Læsetid: 4 min.

Den glemte division

8. juni 1998

Mens alverdens øjne hviler på et fodbold-VM, der ikke er begyndt, er en intens hjemlig 1. division så godt som glemt af de samme medier, som savnede spænding i Superligaen

HESSELAGERS HJØRNE
En sjov og derfor sikkert også klog mand har sagt, at han ikke gider spilde tiden på "bønder, der slår kolbøtter". Og det kan jeg fuldt ud følge. Ikke ét ondt ord om DGI's landsstævner, hvor forstadsfruer i tusindtal, iklædt for stramme badedragter, svinger tøndebånd og kaster blå bolde op i luften i noget, der minder om takt. Men at skulle være tvangsindlagt til at se det på tv, vil jeg meget have mig frabedt. Breddeidræt er kun underholdende for dem, der selv deltager.
Men der er langt fra den holdning og til stiltiende at acceptere, at den hjemlige 1. division i fodbold skal syltes. Selvfølgelig har jeg noget personligt i klemme. Vor hjemstavns klub EfB - der ikke hedder Esbjerg, selv om aviserne skriver det - har længe været i svag nedrykningsfare.
Men det er ikke kun derfor, at jeg mener, at 1. division burde have mere opmærksomhed. Superligaen består for tiden kun af 12 hold. Det betyder, at en del af tidligere tiders elite i dag spiller i den næstbedste række. Derfor burde divisionen have stor bevågenheden - ikke mindst, når afslutningen er så spændende som i år.

Intet stofskifte
Men griber man en række tilfældige medier, så er det næsten umuligt at finde ét eneste, der, trods spaltevis af sport, har varmet blot nødtørftigt op under gårsdagens næstsidste runde i 1. division. Derimod bugner de af omtale af det kommende VM.
Det bringer en anden klog mand i hu, journalisten Andrew Jennings, der i en nylig udkommet bog skriver, at "alt for mange journalister er blevet de magtfulde interessers kæledyr". (Samfundets vagthund - eller tam entertainer?, udgivet af DGI). Pointen er, at fokus er der, hvor pengene er. Og da pengene er blevet flere og mere og mere betydningsfulde for moderne idræt, er skævvridningen også blevet større. Kun den absolutte elite tæller.
Det betyder, at de hold, der ligger og 'bobler' under toppen, aldrig får en reel chance. De bliver elevatorhold, trækker ingen store sponsorer, og det har ikke kun betydning for klubberne. Stofskiftet i toppen går i stå. Dækningen er statisk og konservativ.

Kun vigtige kampe
Vel kan en enkelt kommentator på den mindst ringe mandagsbagside ikke vende kapitalstrømmene. Men han kan påpege, at ikke én eneste, af de otte kampe, der blev afviklet i 1. division i går var uden betydning. Enten stod der op- eller nedrykning på spil for mindst ét af holdene. Og i halvdelen af opgørerne havde begge hold enten det ene eller det andet i klemme. En spænding og intensitet, som man måtte glo længe og uforløst efter i den just overståede Superliga, der jo alligevel ikke blev just forbigået.
Et af divisionens mest seværdige opgør i 1. division i Valby, hvor nedrykningstruende Frem mødte allerede nedrykningsdømte B1913.
Det blev en aldeles forrygende fodboldfest, hvad alene cifrene antyder. Frem vandt hele 7-2, bl.a. på to mål af den tidligere landsholdsspiller Torben Frank, men alligevel kan de knap 1000 fremmødte tilskuere ikke ånde lettet op. Den tidligere storklub kan stadig rykke ned.

Esbjerg reddede sig
Noget faldt dog på plads søndag. Og tager jeg de hjemlige briller på, kan det konstateres, at EfB vandt nedrykningsdramaet mod Glostrup. Vestjyderne, for snart 20 år siden selv Danmarks-mestre, skal ikke ned i 2. division. Det risikerer Glostrup derimod fortsat. Sammen med seks andre nedrykningskandater, må Glostrup krydse fingre i den sidste runde.
I toppen af rækken tog oprykningskandidaterne B93 hjemme på Østerbro mod nedrykningstruede Fremad Amager, der for få sæsoner siden prøvede lykken i Superligaen.
B93 ligger på alle måder i skyggen af FC København. FCK's hjemmebane Parken rager i sit sponsorbeklædte cementvælde op bag B93's ene mål, som et vartegn på, hvad der venter af modstand, hvis den lille klub rykker op.
B93 er en klassisk fodboldklub med en stor ungdomsafdeling, der klarer sig forrygende. Men de gode spillere springer fra, når pengene kalder. I går tog klubben således afsked med talentet Daniel Jensen, der skal prøve lykken i hollandske Heerenveen. Og det er ikke den eneste B93 siger farvel til.
Fire af spillerne i førsteholdstruppen er lejede hos Superligaklubber. De spillede også deres sidste kamp i går. Og rykker B93 op, er det usandsynligt, at modstanderne lejer deres marginalstjerner ud til B93. Så den oprykning, der med 2-1-sejren over Fremad Amager kom betydeligt nærmere, bliver ingen fornøjelse for B93's ledere. Heller ikke hvad angår sponsorer. De mest attraktive sponsorer i københavnsområdet er medlem af enten FCK's eller Brøndby's VIP-klubber.
Så er der måske mere fremtid i de to andre oprykningkandidater - Herning og Viborg. Med adresse i det jyske, hvor hjemmebanerne ikke ligger skulder ved skulder, skulle de to klubber nok kunne drive nogle oversete sponsorer op i tekstilernes mekka. Men meget lidt er afgjort. 10 hold i 1. division har noget på spil i sidste runde. Måske man skulle lægge vejen forbi et rigtigt stadion. Om ikke andet så for at mindes, at det ikke er fodbold-VM det hele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu