I næste uge samler ignoranter, galninge og ganske almindelige fodboldfans sig om VM-slutrunden og en fodboldkultur, der er modbydelige, mystisk og tiltrækkende
VM-OPTAKT
Tiden nærmer sig, hvor man døgnet rundt sidder klistret til skærmen og åndeløst følger slagene mellem Cameroun-Østrig, Jugoslavien-Colombia og mange andre livsvigtige opgør. Det er naturligvis den forestående slutrunde om verdensmesterskaberne i fodbold, det hele drejer sig om.
Men midt i denne overstadige gejlen glemmer man måske, at der også er folk, som er fløjtende ligeglad med, om en bold er rund eller firkantet. For ikke at tale om dem, som overhovedet ikke kender en fodbolds beskaffenhed, men gerne vil snakke med, når eksperterne skal i gang foran tv-skærmene.
Fodbold for fjolser af Oliver Zahle og Jens Korse fra P3´s tidligere søndagssatire SelvSving, er en af disse letlæste bøger på linie med publikationer om svigermødre- og pruttevitser. Konceptet bag bogen er at foregive at give alle dem, der ikke kender til fodbold, nogle smarte tips, så de under slutrundens mange tv-transmissioner ikke kommer til at føle sig alt for meget udenfor, når snakken uundgåelig falder på fodbold. De gode råd til de uvidende afleveres ind imellem på en humoristisk måde og sportspressen får et velfortjent satirisk gok i nødden for deres forkærlighed for patetiske klichéer.
Men så er der heller ikke mere at sige om den bog. For sagen er jo nemlig den, at fodbold er alt for alvorligt til at blive gjort grin!
Solidariske slagsbrødre
Det kan man konstatere, hvis man kigger på den engelske fodboldlitteratur, som til alle tider har været mangfoldig. Det skyldes naturligvis, at fodbold i England siden spillets opfindelse har været en integreret del af den britiske kultur og har afspejlet de til tider barske samfundsvilkår.
En af de mere skræmmende beretninger om britisk fodboldmentalitet blandt spillets fans er Bill Bufords Among the thugs, en bog, der beskriver forfatterens møde med engelske klub- og landsholdstilhængeres rasen og hærgen på engelske og europæiske kamparenaer.
Det er en bog, som uundgåeligt understreger, at tilskuervolden afspejler det stærkt klassedelte samfund og vilkårene for et proletariat, som stadig lever i bedste velgående i England.
Men også om fællesskabets påvirkning på det enkelte individ, når man står bag den ene målene og skriger sig hæs.
Nok har man i de seneste år moderniseret de fleste store fodboldarenaer og hævet billetpriserne og dermed lokket mere velstående og traditionelt mindre voldelige tilskuere indenfor, men fænomenet er stadig aktuelt, ikke mindst understreget for et par måneder siden, da en Fulham-tilhænger blev dræbt under optøjer i London.
Bill Buford er ingen doven skrivebordsjournalist, men har selv været ude i marken for at lave research. Det er hans egne oplevelser der skrives om, og det gøres med en sådan indlevelse, at den beskrevne vold næsten legitimeres og dermed forklarer, hvorfor så forholdsvis mange normale mennesker i England hver eneste lørdag fra august til maj lader temperamentet løbe så voldsomt af sig.
Hitler havde ret
En anden bog i samme fodboldgade er John Kings The Football Factory, der i modsætning til Bufords er ren fiktion, men med masser af rødder i virkeligheden.
Fortælleren er vaskeægte hooligan og lægger kontant ud: "Coventry are fuck all. They're got a shit team and shit support. Hitler had the right idea, when he flattened the place". Fortælleren, glødende Chelsea-tilhænger, ligger ikke fingrene imellem, tegnsætningen er begrænset, det er gadens sprog, præcis som i Irvine Welshs Trainspotting, der også behørigt takkes i forordet.
The Football Factory portrætterer unge englændere, forvirrede og rodløse, der hænger på pubs og kalder både piger og drenge for cunts, er racistiske mod mørke fodboldspillere, men har det fint med pakistaner-grillbaren henne om hjørnet.
Også for de normale
Kan man imidlertid ikke holde al den snak om kampene uden for banen ud, er der naturligvis et mere positivt udbytte at hente hos den for tiden mest omtalte fodboldbog: Nick Hornbys Fever Pitch, filmatiseret til nærmest ukendelighed og aktuel i danske biografer under titlen
Fodboldfeber.
Fever Pitch foreligger nu også i dansk oversættelse og er et kærlig, charmerende selvportræt om forfatterens livslange tilhørsforhold til fodbold generelt og Arsenal i særdeleshed.
For en fodboldautist som undertegnede er bogen fyldt med genkendelige og ganske velargumenterede syn på verden omkring en fodboldtilhænger.
Og med de føromtalte bøger i erindring et modbevis på, at også normale mennesker i England kan være passionerede fodboldtilhængere uden at det skal ende i rendyrket vold.
Hornby beskriver de menneskelige sider ved fodboldspillet, mens Buford og King viser, hvilke kræfter det er, der river folk med og sender dem ud i grænseløs aggression, som for en dansker virker svært uforståelige.
For vi har ikke de samme betingelser for tilskureroptøjer herhjemme, som i England og andre store europæiske fodboldnationer.
Lige meget hvor meget Brøndbys og FC Københavns hårde kerne af tilhængere og sportsmedierne instisterer på det.
Til gengæld har vi roliganbevægelsen, der med sin solskollede og øllede mentalitet nok virker lidt provinsiel, og hvis størrelse afhænger af resultaterne. En flygtig og harmløs bevægelse, der i lighed med den engelske også afspejler sit lands mentalitet og som er garanteret et ufarligt grin med Zahles og Korses Fodbold for fjolser som opvarmning til slutrundekampene.
*Oliver Zahle og Jens Korse: Fodbold for fjolser. 84 s. 68 kr. DR Multimedie.
*Bill Buford: Among the thugs. 318 s. 6.99 pund. Arrow Books. På dansk: Blandt hooligans. Udgivet på Samlerens Forlag 1992
*John King: The football factory. 262 s. 5.99 pund. Vintage.
*Nick Hornby: Fever Pitch. 247 s. 5.99 pund. Indigo. I dansk oversættelse udgivet af Lindhardt & Ringhof
