Læsetid: 8 min.

Fysikere samler stadig strandskaller

8. juni 1998

Ligger fysikkens grænse i Pennsylvania, i Californien - eller i fysikerne selv? Skuffede fysikere på dansk Niels Bohr-symposium i Paris

PARIS - Niels Bohr, en af fysikkens hovedfigurer i det århundrede vi snart lægger bag os, blev i forrige uge fejret ved et symposium i UNESCO's regi i Paris, arrangeret i fællesskab med Niels Bohr Instituttet i København. Selvom det er et særtilfælde, at UNESCO lægger navn og rum til fejringen af en enkelt fysiker, så var denne fejring både foranlediget og bakket op af UNESCO's generaldirektør, Federico Mayor.
Niels Bohr troede på videnskabelig åbenhed og på, at atomfarens løsning lå i, at alverdens fysikere kendte ikke alene hinandens resultater, men også hinanden. Disse bekendtskaber blev stiftet på Niels Bohr Instituttet i København og senere ikke mindst i Center for partikel- og højenergifysiks (CERN) regi. Bohr var kort sagt klar over kaffepausernes betydning for verdensfreden, en erfaring som verden kun langsomt har taget til efterretning.
UNESCO-organisationen og dens bygning i hjertet af Paris er da også symbolet på de gryende 50'eres spinkle håb om international forståelse og samarbejde, efter krigens ødelæggelser. Bygget i modernismens beton, glas og stål og foret med træ og kunst. Det hele er lidt slidt nu, som en gammel idé. Elevatorerne fungerer med et vist mekanisk koketteri, som har ført til, at marmortrappen ned til bygningens enorme kældre, hvor de store symposiumlokaler er gravet ned, er slidt som i et middelalder slot.
Alverdens mennesker flokkes stadig her og deler kaffe og forhåbninger.

Specialist til specialist
Det overordnede emne for symposiet var Niels Bohr og fysikken i det 20 århundrede - et overblik over den moderne fysik og dens perspektiver. Talerlisten bød på ikke mindre end fem nobelpristagere og flere af fysikkens store hanelefanter. Ikke mindre end femten foredragsholdere skulle tilsammen kortlægge fysikkens landvindinger og perspektiver, på en måde og i et sprog som enhver skulle kunne forstå.
Og der er meget at søge at forstå om fysikken i dette århundrede. Ikke alene er den erkendelsesmæssigt gået fra det newtonianske billedes mekanisk matematiske forudsigelighed og overskuelighed, til relativitetsteorien og kvanteteoriens indsigter og kaosteoriernes uforudsigelighed.
Men det har også været århundredet for den selvsamme fysiks syndefald, fra den uskyldsprægede indsamling af strålende strandskaller - som Ove Nathan formulerede det i sin tale om Bohr og politik - til Los Alamos-drømmens mareridts-realisation i Hiroshima og Nagasaki. Fysikkens symbol er ikke mere Newton som får et æble i hovedet, men paddehatskyen, som stiger mod himlen.
At have øje for dette fysikerens forhold til verden var det oplagte og forventede tema for et Niels Bohr-symposium i UNESCO-regi. Det kom i stedet i høj grad til at handle om fysikkens allersidste resultater, så at de store spørgsmål kun fik en enkelt gang i luften i rundbordssamtalen den sidste dag.
På trods af symposiets næsten moralske programerklæring om i Bohrs ånd at tage stilling til fysikerens delagtighed i polis, var langt de fleste indlæg, specialisternes snak til specialisterne.

Strandskaller til skue
Den politiske samvittighed blev næsten kun berørt som et historisk fænomen. F.eks. og næsten uundgåeligt i portrætteringen af Niels Bohr, både som den var at finde i den over 80 år gamle Abraham Pais' kærlige og rørende anekdoter, eller i Ove Nathans rids af Bohrs naivt rationelle indsigt i atomalderens tvingen menneskeheden til fællesskab og åbenhed.
Men det er jo sørgeligt aktuelt, at den Bohrske åbenhed ikke nødvendigvis er tilstrækkelig. For lande som Indien og Pakistan er atomvåbnenes og atomvintrens potens endnu ikke er kølet ned af koldkrigserfaringer.
De har hugget ilden fra vestens trætte guder, og de er ikke færdige med at lege farlige lege med den. Dette blev der ikke talt om i Paris.
Til gengæld blev der vist mange strandskaller frem, af den tilsyneladende uskyldige slags. Og der blev udover de imponerende, men ikke særlig introducerende rapporter fra specialisternes laboratorier diskuteret om, hvorvidt fysikkens grænse - og skønhed - er at finde i det helt simple, den helt store samlende teori, som måske kan findes med de store midler, der skal til for at udføre højenergi partikel fysik, eller i det komplekse, hvor både skønhed og liv synes at opstå af skævheder, kaos og uoverskuelig matematisk kompleksitet.

