Læsetid: 5 min.

Gør som De behager!

11. juni 1998

Hvordan jeg blev vejet og fundet for Rens-let til det hæderværdige Danske Morten
Korch Societet

BEFRIET OMRÅDE
Forleden gik jeg ned i Brugsen på Christianshavns metrobyggeplads (tidl. Torv) efter et populært rengøringsmiddel, kendt fra annoncer på tv. Der er nu engang intet som en god gang rengøring til at holde sommermelankolien stangen. Af samme grund anbefaler førende nervelæger i øvrigt, at man bør anstrenge sig for at have et vist minimum af rod omkring sig, idet trods alt intet er så deprimerende som at have behov for at rydde op og så finde, at alt allerede er i sin skønneste orden.
Jeg valgte Ajax, der som bekendt gør rent som det hvide snit. Desuden valgte jeg en pakke Rens-let i tilfælde af, at jeg skulle få brug for et stærkere middel.
Kassedamen, en ca. tyveårig mand med langt hår, registrerede min Ajax med stregkodelæseren. Derpå greb han mine Rens-let og spurgte: "Er det Deres?"
Jeg nikkede. Det er længe siden, nogen har tituleret mig 'Dem', så jeg spurgte: "Nu hedder det altså 'Deres'?"
"Det var bare for at være høflig," svarede kassedamen, "gør det noget?"
I det samme opdagede jeg, at jeg ved en fejltagelse havde valgt Rens-let naturel. Jeg foretrækker naturligvis mærket Rens-let citrus, så jeg bad kassedamen stille mine indkøb i bero et kort øjeblik.
Da jeg havde hentet den lille æske med det stærkt vanedannende rensleptika, fik jeg efter en pludselig indskydelse lyst til at anskaffe en ny neglebørste. Desværre var der kun ét eksemplar tilbage, og det viste sig at en herre på omtrent min alder havde fået den samme impuls som jeg, samtidig.
Herren, der var kraftigt kuperet og klædt i læderjakke og bar sorte hornbriller, trak ligesom stødt fingrene til sig, da jeg måske lidt grådigt bemægtigede mig den sidste neglebørste. Jeg sagde venligt: "Ved De hvad, jeg synes de skal have neglebørsten. Det er jo den sidste."
"Tak," svarede herren, "det er pænt af Dem, men ved De hvad, jeg klarer mig såmænd nok uden. Tag De endelig Deres børste. De var her jo som den første."
"Noksagt," sagde jeg, "lad os trække lod. Trods alt var vi her på nøjagtig samme tid, i grunden et løjerligt sammentræf, synes De ikke?"
"Jo," sagde herren, "glimrende idé, hr. Jeg foreslår plat eller krone."
Herren trak sit portemonnæ op af lommen. Idet han åbnede det, faldt et visitkort ud og landede på gulvet. Af høflighed bukkede jeg mig ilsomt ned for at samle det op. Da jeg rakte kortet til herren, undgik det ikke min opmærksomhed, at der på kortet, oven over et dannebrogslogo, var printet følgende:
Bent Overgaard Hansen, formand for Det Danske Morten Korch Societét
"Interesserer De Dem for Korch," sagde jeg, "Ih hvor interessant. Nå ja, om forladelse, jeg kunne jo ikke undgå at se Deres kort."
"Ingen årsag," sagde Herren, "ja, vi er jo nogle stykker, der finder at udviklingen på mange måder er gået grassat. Måske De kunne tænke Dem at deltage i ét af vore møder?"
"Tænk, hvor morsomt, at De skulle spørge," svarede jeg, "jeg har faktisk for ganske nylig tænkt på at starte et sådant forbund, en forening af ligesindede til genrejsning af 50'ernes dyder. Hvis De har tid et øjeblik, min gode mand, så skal jeg forklare Dem mit synspunkt:"
"Ser De. Når vi, der er født omkring 1960 - og jeg forsikrer Dem, vi er i det væsentlige en noget forkommen generation - når altså vor generation rigtig ransager vor hukommelse, så er der i grunden ingen epoke, der forekommer os mere lys og herlig end netop 1950'erne."
Herren i læderjakken nikkede bekræftende.
"Mellem os, gode herre," fortsatte jeg, "det er ikke småtterier, der i de forløbne 38 år er bedrevet af narrestreger af den os præcederende generation, som man oprigtigt talt må betegne som, ja, et degenereret slægtled."
"Så såre," sagde herren i læderjakken.
"De ældre har simpelt hen ingen pli," fortsatte jeg animeret, "og hvis ikke vi skulle foregå med et godt eksempel ... tag f. eks. et subjekt som Peter Belli."
"Bliv væk fra vort kvartér," vrængede herren.
"Præcis. Jeg siger Dem: Én gang provo, altid provo. Jeg erkender, at spradebassen en overgang forsøgte sig på dansktoppen. Men så snart, han ser sit snit, skruer han op for den elektriske guitar igen. Pigtrådsmusik, gode herre, er et bevidst og centralt planlagt forsøg på at nedbryde ungdommens moralske og etiske habitus."
Herren nikkede.
"Da jeg gik i første klasse, sang vi morgensang og lærte at binde vores slips. Men straks kom de langhårede seminarister springende fra deres rottereder og inficerede os med deres sygelige seksualundervisning. Jeg siger Dem, dér ligger kimen til den høje skilsmisseprocent! Men sådan var det ikke i 50'erne. Jeg støtter Dem derfor helt og fuldt i Deres foreningsarbejde. Vi må og skal tilbage til de værdier, Morten Korch lancerede i 50'erne."
Herren nikkede. Han lettede på sine sorte sygekassebriller og rømmede sig.
"Min gode mand," sagde han, "der kan være noget om det, De dér siger, men jeg tror egentlig ikke, med forlov, at De skal bryde Dem om at møde op i vores forening."
"Hvorfor ikke?" udbrød jeg bestyrtet, "jeg støtter jo så helhjertet Deres udmærkede sag?"
"Javel, og tak for interessen, men vort forbund finder, at den epoke, De netop med så stor begejstring har hyldet, var nøjagtig lige så rådden som de påfølgende. Rok og rul, P-pillen og rullekravesweateren er alle børn af de nydelige men i bund og grund betændte 50'ere."
"P-pillen - det har jeg aldrig skænket en tanke - det var jo i sagens natur før min tid. Men sig mig, hvilken dagsorden har da i grunden Det Danske Morten Korch Societet?"
"Vi vil naturligvis retablere 80'ernes gode og sande værdier."
"80'erne? Men det var da i alle måder og henseender et pilråddent årti - behager det Dem at drive gæk med mig, min herre?"
"Ingenlunde," svarede herren, "det danske Morten Korch Societet ser det som sit ædle mål at reinitiere ånden fra 1880'erne. Unge Korch debuterede først i 90'erne, men alt hvad han siden skrev, var den følsomme ynglings suk af længsel efter tiden før verden gik af led. Hvilket den gjorde 3. februar 1890 klokken 16.30. De, min herre, er tydeligvis et barn af det 20. århundrede. Det skal ikke lægges Dem til last, men det smerter mig, at De ikke kan Deres Korch. Jeg må, omend det gør mig inderligt ondt, sige direkte til Dem, at De ikke er gjort af det stof, vi efterlyser i societetet. Hav en fortsat god dag, unge mand."
Betuttet gik jeg til kassen og betalte mine Rens-let citrus.
"De besvarede aldrig mit spørgsmål," sagde kassedamen, "gør det noget, at jeg titulerer Dem 'De'?
"Gør som De behager," svarede jeg af almindelig høflighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her