Læsetid: 4 min.

Film i tv

4. juni 1998

*Bodil Kjer ødsler ikke med roser og komplimenter i den meget læseværdige erindringsbog Et offentligt fruentimmeri. Men en af de instruktører, hun mindes med uforbeholden glæde og respekt, er Johan Jacobsen, som hun arbejdede sammen med på Soldaten og Jenny og et par andre film, hver gang med fremragende resultat. - I Soldaten og Jenny fra 1947 er hun ekspeditricen Jenny, der forelsker sig i Poul Reichhardts lige så jævne soldat - meget banalt, men omkring parret spindes et sindrigt net af kynisme og bedrag. Og begreber som skæbne og tilfældighed, forudbestemmelse og fri vilje, indgår organisk i den umiddelbart gribende historie om en ung, uudfoldet kærlighed. - Johan Jacobsens instruktion lever med sine selvsikre, lange uklippede forløb blændende smukt op til Soyas tekst, der stammer fra skuespillet Brudstykker af et mønster. Det er Jacobsen selv, som har bearbejdet stykket, og han rammer en sjælden tone af nænsom sarthed. Men filmen har også nogle mere spektakulært velskrevne og velspillede afsnit, for eksempel med Maria Garland og Johannes Meyer som Jennys
forældre, der byder Soldaten på middag ("Fru Garland og Johannes er vanvittig gode i den scene," som Bodil Kjer siger.) Her er en skarp fornemmelse for klaustrofobisk småborgerlighed, der minder om, at det var Soya, som skrev Parasitterne.
Soldaten og Jenny. TV3, torsdag kl. 20.00-21.50

*Dicte W. Madsen, rocksangerinde, har en svær rolle som forklædt trækkerdreng i Carsten Sønders ret krasse advarselsfilm fra 1993 om det rå miljø, hvor man lever af at slå bøsser for penge. Dicte
illuderer som hårdkogt rod blandt fyrene, indtil hendes sande identitet afsløres - og det gør ikke hendes troværdighed mindre. Et naturtalent, som dansk film af ubegribelige grunde ikke har udnyttet yderligere. - Filmen hamrer sit budskab om forvildet, forsømt ungdom hjem med socialrealistisk forenkling, men også med en vis sans for miljøets hårde jargon. Til slut udarter den til udvendigt melodrama, men har man lyst til at se nogle af det bekendte produktionsselskab Zentropas spidser som trækkerdrengekunder ('tyre') på glatis, er chancen her. Filmen er nemlig optaget på et tidspunkt i Zentropas succeshistorie, hvor en Peter Aalbæk Jensen hellere end gerne stillede sig til rådighed som statist for at spare penge.
Smukke dreng. TV2, torsdag kl. 23.35-01.00

*Daniel Day Lewis er en af de stjerner, der gør sig eksklusiv. En både sympatisk og klog taktik, når man som han evner at gøre hver enkelt rolle til lidt af en begivenhed. Lewis kan være lige overbevisende som følsom intellektuel og et mere primitivt gemyt, og hans Sidste Mohikaner er da også på én gang en flot romantisk action-helt og et splittet menneske, der prøver at vinde fodfæste i krigen mellem englænderne og franskmændene i kolonien New York i 1757. Han er den hvide mand, der er vokset op blandt rødhuderne - hvor hører han til? At han elsker en engelsk oberstdatter, det ved han derimod med sikkerhed - fuldt forståeligt, da hun spilles af Madeleine Stowe i forfinet romantisk skønhedsudfoldelse. - Michael Manns Cooper-filmatisering rummer både stærkt opsatte slagscener og elementer af psykologisk problemdrama, men er først og fremmest gammeldags adventure-underholdning på et højere niveau end vanligt.
The Last of the Mohicans/ Den sidste mohikaner. DR1, fredag kl. 21.50-23.40

*Michael Crichton er nu en af Hollywoods nærmest uigennemskydelige succesdrenge - ophavsmand til talrige bestsellers og til Spielberg-filmen Jurassic Parks historie. I 1973 førte han sig mere beskedent frem som instruktørdebutant med denne ofte efterlignede science fictionfilm. Den giver Yul Brynner en rolle, der passer ham som fod i hose - en robot, som gør oprør mod det tyranni, den udsættes for i ferieparken Delos. Her kan velbeslåede amerikanere eskapere i tre forskellige robot-verdener, en romersk med orgier, en middelalderlig med riddere og en amerikansk, hvor alle westernmyter realiseres til punkt og prikke. Computerstyrede robotter stiller sig til rådighed for dagdrømmene, men er de nu også tilfredse med arbejdsvilkårene?
Westworld. TV2, fredag kl. 00.00-01.25

*Gérard Depardieu yder en af sine tungtvejende præstationer i dette drama efter Balzac. Han er en tragisk figur fra starten: oberst Chabert, som har mistet alt, efter man antog ham for død i Napoleonskrigene, og som nu vender tilbage til livet og forhåbentlig også til sin tidligere kone, spillet af Fanny Ardent. Hun har imidlertid giftet sig med en greve, så Chaberts tilbagevenden er såre problematisk for alle parter. Han må gå rettens vej for at sætte sig igennem, men er han den, han udgiver sig for? Er han virkelig fældet af skæbnen eller blot en udspekuleret svindler? Især takket være Depardieu føles dette spørgsmål hele tiden menneskeligt vedkommende i en dygtigt instrueret, velfotograferet film fra 1994 af den debuterende Yves Angelo.
Oberst Chabert/ Le Colonel Chabert. DR 2, søndag kl. 21.00-22.45

*George Butler var manden, der sørgede for, at Arnold Schwarzenegger charmerede sig igennem til en større verdensoffentlighed i den underholdende bodybuilderfilm Pumping Iron. I 1984 blev det kvindernes tur, da Butler fokuserede på kampen om Caesar's Cup i Las Vegas mellem verdens bedste bodybuildere af hunkøn. En film, der ikke tager det så nøje med den dokumentariske ægthed, men til gengæld er meget levende og underholdende i sine portrætter af de fremtrædende konkurrencedeltagere. For eksempel den mandhaftige, sammenbidte australier Bev Francis sat over for den feminint langt mere forførende regerende champion Rachel McLish, som snyder ved at komme fyld i badedragten overdel. Dommerkomiteen kan ikke rigtig beslutte sig til, i hvor høj grad den vægte kvindelige ynder i forhold til det sagen primært drejer sig om: ren muskelpragt. Men konkurrencens ganske overraskende slutresultat er nu slet ikke så tosset - se selv!
Pumping Iron II - The Women. TV2, mandag kl. 23.30-01.15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her