Læsetid: 7 min.

Fede tider

29. juni 1998

Mennesket er ikke tilpasset den nemme levevis i et moderne samfund. Det er
en mulig forklaring på sygdomme som fedme, nærsynethed og hudkræft

EVOLUTION
Set i et evolutionært perspektiv befinder mennesket sig på stenalderstadet. Det moderne samfund er meget forskelligt fra det jæger- og samlersamfund, vi gennem mange årtusinder og generationer har tilpasset os. Det moderne samfund er udviklet i så hastigt et tempo, at vi ikke har haft en chance for at nå at tilpasse os vores nye omgivelser. Sølle 10.000 år er ikke meget i evolutionens tidsregning - i hvert fald ikke for store pattedyr som os.
Der er naturligvis sket nogle småjusteringer i vores fysiologi i de seneste 10.000 år, men der er ingen tvivl om, at mange af de civilisationssygdomme, vi kæmper med, skyldes manglende tilpasning til miljøet. Vores krop er for eksempel ikke beregnet til at være stillesiddende så stor en del af dagen eller til altid at have rigelige mængder af fedtholdig føde til rådighed.
Vi har mange træk, der kan have været en fordel eller i værste fald uden betydning i stenalderen, men som er ufordelagtige i dag. Dermed ikke sagt, at livet var lettere i stenalderen - det ville være en stor misforståelse. Man skal ikke forfalde til Flintstone-romantik. Dødeligheden var for eksempel meget større i stenalderen, end den er i dag. Og mange af vores små ulemper klarer vi jo med forskellige teknologiske hjælpemidler.

Kompromiser
Det er ikke kun reminiscenser fra stenalderen, der virker uhensigtsmæssige. Nogle af vore træk er resultat af et kompromis, hvor den samlede effekt er positiv. Et sådant kompromis er evnen til at gå på to ben, som blandt andet har gjort os i stand til at bære rundt på ting og få hænderne fri til andet end at gå, men som til gengæld disponerer for ryg-problemer, forstoppelse og hæmorider. Trods disse ulemper må man vist sige, at den oprejste stilling har været ret succesrig!
Nordboeres hvide hud er et andet kompromis. Efterhån-den som vore forfædre vandrede nordpå, blev det koldere, og solen viste sig sjældnere. Man var indendørs en stor del af døgnet og dækkede sig til udendørs. Solens belysning af huden er essentiel for produktionen af D-vitamin. Det beskyttende, brune farvestof i huden - melanin - gør, at solen har sværere ved at trænge ind, hvor processen foregår.
De mest mørkhudede fik derfor hurtigt D-vitaminmangel i de solfattige nordlige egne. D-vitaminer er essentielle for blandt andet knogleopbygningen hos børn - og er der noget, der er vigtigt i et primitivt samfund, er det stærke knogler. Så mennesker med lys hud havde en fordel i nordlige egne. Til gengæld er den lyse hud følsom overfor forbrændinger og kræft. Men først i de senere år er det med vores unaturlige dyrkning af solen blevet et egentligt problem. Når man sidder hele ugen under tag og styrter ud på stranden i weekenden, fremfor jævnt at opholde sig ude, har melaninproduktionen svært ved at følge med. I vore dage, hvor ozonlaget bliver tyndere, soldyrkning er in og rejser til syden og kosttilskud er almindeligt, mærker man først og fremmest ulemperne ved den hvide hud.

Naturlig selektion
Alle levende væsener er med deres fordele og ulemper et resultat af evolutionen. Kernen i evolutionsbegrebet er den naturlige selektion. Renset for sociologiske tolkninger er teorien om den naturlige selektion fundamentalt set ret simpel. Survival of the fittest er et spørgsmål om, hvor effektivt det enkelte individ reproducerer sig selv, og hvor reproduktivt dets afkom er - det gælder ganske enkelt om at få så mange børnebørn, som muligt.
Hvis et bestemt gen koder for en karakter, der gør senere generationer mindre levedygtige, bliver det gradvist elimineret. Gener, der øger levedygtigheden, vil derimod sprede sig. Genmutationer får forskellig udbredelse alt efter deres indflydelse på reproduktionen under forskellige forhold. Der er ingen fastlagt plan i evolutionsprocessen. Nye træk udvikles ikke, fordi de er nyttige, men tilfældigt udviklede, nyttige træk vinder udbredelse.
Mange af vore organer ville - hvor smarte de end kan synes - være anderledes konstrueret, hvis de var planlagt på tegnebordet. Hvor gerne vi end vil tro, vi er evolutionens højdepunkt, er vi langt fra perfekte.
Vist er vore øjne en fiks konstruktion, men går man dem nærmere efter i sømmene, kunne de faktisk have været en del smartere. Hvirveldyrøjets oprindelse er en lysfølsom celle under huden på en lillebitte, gennemsigtig forfader. Blodforsyning og nerver kom fra ydersiden, hvilket kunne være lige så godt som en hvilken som helst anden retning i et gennemsigtigt dyr. Nu, flere hundrede millioner år senere, skal lyset stadig igennem nerver og blodårer på overfladen af nethinden, før det når de lysfølsomme celler.
Nethindens nervefibre samles i et bundt, der skal passere igennem øjet for at komme til hjernen. Dette hul skaber en blind plet i synsfeltet for hvert øje. Blodårerne på nethinden skaber et andet problem. De kaster skygger, som danner et netværk af små blinde pletter. For at overvinde dette, bevæger vores øjne sig konstant i bitte-små bevægelser. Hjernen omdanner så alle de små løsrevne billeder til ét sammenhængende billede.
Den omvendte nethinde hos hvirveldyr er som sagt resultatet af en tilfældighed i evolutionen. Den har ikke har nogen funktionel mening, og det ville være ulige mere praktisk, hvis den blev forsynet med blod og nerver indefra. Men øjet er også et godt eksempel på, hvordan organismen ved små tilfældige mutationer gennem mange generationer kan få det bedst mulige ud af det, den har til rådighed.

