Læsetid: 5 min.

Generationer og pinsepakker

6. juni 1998

Så ruller hverdagen påny henover dansk politik...

QLUMMEN
Hvad er ligheden mellem Louisianas snart fhv. direktør Lars Nittve og SF's fhv. næstformand Christine Antorini? Ikke stor, tilsyneladende. Bortset fra, at de begge af et ærligt hjerte har fulgt deres overbevisning og måttet se, at deres henholdsvise kunstneriske og politiske linje ikke blev den sejrende.
Som konsekvens valgte Nittve selv at søge andre veje, og en fremtid som leder af et ombygget Tate Gallery i London kan ikke ligefrem siges at være en deroute. Antorini fik for lave stemmetal til hovedbestyrelsen, men fortsætter jo i partiet som menigt folketingsmedlem, hvad der jo aldrig i sig selv har kastet skam over nogen.
Problemet var, at kunderne ikke gad se Nittves store udstillinger bla om NowHere fra 1996 og Skåne og Danmark, og at SF's vælgere ikke bed på Steen Gades og Christine Antorinis ja til EU-politik, men foretrak Holgers rene Nej-vare. Derfor har både det hæderkronede nordsjællandske museum og det ikke mindre hæderkronede venstrefløjsparti valgt at sætte sikre og modne kræfter ind for at tækkes kernekundekredsen - skønt man jo sjældent udtrykker det helt på den måde.

Forretningsmæssigt har det formentlig i begge tilfælde været en fornuftig disposition. Det er altid sværere at skaffe nye aftagere end at jage de gamle ud.
På den anden side er det jo lige så meget common sense, at fornyelse nok lader sig udsætte, men ikke på ubestemt tid. Derfor er et anti-generationsskifte højst en stakket frist - og måske heller ikke det muntreste signal at udsende.
At næsten ingen fremtrædende SF'ere har vist interesse for at stille op til EU-Parlamentet er også et mærkeligt dekonstruktivt signal at udsende. For nu er vi jo i EU, vælgerne har tvivlet, men dog valgt - og så er det i EU, slagene skal slås, hvis den danske venstrefløj skal være med til at forme udviklingen.
Og det synes jeg da, at den skal, når nu markedet har vist sig ikke at standse for paskontrol i Padborg.

Men både i SF og på Louisiana gik generationsopgøret overordentlig roligt for sig, til trods for, at generationer faktisk er noget der skiller samfundet ad i interesser.
En borgerlig hovedkritik mod regeringens pinsepakke har netop været, at den specielt skulle være hård mod unge familier, der netop har købt hus - det var i hvert fald, hvad den konservative Pia Christmas Møller gav udtryk for, selv om Lykketoft benægtede det, så tegneserieskægget vippede af iver.
Anders Fog Rasmussen på sin side ytrede det forbløffende standpunkt, at pakken "vendte den tunge ende nedad" - noget der ellers ikke synes at tynge borgerlige politikere i væsentlig grad. Måske hentydede han ikke til den tunge ende af samfundet, men til den nedre ende af Venstres vælgere - hvad der jo er noget ganske andet.
I øvrigt har manden fået pondus efter, at han er blevet partileder, mens partifælle Brixtofte i de korte tv-glimt så næsten skræmmende sammenbidt ud. Den mand har vist et temperament, der kunne holde et middelstort kraftværk kørende.
Med 'pakken' er dansk politik blevet hverdag igen, Amsterdam-kampens trohjertede blikke er veget for den sædvanlige retorik, hvor ordene med en særlig galgenhumor ofte betyder noget lidt andet end de lyder til.
F.eks. minder ordet 'pinsepakke' behageligt om det smukke begreb 'julepakke', der som bekendt er fyldt med gode sager, man får. Mens 'pinsepakken' trods sit sommerligt løfterige navn derimod er noget, borgerne skal af med, i hvert fald, hvis man kører i bil og bruger vand.
Men som sagt: Politikerne gjorde deres bedste for at lyde venlige mod de unge, mens de spurtede frem og tilbage til audiens i Finansministeriet, bortset fra Pia Kjærsgaard og Kirsten Jacobsen, der slet ikke var inviteret.

Spørgsmålet er bare, om man egentlig i disse opsvingstider skal have så ondt af netop de unge. For tiden hører jeg dagligt i radioen, hvordan virksomheder bereder sig på at tackle deres mangel på arbejdskraft, og hvordan ingeniørstudierne og andre tekniske uddannelser overvejer at jazze uddannelsen op for bedre at tiltrække de kræsne unge, der tilsyneladende i høj grad kommer til at kunne vælge og vrage.
De tekniske uddannelser får noget af en opgave. At dømme efter repræsentative rundspørger vil de unge nemlig meget hellere være studievært i DR TV's Rapporten end designe handicaphjælpemidler og gebisser.
I mine vantro ører lyder det næsten som om, den generation, der her i 1998 er omkring de tyve år, jobmæssigt har fået samme held i sprøjten som de der var unge i 1968. Jeg har hørt vilde rygter om de år, hvor rektorer og andre arbejdsgivere efter sigende stod vagt udenfor eksamenslokalerne, når kandidaterne udklækkedes for straks at graspe den eftertragtede arbejdskraft til sig.
I sammenligning formedes min pureste ungdom af den trøsteløse udsigt over arbejdsløshedens hedelandskab.
Vi, der blev færdige med skolen sidst i 70'erne, har ,så vidt jeg ved, været hovedleverandør til den ganske store gruppe af dem, der i dag kaldes for de marginaliserede.
Da jeg sidste år var med til min gymnasieklasses tyve års jubilæum, var der kun to ud af klassens dengang 26 elever, der havde fast job - resten var freelance, selvstændige, medhjælpende hustru eller ganske enkelt arbejdsløse.
Jeg husker også en aften på kollegiet, hvor vi under høje latterhyl læste Politikens Hvad kan jeg blive op for hinanden - simpelt hen fordi den lille snusfornuftige håndbog forældedes så lynsnart, at det blev ren science fiction.
På papiret kvalificerede 9. klasse til diverse lærepladser, realeksamen til sygeplejerske, fysioterapeut og handelshøjskoler - men som der stod i noterne til en i hast ajourført udgave af bogen, var det "i praksis en fordel at have studentereksamen med et gennemsnit på over 9."
Den dag i dag synes jeg, det var politisk kynisme, at man med åbne øjne (for selv Berlingske Tidende skrev det jo) sendte de mennesker på gaden til ingenting, mens man ventede på et opsving, der - som det viste sig - var femten-tyve år undervejs.

Dermed er ikke sagt, at de, der er helt unge nu, ikke også vil få deres problemer. F.eks. vil 90 procent af dem formentlig indse, at de ikke kan blive 2010'ernes Jens Olaf Jersild eller Lars von Trier.
Det bliver ganske givet et chok. Men sådan bliver det jo hverdag for os alle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu