Håndbold-EM
Der er øjeblikke så mindeværdige, at tilbagespoling må være tilladt: Torsdag aften var det en fest at være professionel sportsjournalist. Og at dømme efter aviserne i går var der ingen tømmermænd at pleje. Rusen brusede endnu i blodet, og i artiklerne, som drev af umådeholden indtagelse af banal metaforik, men for en gangs skyld er det til at forstå, hvis klichépolitiet vendte det døve sprogøre til. Lad dem da have deres »mirakler«, deres »drenge blev til mænd«, deres »svendeprøve« og så videre i fred bare denne ene dag. Den, der skriver disse linjer, har det selv stadig som om han danser på loftet, og selv min ellers hårdt prøvede hustru var en anelse bekymret over at se så megen begejstring fra en midaldrende, middelsvær mand, da Danmark i det 45. minut efter to kontramål af Lars Christiansen havde bragt sig på 22-20. Scandinavium i Göteborg var målløs. Og det lyder helt specielt, når 12.500 svenskere er det.
Otte mand på banen
De burde nu have anet, hvor det bar hen. Via især tre kølige scoringer fra den ellers ret ustadige Søren Stryger var danskerne gået fra 15-18 til 19-19, og samtidig var det danske forsvar begyndt at tage fra med jernmanden Joachim Boldsen i front, når der skulle deles tæsk ud. Og et godt tegn på kampens vending fik man, som TV2-kommentator Anders Dahl-Nielsen bemærkede, da den svenske trænerlegende Bengt Johansson rejste sig op.
Normalt er det svært at stedfæste, hvornår en kamp skifter karakter, men jeg vil give et gratis indblik i mine ungdomserindringer om håndbold- og rocksamspil med landstræner Torben Winther på, at der skete noget afgørende i det 22. minut.
En dansk straffekastscoring til 9-12 underkendes halvandet minut senere efter vedholdende protester fra Bengt Johansson, som har ret i, at danskerne ved en fejl var en mand for meget på banen, men han ter sig som om det betyder noget for hans allererede finalekvalificerede hold.
Svenskerne går til pausen med 14-11, men har mistet momentum, og danskerne er blevet irriterede, og da de først får kanaliseret de følelser over i en tro på det umulige og Kasper Hvidt samtidig begynder at tage de rigtige bolde, skrives de første linjer til et mindeværdigt kapitel af dansk håndboldhistorie.
Bagefter kan man sagtens læne sig tilbage og konstatere, at måden, torsdagens kamp blev bemestret på, var nok så vigtig som 27-26-resultatet. Den kollektive energi på dette nye danske hold er sensationel i en (sports)verden, der ellers afgudshylder individet, og selv om russerne sikkert bitter tænker deres over, at svenskerne skiftede målmanden Tomas Svensson ud med den mere menneskelige Peter Gentzel og lod Magnus Wislander beholde træningsdragten på, kan ingen påstå, at Danmark kom let til denne sejr. Billederne bagefter af evighedsveteranen Staffan Olsson talte med grafisk tydelighed om en mand og et hold, der havde tabt og aldeles ikke kunne lide det.
Og hvad nu? Er alt så muligt, som sportsjournalisterne ynder at sige? Muligvis. I hvert fald virker de tyske modstandere endnu ikke så frygtindgydende. Tyskland har solide målmænd, spiller effektivt, men ukarismatisk, og den 2 meter og 11 centimeter lange Volker Zerbe har stadig ikke indfriet de tårnhøje forventninger. Den anden semifinaleoverraskelse, Island, havde været en sværere modstander, fordi også de rider på en succesbølge. Omvendt kan deres klare 29-25 sejr over Tyskland ikke overraske. Testkampene mellem de to lande inden EM blev begge vundet af islændingene, og i den ene af dem førte Island med hele 23-14.
Inden lørdagens semifinaler tegner der sig en tendens til en forskydning af magtforholdet i international herrehåndbold. Russerne fandt først for sent ud af, at et EM kun vindes med hjertet, og de franske verdensmestre tabte en gang for meget til Spanien, så selv deres mistænkelige sidsteøjebliksmålorgie mod Slovien på femten overskydende blev for lidt. Sverige står over for et generationsskifte, men vil nok sidde på tronen et VM endnu. Danmark har overstået et generationsskifte. Nu følger den svære mentale omstilling fra at betragte sig selv som ufærdige til at indse, at man er potentielt ligeværdig. Det er danskerne, der har bolden. Og på en god dag kan de unge spillere få den til, hvad de vil.
*TV 2 fra kl. 15.50 i dag
