Læsetid: 8 min.

Hvor skal du hen nigger-unge

20. juni 1998

Den 68-årige afro-amerikaner Benny Andrews husker tilbage på sin miserable barndom som andenrangsborger og bomuldsplukker i Syden

MADISON, GEORGIA - "Det er forrygende. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kan vænne mig til det," hvisker Benny Andrews, en afro-amerikansk kunstmaler fra New York på besøg i sin fødeby Madison i sydstaten Georgia.
Han nikker mod to gamle, hvide bønder klædt i nedslidte, blå overalls, som guffer spejlæg og bacon i sig i den anden ende af Marlow's - et spisested på Madisons stille hovedgade.
"Kan Du se dem," spørger Benny.
"Læg mærke til, at de slet ikke lægger mærke til de to sorte bønder ved nabobordet. Det er nok svært for dig at forstå, men for 40 år siden ville de aldrig have opholdt sig i samme lokale."
Her sidder Benny i siger og skriver 1998 og spærrer øjnene op hver gang folk fra begge racer går ind og ud ad døren i Marlow's. "Det er ufatteligt," sukker han med en tilfreds mine.
Den 68-årige Benny Andrews har inviteret mig til den lille provinsby med de smukke residenser fra det sidste århundrede, hvor han som dreng plukkede bomuld på marken for en hvid plantagejer. Det var i 1940'erne, dengang apartheid-systemet i de amerikanske sydstater stadig dømte efterkommerne af afrikanske slaver til en miserabel tilværelse som andenrangsborgere i Vestens førende demokrati.
Anledningen til hans indbydelse er bemærkelsesværdig. En gruppe hvide og sorte borgere i Madison og nærliggende byer har taget det for stedet usædvanlige initiativ at afholde en mindehøjtidelighed for to unge, sorte ægtepar, som blev lynchet af 10-15 hvide mænd i sommeren 1946.
Der er også planlagt en march over den bro, hvor forbrydelsen fandt sted. Hvide og sorte vil gå hånd i hånd og synge: "We shall overcome..." Forsoning mellem racerne er ledemotivet.

Whites Only
I årene efter Anden Verdenskrig var det som om livet havde stået stille gennem generationer i Madison. Nuvel, slaveriet var blevet ophævet efter borgerkrigen i 1860'erne - endskønt mere på papiret end i virkeligheden. Sorte borgere havde set en del forbedringer. De kunne nu gå i skole, i biografen og endda på værtshus, men vel at mærke kun i bygninger forbeholdt negre. Selv drikkefontæner i Madison var afmærket "Whites Only" og "Negroes Only".
Byens hvide borgere begrundede dette livsmønster med mottoet: Adskilt, men lige. Negrene var skam frie til at opbygge deres egne institutioner og gøre karriere som forretningsfolk - blot de holdt sig for sig selv.
Virkeligheden så naturligvis ganske anderledes ud. Som tiden gik var slaveøkonomien blevet omformet til et apartheidsystem, i hvilket sorte amerikanere måtte leve af krummerne fra de hvides bord. Personer med blot en dråbe afrikansk blod i deres årer blev nægtet borgerrettigheder, som forfatningen skænkede hvide borgere.
Det var i dette samfund, Benny Andrews voksede op - nærmere betegnet på Masons bomuldsplantage en halv mil fra Madison. Hans bedstefar var en hvid plantageejer, som stik imod tidens moralske regelsæt levede i synd med en pragtfuld sort kvinde, Jessie, med hvem han fik flere børn uden for ægteskabet. Men det stillede ikke Jessies afkom anderledes. I det gamle Syden afhang ens sociale og økonomiske status ikke af slægtsbånd, kun af hudfarve.
Så hverken Jessie eller hendes børn og børnebørn havde adgang til den fornemme slægtnings villa på den anden side af landevejen. Dét til trods for, at familien Andrews boede et stenkast væk i et lille usselt træskur uden rindende vand og elektricitet. På vej til skole gik Benny hver dag forbi sin farfars prangende hvide villa, hvis have med duftende blomsterbede han lige kunne ane for løvtræerne, som stadig står langs vejen i dag.
Livet på plantagen var frygteligt hårdt. "Ejeren forsynede os med et lille hus, en grøntsagshave, en bomuldsmark, en plov og to muldyr. Vi leverede arbejdskraft og far fik halvdelen af udbyttet hvert efterår. Resten gik til Mason," husker Benny Andrews.

