Læsetid: 6 min.

Gamle terrorister på valg i Nordirland

25. juni 1998

Camoufleret som valg til lovgivende forsamling stemmer Nordirlands katolikker og protestanter i dag en gang til om fredsaftalen fra Langfredag

SCHULL - Det banker på døren. Uden for står en af Nordirlands mest notoriske drabsmænd med multidomme på flere årtier i topsikrede fængsler bag sig. Han vil have, at du skal gøre noget for ham.
Men tjenesten består hverken i at gemme våben eller bidrage til det næste bombetogt. Manden på dørmåtten opfordrer såmænd bare til, at du sætter dit kryds ud for hans navn ved valget i dag.
For i Nordirlands til tider noget bizarre politiske landskab er dusinvis af tidligere terrordømte mordere, bombemagere og våbensmuglere blevet til politiske kandidater, der flittigt banker på døre og uopfordret henvender sig til lillemor og -far på indkøbstur og deler pamfletter ud på gader og stræder. Alt sammen for at fremme partiets sag - denne gang med fredelige midler.
Den slags situationer har tusindvis af vælgere oplevet på det seneste under opløbet til valg til den forsamling i Belfast, som vil give nordirerne ret til fremover at bestemme over egne affærer i stedet for at være direkte underlagt dekreter fra London.
Forsamlingen er en del af den nordirske fredsaftale, som blev indgået Langfredag og siden accepteret i en folkeafstemning, hvis resultat var overvældende. Hele 71 pct. stemte ja.
Valget til forsamling er faktisk endnu en runde af folkeafstemningen. For valgkampen, som i øvrigt har været temmelig afdæmpet, består mest i at være for eller imod fredsaftalen og dens institutioner.

Uforsonlig Paisley
Ganske få har såsom katolikkernes største parti Social and Democratic Labour Party (SDLP) vovet sig frem med egentlige politikker, først og fremmest på det økonomiske område. Ellers har det store spørgsmål været, om nej-partierne vil få så mange stemmer, at de kan ødelægge den nye forsamlings spæde forsøg på at fungere.
Nej-partierne er først og fremmest at finde i den protestantiske lejr. Democratic Unionist Party (DUP), som ledes af den uforsonlige præst, Ian Paisley, betragter fredsaftalen som et nedrigt udsalg og forræderi over for protestanterne.
Dertil kommer en række medlemmer af det største protestantiske parti Ulster Unionist Party (UUP), som har vendt ryggen til partiets officielle ja til fredsaftalen og håber på at blive valgt til forsamlingen på deres afvisning af den.
Men ikke alle protestanter sidder fast i de gamle attituder. De er ofte blevet opfattet af omverdenen som et af verdens mest selvtilstrækkelige og uforsonlige folkeslag, der opfører sig, som om de sidder fast i en belejret skyttegrav og skyder på alt, der rører sig.

Flertal for magtdeling
Folkeafstemningen om fredsaftalen viste, at et flertal er villige til at dele magten med katolikkerne og ønsker at lægge fortidens magtbrynde bag sig. Måske mest opsigtsvækkende er, at de politiske partier hos protestanterne, der har forbindelser til terrorgrupper, bakker utvetydigt op om fredsaftalen og uden tøven har meldt sig under demokratiets faner.
Og det største protestantparti UUP ledes af en mand, David Trimble, som indtil videre har formået at få størstedelen af partiet med sig i sit ja til fredsaftalen. Det har været noget af et diplomatisk kunststykke at nå så langt.
David Trimble, som også er medlem af parlamentet i London, har for eksempel stemt imod dele af den lovpakke, som parlamentet skulle vedtage for at iværksætte den fredsaftale, som han selv har været med til at indgå. Han ønskede større garantier for, at terroristvåben - det vil sige den katolske undergrundshær IRA's våben - bliver afleveret, inden terrordømte fanger bliver løsladt før tid, som fredsaftalen åbner for.
Det lykkedes ikke, og det kunne det heller ikke, for den britiske regering kan i et lovforslag ikke bare sådan lave om på fredsaftalens tekst.

Forsonlig Trimble
I denne uge syntes David Trimble dog i en tale at lægge sin til tider noget splittede holdning bag sig og opfordre til et fremtidigt Nordirland, hvor protestanter og katolikker kan etablere en fælles fremtid. Udtalelserne er nok det tætteste, David Trimble og hans meningsfæller nogensinde kan komme på at formulere noget, der ligner en vision, i stedet for bare altid at sige 'nej'.
Det er ikke uden grund, at protestanternes slogans stort set altid har været negative. 'No surrender' - 'ingen overgivelse' er et af de mest populære.
Trimbles tale blev i pressen set som et brud med den tradition. Et opgør med tvivlerne og nej-sigerne i partiet og derfor risikabel, fordi Trimble dermed risikerer yderligere at splitte protestanternes stemmer.
Som leder af partiet er det også Trimbles opgave at holde sammen på tropperne, og derfor er han nødt til at være forsigtig. Hans tale blev betegnet som "ikke nogen de Klerk-omvendelse men dog velkommen," som en kommentator skrev i en af de irske aviser med reference til Sydafrikas skift fra apartheid til magtdeling.

Flertal til ja-partier
De fleste målinger viser komfortabelt flertal til ja-partierne med det protestantiske UUP som det største og det katolske SDLP som det næststørste. Det vil sige de midtersøgende, rimeligt kompromisvillige partier. Således har SDLP opfordret vælgerne til at pege på UUP som nummer to præference i valget, der foregår efter proportional repræsentation.
Fremtiden for forsamlingen ligger i, hvem der bliver de næste partier efter de to største. Sinn Fein - undergrundshæren IRA's politiske arm - vil formentlig blive pænt repræsenteret, og det samme vil Ian Paisleys parti sikkert. Begge kan gå hen og give stor ballade.
For det nordirske valg er ikke som valg andre steder med partier i regering og partier i opposition.

Alle i regering
I Nordirland kommer alle i regering. Ministerlisten fordeles efter, hvor mange stemmer de forskellige partier får. Og såkaldte 'nøglespørgsmål' kræver opbakning fra både katolske og protestantiske repræsentanter i forsamlingen, som får 108 medlemmer.
Protestanterne - også de, der bekender sig til fredsaftalen - har svært ved at sluge en kamel så stor som at skulle sidde i regering med ministre fra Sinn Fein. Det er trods alt partiets våbenføre arm - IRA - som i årevis har ført guerillakrig mod protestanterne. At skulle dele magten med den slags folk er svært - især hvis IRA ikke i det mindste begynder at aflevere nogle af sine våben.
Det samme gælder Ian Paisleys parti. Får han sammen med de andre nej-sigere tilstrækkeligt med stemmer, kan de gøre livet vanskeligt for forsamlingen og i værste fald blokere alt arbejde.
30 er det magiske tal. For der skal 30 repræsentanter til for at få et eller andet gjort til et 'nøglespørgsmål', som altså kun kan vedtages med opbakning fra begge lejre.
Jokeren i den forbindelse er det neutrale Allianceparti, der som noget meget sjældent i Nordirland hverken bekender sig til at være katolsk eller protestantisk.

Fortsat bomber
Mens det politiske liv har været optaget af først at forhandle fredsaftalen på plads, siden sælge den til vælgerne op til folkeafstemningen og nu det første valg til forsamling, bliver nordirerne dog af og til mindet om, at fortidens spøgelser ikke bare har lagt sig fromt ned.
Først på ugen sprang en bombe, som åbenbart var beregnet på en patrulje bestående af en kombination af britiske soldater og betjente fra Nordirlands protestantisk dominerede politistyrke,
Royal Ulster Constabulary (RUC).
Ingen kom noget til, men bomben, som blev tilskrevet en udbrydergruppe fra IRA, var et umiskendeligt signal om, at ikke alle er tilfredse med at skulle dele magten mellem katolikker og protestanter i Nordirland.
Og i går eftermiddag eksploderede en bilbombe i byen Newtownhamilton og medførte stor materiel skade. Ifølge det lokale politi kan to personer være kommet til skade ved bilbomben.

Drøm lever videre
Den ældgamle katolske drøm om et forenet Irland, hvor de gamle koloniherrer, briterne, er forvist til deres egen ø, lever videre.
I den optik er protestanterne i Nordirland bare et lille mindretal i det store, forenede Irland, og de må bare indrette sig efter flertallets mening.
Den nye forsamling i Belfast er derfor en irrelevant sideforestilling, som risikerer at fjerne fokus fra det egentlige - at få Irland forenet - og som bør bekæmpes.
Bekender tilstrækkeligt mange sig til den drøm, består den risiko stadig, at den egentlig kamp om Nordirlands fremtid fortsat kommer til at foregå med våben - ikke stemmesedler. Uanset hvordan den 108 medlemmer store forsamling i Belfast måtte komme til at se ud efter valget i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu