Denne weekend starter den 9. Balticum-festival på Bornholm med 45 nye film om bl.a. eftervirkningerne efter Sovjet-tiden
BALTICUM
I de første år af Balticum Film & TV Festivals levetid kunne man tro, at begivenheden ville overflødiggøre sig selv. At bringe filmfolk fra de ni lande rundt om Østersøen sammen i Gudhjem var i starten af 90'erne et stykke pionerarbejde, og det lå vel i luften, at situationen i de nye demokratier - specielt Estland, Letland og Litauen - snart ville 'normalisere' sig, hvorved luften i nogen grad ville gå af arrangementet.
Men selv om udviklingen har været hastig, tager store historiske transformationer lang tid, og efter ni år er der ingen metaltræthed at spore i Gudhjem. Festivalen vokser støt og roligt. I 45 nye dokumentarfilm, kortfilm og animationsfilm reflekteres i år den aktuelle situation i Danmark, Sverige, Finland, Tyskland, Polen, Rusland samt de tre baltiske stater. Små humoristiske eller poetiske øjebliksbilleder med store historiske udtræk, hvor arkivmateriale og tålmodige dokumentaristers registreringer af tilværelsen forenes til episke beretninger om hele folkeslags skæbne.
Et sådant dokument er den polske instruktør Vita Zelakeviciute-Drygas' Look Here! Lithuania, en traditionel, men velfortalt og vedkommende historie om den litauiske modstandsbevægelse. Gennem vidneberetninger sat op imod sovjetiske propagandafilm fortælles om mennesker, der efter den sovjetiske invasion "måtte leve som muldvarpe i det 20. århundrede."
Filmen starter effektivt. En kvinde erindrer situationen i slutningen af 30'rne, en tid fuld af håb og drømme. Kvindens søster havde netop taget certifikat til svævefly. Så kom russerne, og søstrene hørte deres mor udbryde: "Drømmen er forbi!" Historien kunne i princippet handle om alle lande under okkupation, men her fortælles den med ekstra vægt, idet det er lykkedes at finde frem til nogle af de få overlevende, der blev sendt til Gulag i starten af 50'erne, og som først vendte hjem i 70'erne eller senere.
En anden vinkel på Sovjettiden findes i den finske instruktør Pekke Lehto blændende Boy Hero 001, en utrolig beretning om den 12-årige Paulik Mozorov, der i starten af 30'rne blev udnævnt til Sovjetunionens 'Helte-Pioner nr. 001'. Drengens største bedrift var, at han havde indberettet sin far til det hemmelige politi, fordi denne angiveligt havde lækket nogle fortrolige dokumenter til Cuba. Faren havnede i fangelejr og blev aldrig siden set, hvorefter sønnens portræt blev hængt op i alle klasseværelser, samtidig med at han blev genstand for utallige sange, børnebøger og film.
Meget tyder dog på, at Paulik var en konstruktion, der havde som mål at gøre det attråværdigt blandt unge at udspionere deres nærmeste.
På trods af de modbydelige motiver, der lå bag Paulik-myten, har figuren været så sejlivet, at da en russisk forfatter i 1988 skrev en afslørende bog om fænomenet, blev han udsat for forfølgelse, ikke af myndighederne, men af rasende Sovjetborgere. Og først i 90'erne fik Paulik-parken i Moskva et andet navn, samtidig med at drengeheltens buste blev pillet ned.
Øst og Vest
Omtrent lige så engagerende er den tyske film Barluschke, instrueret af Thomas Heise. I et tålmodigt tempo gnaver filmen sig bid for bid ind på sin hovedperson, den østtyske dobbeltspion Berthold Barluschke. Og lag for lag skræller instruktøren sig ind til kernen af en af de mange utrolige skæbner, som den kommunistiske østblok producerede, historier, som åbningen af Stasis arkiver nu har blotlagt.
Thomas Heise fokuserer dog ikke på dokumentationsmaterialet, men følger i stedet Barluschke, som nu er bosiddende i Paris sammen med sin familie, en amerikanskfødt hustru, Joana, og to halvvoksne børn. Berthold og Joana mødte hinanden i New York, og først efter mange års ægteskab blev hustruen klar over sin mands engagement i både Øst- og Vesttysklands efterretningsvæsener.
Filmen tegner et portræt af et karismatisk menneske - og noget af en fantast - der i næsten en menneskealder har underkastet sig to forskellige ideologier, og som i dag er ved at bryde sammen under presset. I filmens løb flytter han fra familien for at tænke over, hvem han egentlig er, men under overfladen fornemmer man en næsten
uoverstigelig desperation, som i en række klip fra familiens hjemmevideoer kommer til udtryk som psykisk ustabilitet grænsende til psykopati.
Et tilsvarende dobbeltspil er emnet for Per Holmquist og Suzanne Khardalians Hendes armenske prins, en mere klassisk dokumentarfilm om den firs-årige Göta, som i 20 år var gift med en armensk flygtning, Souréne Erzinkian. Parret boede i en lille lejlighed i Uppsala, og i de sidste år af sit liv sad ægtemanden i køkkenet og skrev sine erindringer.
På det tidspunkt, hvor filmen laves, har Souréne været død i tredive år, og i al den tid har hans manuskript - som enken ikke har læst - været arkiveret på universitetet i Oslo. Filmmagerne får adgang til erindringerne, og det viser sig, at Göte stort set intet har vidst om sin mand. Souréne Erzinkian var ikke en 'armensk prins', men en af Stalins fortrolige, som i 1925 var blevet udnævnt til Sovjets handelsattache i Finland. Senere blev han beskyldt for anti-sovjetisk virksomhed og hoppede af, og i filmens løb kommer stadig flere overraskende detaljer for dagens lys. Manden var involveret i spionvirksomhed, han deltog i diverse ulovlige transaktioner, og ved sin død var han sågar ved at planlægge at flygte sammen med en operasangerinde.
Igen er der tale om en film om de menneskelige omkostninger ved Sovjettidens totalitære samfundsform, men samtidig rejser Hendes armenske prins spørgsmålet om, hvad målet egentlig er med at rippe op i fortiden. Göta er langt fra begejstret for at få ødelagt mindet om sin mand, men på den anden side er historien en værdifuld brik til forståelsen af et politisk verdensbillede, der trods alt ikke ligger mere end et enkelt årti tilbage.
Svensk eventyrlyst
Sluttelig skal omtales en film, hvis emne er mindre kontroversielt, men som pirrer den menneskelige eventyrlyst lige så meget. Det er den svenske veteran Jan
Troells seneste værk, Deres frosne drøm, en dokumentarisk fremstilling af ekspeditionslederen Salomon August Andrées fatale forsøg på at nå Nordpolen i varmluftballon i 1897. Sammen med to ledsagere havde Andrée regnet med at tilbagelægge de 3.700 fra Vitön i løbet af seks døgn, men for alle tilfældes skyld havde man sikret sig, at ballon og proviant kunne række til en måneds rejse.
Ekspeditionen endte i en storm efter blot 65 timer, og resterne af de tre eventyrere og deres udstyr og optegnelser blev først fundet 33 år senere. Troell har tidligere dramatiseret Andrées færd i fiktionsfilmen Den umulige drøm (1982), men denne gang tager han afsæt i et righoldigt materiale af fotografier, arkivfilm, dagbøger og breve, som sammenføjes til et solidt og spændende portræt af en skandinavisk helteskikkelse.
Fra Danmark deltager i år følgende film i Balticum Festivalen: dokumentarfilmene Homo Lalandiense af Dan Säll og Gorm Rasmussen, Gaias børn af Bente Milton og Per Kirkeby - Vinterbillede af Jesper Jargil; hertil kommer de tre korte film Invidia af Jonas Wagner, Brødre af Jørgen Vestergaard samt Landskaber - Impromptu af Kassandra Wellendorf.
Desuden byder festivalen vanen tro på en række sideløbende arrangementer, bl.a. et seminar d. 11. juni, hvor Oleg Kavalov præsenterer den russiske instruktør Sergei Eisensteins uafsluttede projekt Mexican Fantasy, optaget i 1930-31.
*Balticum Film & TV Festival, Gudhjem, Bornholm, 6.-12. juni. Information: 70 23 00 24
