Læsetid: 5 min.

Fodboldfeber over Fælledparken

2. juni 1998

En fodboldfreak mindes nogle af de kampe, han er gået glip af

Nostalgi
Op til fodbold-VM i Frankrig har der hersket turbulens om fordelingen af billetterne. Distributionen har været mere end lemfældig, og mest oprørende af alt: der har været alt for få billetter til de rødhvide roligans. Den slags har det med at virke selvforstærkende. For som bekendt er der altid noget særligt attraktivt over det uopnåelige, og intet i denne verden er så attraktivt som en fodboldlandskamp, man ikke kan komme ind og se. Mærkeligt nok har jeg en stærk erindring om et par af de fodboldkampe, jeg ikke kom ind og se.
Læg mærke til vendingen ind og se. 'Ind' var nemlig ind i Idrætsparken. Udenfor lå Fælledparken.
Mit første erindringsglimt om fodbold kan dateres tilbage til en smuk sommerdag i 1946. Far og mor gik søndagstur i Fælledparken med mig og min lillebror. Jeg var fire år gammel. Solen skinnede. Der var gang i den på de mange baner. Drenge og mænd løb omkring i et sælsomt mønster. Barnevogne blev trillet frem og tilbage langs sidelinjer. Kastanjetræernes løv var dybgrønt. Så åbenbarede mysteriet sig.
Omme bag træerne foregik der noget spændende. Man kunne skimte rødhvide flag. Og man kunne høre højttalerlyde og musik, messingklange og trommer - og suset fra titusinder af menneskestemmer.
"Der er landskamp derinde," forklarede min far. "Danmark spiller mod Norge i dag." (8. juli 1946, Danmark vandt 2-0, red.) Og jeg kunne høre på hans stemme, at det var noget ganske særligt, et eventyr han godt selv kunne tænke sig at blive lukket ind i. Jeg spurgte, om vi ikke kunne komme ind og se det.
"Nej. Men når du bliver noget større," lovede min far mig, "så skal jeg nok ta' dig med ind i Idrætsparken."

Tryglen og tuden
Når du bliver noget større. Det er intet normalt barn i stand til at acceptere. Jeg skiftevis tryglede og tudede i flere minutter, måske et kvarters tid. Måske indtil et brøl omme bag kastanjekronerne lod ane, at Carl Aage Præst fra ØB havde bragt Danmark foran 1-0.
Min første landskamp blev Danmark-Østrig i juni 1951. Det blev et brag af en kamp, der endte 3-3. Jeg slugte alle seks mål fra min ståplads nede på Hockeybanen og har skildret den uforglemmelige oplevelse i romanen Bolden er rund (som Forum netop har genudgivet som paperback her op til VM).
Senere det år var der arvefjendeopgør mod svenskerne. Det var årets højdepunkt i dansk idræt, selv om man - som min far plejede at sige det - spillede om "kejserens skæg med ét hår ad gangen". Folk stod i kø i time- eller dagevis for at sikre sig billetter. At opleve en svenskelandskamp, skrev Magnus Simonsen i Politiken, kunne kun sammenlignes med at være nyforelsket.
Jeg kom ikke ind til svenskelandskamp det år. "Så godt spiller klaveret ikke," blev der sagt. Jeg måtte nøjes med at høre Gunnar Nu Hansen i radioen. Af uransagelige grunde transmitterede Statsradiofonien kun anden halvleg, så den oktobersøndag i 1951 stod jeg i et ensomt hjørne af Fælledparken og fordrev den lange ventetid i første halvleg med at skyde straffespark mod en træ-stamme med min nyerhvervede Super Flex-fodbold. Med jævne mellemrum kunne jeg høre brølene rejse sig ovre fra tribunerne bag efterårsløvet. Hvad skete der mon inde bag murene? Fodboldfeberen sitrede over Fælledparken.
I halvlegspausen cyklede jeg hjem. Far havde allerede sat sig til rette foran radioen, hvis grønne stribe lyste op: Danmarks Radio, København-Kalundborg, vi stiller nu om til Idrætsparken i København ... En knitren. Så suset fra de 40.000 heldige, der var sluppet ind til festen. Messingmusikken. Og en eksalteret Gunnar Nu Hansen, der med sin helt specielle patos kunne forkynde, at Danmark efter de første femogfyrre minutter førte med 3-0! Poul Rassi, Knud Lundberg og Hilmer Staalgaard ('Stålfarfar fra Køge') havde scoret målene. Idrætsparken var på den anden ende, råbte Gunnar Nu. Og mere skete der ikke i den kamp, bortset fra et enkelt svensk reduceringsmål.

Svenskelandskamp 'live'
I 1955 oplevede jeg omsider min første svenskelandskamp - 'live', som man ikke sagde dengang. Danmark førte 3-2, indtil der manglede halvandet minut, og det fatale skete: Per Henriksen fra Frem, der ellers havde været en fantastisk målmand, kom til at droppe et forkølet svensk skud ind i egne netmasker. Også min anden sete landskamp endte altså 3-3, så jeg bør vel egentlig ikke klage...
Svenskekampen i 1959 fik jeg ikke set meget af, selv om jeg havde skaffet mig billet og faktisk tilbragte et par timer oppe under taget på Den billige Langside. Det var midt i juni måned, årsprøverne i gymnasiet var ved at være overstået, og der ventede en lang sommerferie, før jeg skulle begynde i 3. g.
Jeg havde fordrevet de sidste timer op til kampen på Fælledparkens grønne græs - sammen med nogle klassekammerater og en taskefuld bajere.
Fodboldfeberen lå som en dyne over Fælledparken og måtte dulmes eller måske snarere stimuleres af den ene grønne Tuborg efter den anden. De jækla svenskere skulle ha' dada, sku' de!
Året før havde Danmark klaret 4-4 på Råsunda i Stockholm. Nu skulle Ole Madsen og Henning Enoksen og alle de andre helte gøre arbejdet færdigt.
Sjældent har der været et så stort svælg mellem forventninger og virkelighed. For fyrre år siden kendte man vist ikke udtrykket 'at køre med klatten', men det var lige, hvad svenskerne gjorde i første halvleg. Det blev hurtigt 1-0, 2-0 og 3-0 til de 'blågule'.
Varmen, øllerne og skuffelsen. Det blev for meget. Sløvt dumpede jeg ned på min ståpladsplanke og sank sammen. Resten af første halvleg og hele anden tilbragte jeg småsovende med den sødligt-mugne lugt fra Den billige Langside i næseborene: lugten af årtiers ølsjatter og ispapir, af cigaretskod og papbakker med indtørret sennep og ketchup, alt det der var gledet ned mellem sprækkerne, ned til drengeårenes uendelige række af førstedivisionskampe, dobbeltforestillingerne klokken 13.15 og 15.30 - søndag efter søndag, tælleapparaternes og tidens trygge klirren ... jeg drømte søde fodbolddrømme.
Det blev en grum opvågnen. Svenskerne havde fordoblet deres scoring, efter at jeg var gået i dørken.
Et par af mine kammerater fik mig på højkant. Jeg gloe-
de vantro op på den store måltavle over Hockeybanen. Jo, den var dårlig nok. Danmark: 0 - Sverige: 6.
Jeg fik senere at vide, at det havde stået 5-0 ved pausen, og at den danske halfback Flemming Nielsen på vej ud til pauseteen havde 'onduleret' en tilskuer, der havde råbt 'uartigheder' efter målmanden Henry From.
Måske kunne man hente en smule trøst i det faktum, at Danmark set i relation til første havleg havde vundet anden med fire mål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her