Snydt og bedraget
Systemet blev kaldt sharecropping - deling af afgrøden. Men frem for en fair deling af høstudbyttet blev en sharecropper som regel snydt og bedraget af plantageejeren, der havde en interesse i at gøre den sorte bomuldsfarmer økonomisk afhængig af sig.
"Mason købte bomulden fra os i efteråret, når markedsprisen var lav og solgte med gevinst i januar. Inden vinteren kom slagtede vi en gris og et par kyllinger og klarede os indtil jul, men i januar og februar var pengene sluppet op efter køb af tøj og husgeråd. Vi måtte leve af søde kartofler og grøntsager på dåse indtil foråret. Ofte gik vi i seng på tom mave," mindes Andrews.
Når en sharecropper og hans familie først havde slået sig ned på en hvid mands plantage, var det dem næsten umuligt at forbedre sine levevilkår. Enten blev man hængende eller også flyttede man til en anden plantage i det ofte naive håb at få en bedre behandling. I sydstaterne var det kun hvide sharecroppers, som kunne drømme om at klatre op ad den sociale rangstige. Derfor var disse årene, da den sorte masseudvandring til storbyerne i Nord tog fart.
Benny og hans bror Raymond var undtagelsen. Deres mor brændte efter at sende sine sønner i skole og udruste dem til at forlade plantagen og klare sig i et samfund styret af hvide. "Men min far strittede imod. Vi skulle gå i skole så lidt som muligt og lige som andre sorte børn på plantagen plukke bomuld. Ellers ville vi sulte," indprentede han os.
Bennys skole lå i en simpel bjælkehytte opført og vedligeholdt af den sorte baptistkirke. Der var et klasseværelse med en ovn og et køkken, hvor klasselærerinden begyndte at lave mad klokken halv elleve om formiddagen.
"Hun underviste alle syv klassetrin i to en halv time, så ankom størsteparten af børnene fra plantagen for at spise gratis frokost," erindrer han.
Amtet betalte kun lærerindens løn. Bøger til undervisning blev leveret i brugt stand fra de hvide skoler, der iøvrigt rådede over skolebusser, masser af klasseværelser, sportsfaciliteter og nye bøger.
Plantagens hvide forvalter boede i et hus nær den landevej, som førte ind til byen, og eftersom alle grusstier fra sharecroppers gårde endte på dét sted, kunne ejeren let kontrollere, hvem der kom og gik. Hvis et mandfolk ikke kom hjem fra byen efter at have slukket tørsten en lørdag aften, satte man en eftersøgning i gang.
Som regel blev han fundet i Madisons fængsel. Herefter ville herremanden ankomme og stikke sheriffen et par dollar i kaution. Sharecropperen skulle jo være tilbage på plantagen mandag morgen tidlig for at arbejde.

Den første på gymnasium
Da Benny fyldte 15, satte han øjet efter et gymnasium for negre i Madison. Moren støttede ham ivrigt, mens faren var rædselsslagen og frygtede at miste sit erhverv.
"Jeg var den første på plantagen til at gå i gymnasiet," husker Andrews stolt.
Men hans drøm var nær ikke blevet opfyldt. Den første skoledag fik Benny en frokostpakke og en notesbog af sin mor og gik med sin bævende nervøse far langs grusstien op mod forvalter Browns hus, hvorfra han skulle vandre den halve mil til gymnasiet i Madison.
"De andre sorte sharecroppere var imod det. De var vant til at blive udbyttet af systemet og frygtede, at hvis deres drenge gjorde som mig, så ville de ikke have nok hænder på marken," fortæller Benny Andrews.
Forvalteren var rasende, da han så George Andrews nærme sig med sin søn i hånden.
"Brown stod dér på sin veranda og så truende ud. 'Hvor har Du tænkt Dig, at den lille niggerunge skal hen', råbte han til min far."
"Min fars svar var afvæbnende. 'Jeg aner det ikke. Det må De spørge mit skøre kvindfolk om'."
Benny Andrews forklarer: "Dengang blev en sort mand straffet for at se en hvid kvinde i øjnene. Man skulle se ned i fortovet eller gå over på den anden side af gaden. Omvendt kunne en hvid mand ikke nedværdige sig til at snakke med en sort kvinde. Så forvalteren kunne ikke udfritte mor om min skolegang."
Men Brown gav ikke op. Han beordrede Benny til at blive på plantagen, hvorefter hans far mere eller mindre tilfreds tog sin søn hjem.
"Men mor ville ikke give op. Hun foreslog, at jeg gik i skole, når det regnede og vi ikke kunne arbejde i marken." Og derved blev det.

I vil komme til at betale
Benny Andrews stopper bilen og krænger den rundt, således at den står på tværs af landevejen - midt i Georgias subtropiske mørke. Lyskeglen fra billygterne rammer den port, som for halvtreds år siden ledte ind til Masons plantage. Nu ser man kun en skov af lavstammede træer.
"Her dyrker ingen længere bomuld," siger han lakonisk.
Han vender bilen rundt. Lyskeglen gennemborer buskads og træer og afslører en firkantet hvid villa med fire dekorative søjler som facade.
"Den tilhørte min hvide farfar Jim Orr," fortæller Benny.
Vi kører videre nedad en tværvej til Plainview Baptist Church, som blev grundlagt af hans farmor Jessie. Her er Benny døbt. I dag hænger et Jesus-billede malet af ham over alteret. Bag kirken står nogle gravsten. Atter kommer billygten til nytte. Lyset falder på Andrews-familiens navne. Kun farfar Orr mangler. Han er begravet på den hvide kirkegård i Madison.
Den næste dag rejser Benny tilbage til sit atelier i New York. Om eftermiddagen tager jeg til et bønnemøde i kirken. Den 86-årige diakon George Williams beder og synger med en baritonstemme, som minder om Martin Luther Kings. Efter at menigheden er gået, sætter vi os ned og taler gamle dage.
Ja, George Williams husker den dag i juli 1946, som var det i går. En så grusom lynchning glemmer man aldrig. To gravide kvinder myrdet sammen med deres mænd.
"De blev lynchet for at statuere et eksempel. Vi skulle holdes på plads. De kunne myrde os, og intet blev gjort for at hindre det eller for at straffe dem," fortæller diakonen, mens tre af hans kirkegængere lytter på og nikker bifaldende.
I 1946 arbejdede Williams på et bomuldsspinderi nær Madison.
"De tilsynsførende var alle hvide mænd. Jeg overhørte dem gøre grin af lynchningen. Det gjorde mig stikrasende, så jeg gik op til dem og sagde: 'Før eller senere vil I komme til at betale for denne ugerning'."
De kiggede på den unge sorte bomuldsarbejder og spurgte, hvad han mente: "At den dag vil komme, hvor hvide mænd bliver straffet for deres forbrydelser," svarede den modige Williams.
Men 52 år senere er gerningsmændene stadig på fri fod - altså, dem der endnu lever. De bor fortsat i Madison.

Syden og slaveriet
30 år efter mordet på frihedshelten Martin Luther King, Jr. er forholdet mellem hvide og sorte borgere i Amerikas sydstater stadig et uafklaret og ufuldendt kapitel. Slavetiden og apartheid-systemet stikker dybt i sjælen, racisme og mistænksomhed lurer bag hvert hjørne.
Selv om skoler og arbejdspladser er blevet integreret siden 1960'erne, lever hvide og sorte stadig en adskilt tilværelse. Men der er også små håbefulde perlehistorier at rapportere om.
Informations USA-korrespondent har foretaget en 2.000 km lang rejse gennem de gamle sydstater Georgia, Alabama og Mississippi, og fortæller i denne sommerserie om de fascinerende mennesker, han stødte på undervejs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu