Læsetid: 4 min.

Heksenes tider

20. juni 1998

KALENDER
I SINE ESSAYS og forelæsninger, nu på dansk i udvalget Fornemmelsen for stedet, søger den irske digter Seamus Heaney bestandig længere rødder for poesien, end de kan findes i ideologien eller de krav om engagement i sociale og politiske forhold, som fra forskellig side stilles til digterne. Den intellektuelle må ytre sig. Heaney er som de fleste tænkende og iagttagende foruroliget og vidende nok, men hans sprog er ikke politisk.
Nylig omtalte jeg også den norske digter Henrik Wergeland, der modsætningsvis havde sprog til begge dele. Hans visioner kaldte både på poesi og handlingsliv. Men begge digteres karakter og udtryksformåen er knyttet til stedet - og til tiden, opfattet forskelligt.
Litteraturkritikerens ideologiske forestillinger kan let komme til at dominere over hans æstetiske sans, som derved destabiliseres og skidt kommer til ære. Et eksempel finder jeg hos Georg Brandes, der som den første ikke-franske skribent og kulturpersonlighed erklærede sig offentligt til fordel for Dreyfus med en række artikler i Politiken 1897-1906 (Udg. af Jørgen Stender Clausen: Georg Brandes og Dreyfusaffæren, 1994). En intellektuel præstation af format.

DET ER IKKE dér, den lille tamp brænder, men i et forord, han undervejs skrev til nys afdøde Viggo F. Holms Tre kuriøse Historier (1899), udgivet under Holms sædvanlige pseudonym Woldemar. De viser, ligesom hans andre historier "fra Hexernes Tid", hvor grusom menneskeheden er i sin uforstand og sine fordomme. Han viser, ifølge Brandes, at de samme magter, som affødte bestialiteten i heksebrændingernes tid i 1600-tallet, stadig er herskende. Woldemar viser dumheden, råheden, bøddelnaturen og deres handlinger på tidernes retsgrundlag - ganske som nu under Dreyfussagen.
Brave, almindelige franskmænd udtalte sig om de intellektuelle, der arbejdede for en genoptagelse af sagen, i følgende vendinger, der er hentet fra laget under dannelsens fernis: Man skulle sende dem til Sahara, kaste dem i kloakkerne, knuse kæften på dem, ryge deres skinker, slå tænderne ud på dem, få torturen genoprettet for at gøre dem smidige i skroget, knuse deres testikler, hakke dem til hachis, lade dem brænde levende til aske i en lignrændingsanstalt, indskibe dem på både med sænkningslem etc. etc.
Georg Brandes læste franske aviser.
Visselig er Woldemars skildringer endnu den dag i dag aktuelle nok! siger han om f.eks. dagbogsfortællingen "Gloria in excelsis", hvor den unge referent detaljeret og indforstået skildrer den langsomme og omhyggelige tortur af en kvinde under hekseanklage i Bamberg, afbrændingen på bålet af hende og hendes ti-årige datter, der jo imidlertid er jomfru og derfor for øjnene af moderen, kleresiet, borgerskabet og pøbelen voldtages af bøddelen, så retsparagrafferne overholdes og Gud æres.

NU ER DERTIL at sige, at disse heksefortællinger er ganske talentløst dilettanteri, affattet i et forlorent fortidsdansk, pasticher, som Brandes ved siden af sin høje agtelse for forfatterskabet priser for deres filologiske kyndighed, skønt det er et lattervækkende mismask. Vilhelm Andersen og Paul V. Rubow har ikke undladt grundigt at dokumentere det og dermed indvie heksehistorierne til glemselen, var det ikke netop for kuriositetens tidstypiske skyld. Ved den tid førte de radikale en kampagne for hæslighedens naturalistiske nytteværdi i kunsten.

GEORG BRANDES, der ellers havde øre for æstetikkens fineste græshoppelyd og nylæste danske digtere også uden for sit eget ideologiske revier, så det aldrig er glemt af poesiens elskere, var her optaget af menneskerettighederne og lukkede øret for mislydene, der har karakter af sproglig voldtægt.
Han ydede hele tiden Viggo Holm en overdreven retfærdighed og optog to hædrende artikler om ham i Samlede Skrifter bd III. Dér bebrejder han Social-Demokratens ubestikkelige kritiker, at denne ikke medtog Woldemar i sin skildring af Vore Dages Digtere (1898).

I DET OMTALTE forord nævner Brandes som eksempel på blodtørsten og vankundigheden: De mangeartede forbrydelser, der i det sidste tiår på Sultanens befaling er udført mod de ikke mindre end 300.000 armeniere, som kurderne har slagtet! Han så, hvor lidt menneskenaturen endnu havde ændret sig til det bedre.
Han skrev "endnu". Vi har stadig synet til gode. Både i området og endnu nærmere - og endnu i den nærmeste historie ganske tæt ved.
Om Armeniens tragedie, med den endnu større massakre i 1915, og om historiens mange paralleller skrev Henrik Nordbrandt digtkredsen Armenia (1982), et såre skønt digt, lidt i den genre, som Ezra Pound skabte med sine Cantos, der trækker hele kulturhistorien ind i et samtidighedsgreb.
En kritiker forargedes og sluttede et offentlig brev til digteren med ordene: "Jeg holder af din digtkreds, men jeg frygter, at Armeniens lidelser forsvinder i lyrisk skønhed."
Det kaldte han en æstetisk ansvarsforflygtigelse.
Nordbrandt har som Seamus Heaney - og for så vidt også Wergeland - holdt genrerne adskilt og givet poesien, hvad dens er i et magtfuldt digt. Og dermed skabt en virkelighed i kunsten, hvis sprog ikke kan aflæses som en traktat.
J.L. Borges lader i sin fiktion "Det hemmelige mirakel", en af sine personer foretrække verset, "fordi det forhindrer tilskuerne i at glemme uvirkeligheden, som er kunstens vilkår." Fiktionens karakter og kvalitet som fiktion er det afgørende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her