De nærsynede
Omkring en fjerdedel af befolkningen lider af genetisk betinget nærsynethed, ofte i så voldsom grad, at de ville have svært ved at klare sig i et jæger- og samler samfund. Hvordan i alverden klarede de nærsynede sig i stenalderen? Hvorfor faldt de ikke ned ad bjergskråninger eller blev spist af vilde dyr, før de nåede den reproduktive alder? Hvorfor er genet for nærsynethed ikke blevet bortselekteret? Fordi nærsynethed sandsynligvis ikke var særlig almindeligt i stenalderen. Nærsynethed er nemlig et klassisk eksempel på en sygdom, der både er genetisk betinget og miljøbetinget.
Nærsynethed var en sjældenhed blandt indfødte i de arktiske områder, før de kom i kontakt med europæere. Da den vestlige civilisation bredte sig, og børnene begyndte at gå i skole, blev også en fjerdedel af disse nærsynede. Det ser ud til, at selve det at lære at læse medfører nærsynethed hos genetisk disponerede. Når øjet modtager et uklart billede, sender det besked tilbage til hjernen, der danner en vækstfaktor, som får øjeæblet til at vokse. Hvis kun en del af synsfeltet er uklart, er det denne del, der vokser. Denne mekanisme er ligeså nødvendig, som den er smart. For at sikre koordineret udvikling af de forskellige dele af øjet bearbejder hjernen signaler fra nethinden, opdager uklarheder og sender signaler tilbage for at øge væksten nøjagtig der, hvor det er påkrævet. Når billedet står klart, stopper væksten. Det er her det går galt hos de, der er genetisk disponerede for nærsynethed. Væksten stopper ikke i tide.
De to amerikanske forskere, Randolph P. Nesse og George C. Williams, beskæftiger sig i deres bog Evolution and Healing med det evolutionære perspektiv ved sygdomme. De mener, at der er noget ved tidlig læsetræning, det skarpe synsfelt i midten (bogen) - de slørede kanter (omgivelserne), som udløser den ekstra vækst af øjet hos børn, der er genetisk disponeret for nærsynethed, og at der derfor ingen nærsynede var i stenalderen. Det er en egenskab, som har været uden betydning i millioner af år - pludselig ændres miljøet voldsomt, og en fjerdedel af befolkningen bliver nærsynede.
Ifølge WHO er fedme den største sundhedstrussel i verden. Stadig flere får sukkersyge. Stadig flere får åreforkalkning, blodpropper og hjerteinfarkt. Det kan virke grotesk, at overfloden er en så farlig dræber.
Det skyldes, at vi ikke er tilpasset den nemme levevis. Vores stofskifte og adfærd er tilpasset et jæger- og samlersamfund. Vi er konstrueret til at kunne klare os i tider med skiftende fødetilgængelighed.
Kulhydrater, fedt og salt var tidligere knappe ressourcer. Derfor var det en fordel at have smag for netop sødt, fedt og salt og at spise så meget som muligt, når lejligheden bød sig. At udsøge sig den sødeste frugt, det fedeste kød. Specielt fedt har mennesket en forkærlighed for. Smart nok, for fedt har det største kalorieindhold og er nemmest at lagre - til magre tider.
Hvad så, når de magre tider aldrig kommer? Hvad sker der i vores overflodssamfund? Se dig omkring - se eventuelt ned ad dig selv! 30 procent af befolkningen i den vestlige verden er overvægtige i en eller anden grad. I stenalderen havde disse mennesker de bedste overlevelsesmuligheder. Et effektivt og sparsommeligt stofskifte, der ikke brænder unødige kalorier af. Men i overflodssamfundet er det ikke hensigtsmæssigt. I stenalderen var det vigtigt at spare på energien. Livet var hårdt, så dovenskab var et klogt træk. At få så meget hvile som muligt. Hvordan ser det så ud i vore dage? Der ligger han på sofaen med en pose chips og en cola - fedt, salt og sødt - og dovner den foran flimmeren. Ikke smart. Vores stenaldernatur er bestemt ikke helsebringende i det moderne samfund.
Hvad stiller vi op med vores stenalderkrop og vores stenalderadfærd? Evolutionært set har vi ikke en chance for at indhente udviklingen. Så længe nærsynede mennesker får ligeså mange børn, som folk med almindeligt syn, har evolutionen ikke noget at komme med. Vi må forlade os på moderne hjælpemidler og sund fornuft. Briller og kontaktlinser, gode kontormøbler, motion i træningscentre, vitaminpiller, solcreme, kostvejledning til børn og forældre. Og så videre. Og så videre. Og egentlig har vi det jo meget godt. Sammenlignet med tidligere tider.

*Maibritt Bansholm Andersen er ph.d. i biologi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her