en synagoge for enden af en stor plads og stopper lige foran døren.
"Kan I høre den mand, der synger derinde?" spørger han. En spinkel, bævrende gammel stemme strømmer os i møde.
"Det er min bedstefader."
Jonathan går roligt videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu