Læsetid: 3 min.

Frankrig lægger billet ind på Sydafrikas våben-penge

30. juni 1998

Frankrig satser på at styrke sine forbindelser på hele det afrikanske kontinent og navnligt med Sydafrika

PARIS - Præsident Chiracs netop afsluttede besøg i Sydafrika var præget af franske ønsker om at styrke de økonomiske forbindelser mellem de to lande og indhente det forspring, som Tyskland, USA, Storbritannien og Japan har i samkvemmet med 'Afrikas økonomiske gigant'.
Konkret mundede besøget kun ud i underskrivelsen af fire samarbejdsaftaler vedrørende søfart, politi, toldvæsen og sport, men Chirac foreslog et "økonomisk partnerskab" mellem de to lande. Det er kun en begyndelse, og man er enige om at arbejde for en kraftig vækst i de økonomiske forbindelser.
Frankrig ser navnlig store muligheder for våbeneksport og samarbejde i rustningsindustrien, selv om der er skarp konkurrence fra England og Tyskland på det område.
Sydafrika er allerede Frankrigs største handelspartner i Afrika syd for Sahara, langt foran Elfenbenskysten, der ligger i det eks-franske Afrika. Frankrig, der længe koncentrerede sine interesser i Afrika om de tidligere franske (og fransk-sprogede belgiske) kolonier, satser nu på at styrke sine forbindelser over hele kontinentet og navnlig med Sydafrika, hvis bruttonationalprodukt udgør ikke mindre end en trediedel af den økonomiske aktivitet i Afrika.
Efter at være kommet ud af apartheid-tidens isolation har Sydafrika spredt sin eksport og sine investeringer over hele kontinentet, også til de tidligere franske kolonier i Vest- og Centralafrika, hvor Frankrig indtil for få år siden har været næsten enerådende som økonomisk partner.

Ikke konkurrenter
På en måde er Frankrig og Sydafrika blevet konkurrenter i Afrika, men i Pretoria afviste Chirac diplomatisk denne fortolkning:
"Nej, vore to lande er ikke konkurrenter, men komplementære på kontinentet. For det første fordi de sektorer, hvor Den Sydafrikanske Republik udmærker sig, er ret så forskellige fra vore i Afrika. For det andet fordi det ikke drejer sig om de samme zoner. For det tredje fordi vi har hver vore trumfer at bidrage med."
Frankrig har været langsommere end andre store industrilande til at udnyttede nye muligheder, der ligger i Sydafrikas hastigt voksende økonomiske betydning. Landet ligger på femtepladsen blandt Sydafrikas handelspartnere og udenlandske investorer - efter Tyskland, USA, Storbritannien og Japan.

Militært samarbejde
Frankrigs markedsandel er på mindre end fire procent, og blandt de store franske koncerner har kun levnedsmiddelgiganten Danone en mærkbar tilstedeværelse. Til gengæld har Frankrig blandt de store industrilande den stærkeste vækst i eksporten til Sydafrika - 30 pct. i 1997. Der er oprettet en økonomisk kommission mellem de to lande, og Frankrig har i Johannesburg fremvist sine avancerede industrier på den største teknologiske udstilling, der nogensinde har været holdt i Sydafrika.
Frankrig, der i mange år indtil embargoen var den førende leverandør af våben og militært udstyr til apartheid-regimet, har genoptaget denne aktivitet under det nye styre og har fornylig indgået en militær samarbejdsaftale med Pretoria.
På lidt længere sigt står Sydafrika over for indkøb på ca. 35 mia. kr. til modernisering af sit forsvar fra ubåde og korvetter til kampvogne, helikoptere og kampfly - og Frankrig har udsigt til at opnå kontrakter om en betydelig del af leverancerne.
Da Sydafrika til gengæld kræver industriel produktion placeret i landet, er der mulighed for, at store franske firmaer som Renault og Michelin for første gang opretter fabrikker i Sydafrika.

Går med små skridt
I første omgang går man dog frem "med små skridt", og Chiracs besøg var ikke ment som en lejlighed til at bekendtgøre store og dramatiske resultater, tilkendegives det i franske regeringskredse.
På det politiske plan tjente besøget til at udjævne historiske divergenser og fjerne resterne af sydafrikansk mistillid til Frankrig, der endnu er belastet af sin mangeårige støtte til apartheid-regimet, sin 'paternalistiske' politik i Afrika og sin rolle i de senere år i Zaire og Rwanda. Udenrigsminister Hubert Védrine beredte vejen for en forsoning under et besøg i Sydafrika i oktober i fjor, og der blev dengang oprettet et 'Forum for politisk dialog' mellem de to lande.
Tonen var hjertelig under Chiracs besøg, og Nelson Mandela tiltalte den franske præsident som "min kære ven" og "min broder". Han mindede om, at præsident Mitterrand havde været den første statschef, der modtog ham efter hans løsladelse efter mange års fængsel som politisk fange, og den første, der besøgte Sydafrika efter demokratiets indførelse. Allerede i de år havde Mandela mødt Chirac under sine besøg i Paris, "og vi har sluttet venskab."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu