Læsetid: 7 min.

En glemt by i Mississippi

27. juni 1998

GLENDORA
En stor, rund, smilende og kulsort pige stikker hånden frem. "Har du ikke en skilling, så jeg ka' købe et par sko," spørger hun. Hendes tågede øjne smiler underfundigt. Jeg kigger ned i støvet og ser, at LaKeiths fødder er nøgne og opsvulmede. Ska' man eller ska' man ikke trække tegnedrengen frem...
Hun får en dollar. I samme øjeblik dukker en anden og næsten lige så stor pige op. Hun stikker også sin hånd frem. "Jeg er så tørstig," klager hun.
De to kvinder jokker nogle få skridt hen til benzinstationen, og køber hver en dåse coca-cola. Det er varmt, gloende varmt i Glendora, en lille flække i Mississippi Delta med 306 indbyggere - den fattigste by, i den fattigste region, i den fattigste stat, i det rigeste land i verden.
Klokken tolv middag brøler et godstog igennem den lille by. Dets tudehorn påminder om en civilisation, som aldrig nåede til Glendora. Den uendeligt lange togstamme glider forbi en flok unge kvinder med små børn og nogle få rastløse mænd, som står eller sidder mellem træbarakker og beboelsesvogne og foretager sig intet, absolut intet, som var de statister i et barokt skuespil, fastfrosset i tid og sted.
Det er ikke til at vide, hvor man skal begynde og slutte i dette verdensfjerne udsted midt på en frodig flodslette. Det var her, slaverne igennem århundreder trællede på bomuldsplantager i et klima så brutalt, at den hvide mand afslog fysisk arbejde. Det var i denne sump, bayou på kreolsk, behersket af myg, kravl og krokodiller, at frigivne slaver i vort århundredes første halvdel måtte klare dagen og vejen som daglejere og stavnsbønder.
I dag er bomuldsdyrkningen næsten fuldstændigt mekaniseret. Størsteparten af de sorte i deltaet er forlængst rejst nordpå eller flyttet til byer ved Mississippi-floden som Greenville, Vicksburg og Clarksdale, hvor de arbejder i casinoer, bilværksteder og begravelsesfirmaer.
Tilbage bliver små, spredte kolonier af landsbysamfund. Én af dem er Glendora, hvor den verdensberømte blues-musiker Sonny Boy Williamson blev født og voksede op omkring århundredeskiftet. Sonny var én af mange sorte mænd, som slap væk. Han indspillede plader med Muddy Waters, og nogle af hans sange blev i sin tid indsunget af The Who og Van Morrison.
Det var en gylden tid for Glendora, husker borgmester Johnny Thomas. "Byen var pragtfuld i 50'erne og 60'erne. Vi havde en drugstore, en isenkræmmer, en købmand og et flot supermarked, endda en lægeklinik. Ejerne var for det meste jøder og kinesere med navne som Cohen, Levine, Ming og Wang."
Men én efter én forlod de hvide Glendora, og lidt efter lidt gik byen i forfald. Borgmesteren kan huske det hele, men ikke hvorfor de hvide rejste deres vej. Han nægter at tro, det var racisme.
"Måske skyldtes det moderniseringen af landbruget," mumler han.
Og dog. Set med nutidens briller virker fortiden ofte lyserød. Borgmesteren kommer i tanke om en uhyggelig lynchning i Glendora i 1955, som vakte furore i hele Amerika og satte byen på landkortet før Sonny Boys tid i rampelyset.
"Det var købmand J.W. Milam. Han blev helt ude af sig selv, da en sort fyr, Emmett Till, fløjtede efter hans søster på gaden. Milam og hans svoger bortførte Emmett, og dagen efter blev han fundet i Tallahatchie-floden med sin penis og testikler stoppet i munden," fortæller Johnny Thomas.
"To af mine onkler arbejdede for Milam. Han beordrede dem til at vaske ladet på trucken rent for blod. De blev tvunget til det. Milam prøvede at få dem arresteret på falsk anklage. Selv slap han væk, blev aldrig retsforfulgt. Så et par år senere dukker han op i byen med en lille hvid fyr i håndjern og slår ham fordærvet, mens vi ser på - som for at bevise, at han ikke er racist."
Nu om dage er der kun én hvid person tilbage i Glendora, som også planlægger at flytte. Så er der selvfølgelig familien Flautt, der strengt taget hører hjemme i Glendora, skønt de holder til på den anden side af jernbanen, lige ved indfaldsvejen til byen.
Plantageejer Flautts efterkommere bor i en stor villa med en pænt friseret have, svømmepøl og garage til to biler, kun 500 meter fra 3. verdenstilstandene i den sorte flække.

Som næsten alle andre kvinder, jeg møder i denne by, hvor kun en sjettedel af de voksne er af hankøn, har Mattie Spurlock på 32 fem børn med to mænd. Begge fædre er løbet med andre kvinder, fået flere børn og betaler ikke bidrag. "Jeg har aldrig haft et fast job," fortæller hun. "Engang arbejdede jeg i en fabrik i to uger, men mistede jobbet, fordi jeg ikke kunne finde kørelejlighed."
Mattie har hele sin tilværelse levet af social bistand - penge, hun som enlig mor får fra forbundsstaten. Den månedlige støtte på 494 dollar suppleres med madkuponer. Hun kunne godt tænke sig at finde en ny mand, men hvis det mod alle odds lykkes, mister hun bistanden.
Så ville det være bedre at få et job og tjene lidt ekstra, men det nærmeste arbejde findes i Water Valley - 80 km fra Glendora. Mattie har en bil, men det er et vrag uden bagvindue, som kun kan tøffe rundt i byen.
Hun viser gerne sit hus frem. "Vi bliver nødt til at køre. Det ligger ude på landet," forklarer hun. En nær veninde, Ann Fletcher på omkring 20 hopper ind i vognen. To minutter senere står vi foran en aflang, ramponeret beboelsesvogn, af den slags man ser flere af i det gamle Syden end noget andet sted i USA.
Jeg træder indenfor med de værste anelser. Hørmen og iltmanglen får én til at gispe efter vejret. To børn ligger og døser på gulvet, mens moderen - Matties søster - glor sløvt på en sort-hvid flimmerkasse fra en sofa. Rodet er ubeskriveligt. Endnu værre bliver det i køkkenet og toilettet.
To mødre med hver fem børn. Tolv mennesker stuvet sammen på 45 kvadratmeter. "Jeg sover med mine tre piger. Mine to drenge sover med deres fætre," forklarer Mattie.
Sikke en opvækst for Glendoras 127 børn under 16! Få har fædre hjemme. De fleste opdrages af bedstemødre så unge som 35. For de unge er der næppe andet at lave end at sprøjte heroin og knalde med det andet køn. Så snart en pige fylder 16, er hun med barn og dømt til at blive i byen resten af sit liv.
"Børnene har intet af foretage sig," forklarer Bessie Brooks, en smuk kvinde på 42, som arbejder for en frivillig organisation.
"Jeg var chokeret, da jeg startede mit job her for seks måneder siden. Jeg har aldrig set så slemme tilstande i Mississippi. Der er ingen børnehave, ingen fritidsskole, ingen legeplads, intet idrætsanlæg, intet, intet. Man kan ikke engang købe grøntsager eller frisk frugt," fortæller hun.

Glendora, som ligger i republikaneren og senatsformanden Trent Lotts hjemstat, fik først installeret et kloaksystem i 1996. "De hvide landmænd omkring os var imod dét og overbeviste politikerne om at nægte en tilladelse," siger borgmester Johnny Thomas.
I Glendora tjener kun syv ud af 76 husstande over 15.000 dollar om året, USA's officielle fattigdomsgrænse. Resten lever af social bistand, hvilket i gennemsnit er 6.000 dollar. Det slår ikke til. Flere mødre fortalte mig, at de ikke har råd til at købe ordentlig mad og nyt tøj til deres børn.
Folk ville hellere end gerne arbejde og tjene et par hundrede dollar ekstra om måneden og forsørge deres afkom bedre, men der findes ikke en arbejdsplads indenfor en 80 km radius. Hvem skal passe børnene, hvis mor tager afsted kl. halv fem om morgenen og kommer hjem kl. halv otte om aftenen, seks dage om ugen? Indtil for nylig kunne mødrene afvise at tage et job så langt væk, men ifølge bistandsreformen fra 1996 skal de nu sige ja. "I juli sidste år faldt to mødre i søvn ved rattet på vej hjem fra Water Valley. De mistede livet. Vi har kvinder, som nu skal være væk hele dagen, mens deres børn er ude på gaden og risikerer at komme i vanskeligheder," beklager borgmesteren.
Han har dog ikke til sinds at give op. Fra sit kontor - i den eneste luftafkølede bygning i byen - sender han støtteansøgninger til statslige og private fonde. Det skorter ikke på idéer.
"Hvis vi bare kunne få penge til at købe 250 hektar jord udenfor byen og dele det op i tolv stykker, så kunne nogle familier dyrke to-tre afgrøder grøntsager om året, sælge på markedet og forsørge 120 personer," drømmer Johnny Thomas.
Borgmesteren har masser af andre projekter i tankerne, som kan bringe Glendora ud af en dyb fattigdom.
"Vi mangler blot kapital," siger han.
Foreløbig er alle byens ansøgninger blevet afvist - også fra forbundsregeringen i Washington. Johnny Thomas fatter det ikke.
"Vi har med tiden accepteret, at hvide og sorte ikke vil leve sammen. Det er ok, men hvad der generer mig, er den økonomiske ulighed. Det er ikke fair."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her