I Californien
Hvis der er to, som kan blive enige om, hvor fysikkens grænse er at finde i dag, så er det C. Llewelyn Smith, der er direktør for det europæiske CERN og nobelpristageren Steven Weinberg.
Det, vi må nå frem til, er at "bevise" den såkaldte standardmodel, som indbefatter tre af de kendte naturkræfter. Og måske forsøge at få den fjerde - tyngdekraften - med i billedet. Man må i forsøgssituationer prøve at opnå de enormt høje energiniveauer, hvor man for partiklerne finder de tilstande, der kendetegnede universets første sekunder, hvor naturkræfterne var samlet:
"Det er ude ved denne grænse at den egentlige erkendelse er at finde nu," sagde Weinberg, "al anden fysik - også kompleksitetsforskningen, går ud fra viden vi allerede har indsamlet. I den forstand er den ren deduktion."
"Der må findes en forenet teori. Standardmodellen er simpelthen for grim. Den indeholder for mange parametre i form af elementarpartikler til, at de kan være elementære. Svaret må være at finde ude ved grænsen."
"Jeg ved ikke, hvad der skal findes dér, men jeg ved, at det er smukt. Og i fysik er det smukke det simple. Hvis vi ikke afsøger denne grænse, vil det svare til, at amerikanerne var blevet i Pennsylvania og blot havde opdyrket eller udledt rigdommene der, hvilket selvfølgelig er godt nok i sig selv. Man kunne være afstået fra at udforske alt det som lå vest for Mississipi. Men selvfølgelig sendte man en modig ekspedition ud, for at afsøge området helt over til Californien. Simpelthen fordi det var dér, den egentlige grænse lå. Fysikkens grænse ligger i Californien, ikke i Pennsylvania," mener Weinberg.

I Pennsylvania
For 'deduktivisterne' i Pennsylvania, som der bliver flere og flere af, er det ikke så sikkert, at fysikkens grænse ligger ved Californiens kyst. De har beskidte fingre af at grave ned i kaos og kompleksitet, for dér at opdage noget andet end partikelfysikkens simple skønhed: naturens skønhed.
Deres fysik bejler til kemi og biologi og synes lige nu, at være dén som har vind i sejlene.
"Vi havde et billede med en verden som følger simple love, den klassiske mekanik var simpel og blev derefter underlagt den endnu simplere og mere omfattende kvantemekanik. Weinberg leder efter den allerstørste simple lov. Og det er rigtigt, at i fysikken er alting simpelt og fint - bortset fra Verden," som kompleksitetsforskeren Leo Kadanoff indledte sit foredrag.
For derefter at forføre det menige publikum med en række fotos af kompleksitetens skønhed, fra flodforgreninger til træstrukturer.
Spørgsmålet, som har været diskuteret i fysikken mange gange før i de sidste tyve år, er selvfølgelig, om kompleksiteten kan udledes af det simple, eller om den er et radikalt nyt fænomen på et højere niveau, et såkaldt emergent fænomen. Men Kadanoff gik ikke i kødet på problematikken: Får tiden en retning med kompleksiteten, eller er det stadig det dybest set reversible billede fra Newton og Einstein, der er herskende?
Men for Kadanoff udviser kompleksiteten i al fald så radikalt nye egenskaber, at man netop kan sige, at fysikkens nye grænse ligger lige for fødderne af forskerne i Pennsylvania.

Skuffet Weinberg
Hårdt presset måtte Weinberg, som havde fået fornærmet mindst halvdelen af tilhørerne med sin Californienmetafor, indrømme, at det kan der selvfølgelig være noget om. For næsten med fortvivlelse i stemmen at udbryde:
"Jeg ved godt, at kaos er vigtig, meget vigtigere end partikelfysik. Men må vi ikke godt få lov at beholde argumentet om erkendelsens grænse? Det er det eneste, vi har!"
For Weinberg er fortvivlet. Hans drøm om den helt store elektron-positronkollisionsbane, er i bogstaveligste forstand blevet gravet ned af et nej fra repræsentanternes hus. Demokratiet har sagt nej til den storstilede ekspedition til erkendelsens grænse.
Ganske vist forsikrede CERN's direktør, Smidt, i sit foredrag om, at de samme resultater nu synes at kunne opnåes i CERN's regi, på et langt mindre budget og med en mindre bane. Men Weinberg er skuffet. Verden elsker ikke fysikken mere, i al fald ikke nok til at følge alle de indfald den får. Ikke hvis det koster for meget.
Dette kom frem i den afsluttende rundbordssamtale, med den tidligere redaktør af det videnskabelige tidsskrift Nature, John Maddox, som ordfører. I denne diskussion blev perspektiverne endelig, men meget løseligt berørt: Hvilke gåder har fysikken endnu ikke svar på, hvordan er fysikernes forhold til etik, politik og den tredje verden?

Kærligshedssvigt
Men et af de mest påtrængende emner viste sig at være verdens kærlighedssvigt overfor fysikken. Det er nok så alvorligt for et område, som både har brug for store midler fra samfundet - men også for store begavelser. Emnet havde ikke været direkte på programmet, men netop i Bohrs ånd var det blevet diskuteret - fysikere indbyrdes - ved en frokost.
"Hvordan kan det være," spurgte Maddox, "at så mange af os har den fornemmelse, at samfundet har vendt sig mod videnskaben? Vi kan ikke mere skaffe penge til de helt store projekter, eller få de begavede unge mennesker til at beskæftige sig med fysik."
Hvilket fik fysiker og kognitionsforsker Douglas R. Hofstadter til at kommentere:
"Jeg er virkelig foruroliget over en tendens, jeg ser overalt i USA, i fjernsynet, på bogbestsellerlisterne. Man accepterer simpelthen det paranormale, telekinese, reinkarnation etc. Den mest sælgende bog i USA lige nu - og jeg taler om essays, ikke fiktion - handler om at kommunikere med de afdøde."
"Noget sådant har selvfølgelig altid eksisteret. Men det er mit indtryk, at f.eks. for 60 år siden var der en langt større interesse og respekt for videnskaben - måske en alt for stor respekt. Nu er der en total desinteresse, stærkt hjulpet frem at Hollywood og langt de fleste medier," sagde Hofstadter og fortsatte:
"Der er noget dybt foruroligende og irrationelt ved dette. Der er en dyb anti-videnskabelig trend. Da jeg var lille, var jeg interesseret i fysik, fordi det var her mysteriet og dybden lå. Dette er gået tabt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu