Læsetid: 3 min.

Genier

12. juni 1998

Forfattere er vel ikke anderledes end forsikringsmænd og slagtere - ikke nødvendigvis geniale

I et nyligt udkommet nummer af The New Yorker underholder en skribent ved navn James Atlas om den lange og vanskelige vandring, han måtte gennemgå, før han fandt sig til rette med de hårde kendsgerninger: Han er en fiasko.
Som 24-årig fik han afvist sit første romanmanuskript; det næste (som udkom) fik så dårlige anmeldelser - blandt andet af legenden Leslie Fiedler - at han helt opgav at skrive fiktion. Han blev heller ikke præsident for Disney Television eller United Paramount Network som den misundelsesværdige ungdomsven, der i dag kører BMW. I stedet måtte han begrænse sig til at skrive biografier og journalistik og bo et sted på Manhattan i stedet for sunny L.A.
Næ, man skal ikke ønske sig Einsteins hjerne eller Picassos libido, men besinde sig på, at vi ikke alle er skabt til at være stjerner, genier og succesfulde mediemennesker med sekscifret årsindtægt i dollars. Så længe man har sit gode helbred...

Geniet der ikke vil dø
Ja ja, siger man så, kender krukkeriet slet ingen grænser? En mand, som får lov til at fylde syv sider i The New Yorker, hvortil John Updike, Gore Vidal og Gabriel Garcia Marquez står i kø for at levere manuskripter, kan vist kun med overspændt selvfølelse og galopperende falsk beskedenhed erklære sig for en mester i the art of failure. Hvilken poseur, tænker man, hvorfor nu det?
En sær forbindelse materialiserer sig: Den nylige danske debat om forfatternes manglende engagement i samfundsdebatten - en klage, som med mellemrum gjalder gennem riget - har måske part i den ide om forfattere, som ligger bag Mr. Atlas' genvordigheder?
For på trods af års kamp mod de forestillinger om geniet, som siden slutningen af 1700-tallet har vandret ind og ud af vores kunst- og litteratursyn, er det tilsyneladende umuligt at slå denne vanskabning ihjel. Forfattere øser af metafysiske kilder til viden og sandhed, som ligger hinsides almindelige menneskers rækkevidde, tænker vi uvilkårligt, og de har derfor pligt til at blande sig i samfundsdebatten. Deres udsagn er pr. definition bedre kvalificerede end slagterens og rengøringskonens og forsikringsmandens.

Forfattere og slagtere
Men hvorfor dog det? Er litteratur en så éntydigt defineret størrelse, at dens skabere nødvendigvis har kvalifikationer til også at tale om virkeligheden, uafhængigt af hvordan deres værker forholder til sidstnævnte? Nogle forfattere, ja bestemt, og Jan Sonnergaard har væsentlige ting at sige. Men indadvendte digtere og fabulerende mystikere gør muligvis klogere i at holde sig væk. Historien er fuld af forfattere med katastrofalt dårlig dømmekraft i politiske og sociale spørgsmål. Den prisbelønnede digter Radovan Karadics er måske det nyeste eksempel.
Vejen fra sprog og skrift til samfundsmæssig virkelighed kan være kort som i tilfældet Sonnergaard, eller lang som i tilfældet Simon Grotrian, for nu bare at hive én eller anden frem. At insistere på forfatternes moralske ansvar overfor virkeligheden er at underkende litteraturens og dermed forfatternes mangfoldighed og forskellighed.
Det gælder for forfattere som for slagtere og forsikringsmænd, at de kan være eller ikke være kvalificerede i samfundsmæssige spørgsmål. Nogle af dem kan udtale sig med stor autoritet, mens andre ikke kan, ikke vil og ikke slet ikke bør bebyrdes med offentlighedens krav om at agere orakel.
Med mindre forfattere er genier som automatisk udtaler evige sandheder, og Mr. Atlas virkelig bør lægge sig ned og græde over, at han ikke spiser ambrosia med de store.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her