NU MÅ DE holde op. Bombemændene i Nordirland. For de har ikke længere opbakning i den befolkning, som de ellers påstår at repræsentere - henholdsvis de underkuede katolikker, som i bombefolkets optik lider under britisk koloniagtig overherredømme repræsenteret ved det protestantiske flertal i provinsen; og de belejrede protestanter, som guerillaerne mener at forsvare mod katolikkernes uhørte angreb.
Valget til lokal forsamling i Nordirland, hvis resultat efter døgnlange optællinger - 47 timer tog det - først forelå i løbet af weekenden, viste med al ønskelig tydelighed, at nordirerne bakker op om fredsaftalen fra Langfredag, som etablerede forsamlingen. Det samme gjorde de med lige så stor utvetydighed ved folke-afstemningen om fredsaftalen i maj.
De signaler må efterhånden være ved at synke ind hos selv de tykkeste hoveder. Især hos de udbrydergrupper fra den katolske undergrunshær, IRA, som på det seneste har fortsat volden,
Det kan godt være, at de ikke holder op. Fanatisme har det med at producere sin egen retfærdiggørelse. Men håbet må nu være, at den manglende folkelige opbakning stille og roligt vil underminere ekstremisterne og deres metoder.
HVIS ALTSÅ at balancen holder. For nordirsk politik befinder sig stadig på en knivsæg. Selv
efter folkeafstemningens og valgets klare signaler.
Cirka tre fjerdedele ud af forsamlingens 108 pladser bliver besat med folk, som er faste i deres opbakning til fredsaftalen. I Nordirland er det et problem.
For det betyder, at næsten halvdelen af de protestantiske medlemmer af forsamlingen er imod. Og da de vigtigste beslutninger kræver opbakning fra et flertal - simpelt eller vægtet - i begge befolkningsgrupper, kan nej-minoriteten blive vanskelig at håndtere.
Ikke mindst, hvis det største protestantparti, UUP (Ulster Unionist Party) flækker. Kronprinsen, Jeffrey Donaldson, truer med at tage de anti-fredsaftale folk med sig, som blev valgt, og bryde med partiet, hvis leder, David Trimble, risikerede sit politiske liv på opbakningen til fredsaftalen. Det vurderes, at der nok er tre - måske fire - anti'er blandt partiets 28 valgte.
Hertil kommer yderligere to anti-aftale partier - herunder den velkendte bål-og-brand præst Ian Paisleys DUP (Democratic Unionist Party) - og tre uafhængige. Alt i alt kan nej-sigerne mønstre 28 af de valgte og måske 32, hvis UUP splittes.
De kan ikke som sådan blokere. Men de kan gøre det umådeligt svært for de samarbejdsvillige protestanter - såsom David Trimble - at skabe råderum til at indgå de nødvendige kompromiser.
DEN SITUATION placerer bolden på katolikkernes banehalvdel. Godt nok ville det være næsten umenneskeligt for katolikkerne ikke at føle en vis skadefryd over det umanerlige rod hos protestanterne.
Var det måske ikke dem, der i årevis styrede rundt med Nordirland som var det deres egen baghave, bare fordi de havde lige over 50 procent af stemmerne?
Var det måske ikke dem, som dermed afskar det store katolske mindretal fra enhver indflydelse? Var det måske ikke dem, der holdt katolikkerne nede i fattigdom og afsavn og oven i købet så ned på dem som smudsige, lurvede proletarer med umoralsk mange snotnæsede unger?
De har faktisk rigtig godt af at føle, hvordan deres indbyrdes uenighed nu bringer i det mindste nogle af dem i mindretal. Ha!
Man må håbe, at katolikkernes udviser større modenhed. For skal katolikkerne opnå deres mål, er de nødt til at få fredsaftalens institutioner til at virke.
Ikke mindst for at holde de elementer i baglandet i ro, som ellers hurtigt vil vende tilbage til voldens vej, hvis det viser sig, at den parlamentariske ikke virker.
DERFOR MÅ de katolske ledere - John Hume fra det største parti SDLP (Social and Democratic Labour Party) og Gerry Adams fra Sinn Fein (IRAs politiske arm) hjælpe David Trimble, som ellers hele tiden afviser så meget som at tale med Gerry Adams på grund af forbindelsen til IRA.
Undergrundshæren kunne f.eks. begynde at aflevere sine våben. Protestant-anti'erne har sagt, at de ikke vil sidde i regering med folk fra Sinn Fein, så længe IRA ikke er begyndt at demilitarisere. Det ville være smukt, om IRA simpelt hen ville hive tæppet væk under det argument ved at begynde. Det skal de under alle omstændigheder inden for to år ifølge fredsaftalen. De behøver ikke gøre det lige med det samme, for den nordirske lokalregering overtager først formelt sine beføjelser i begyndelsen af næste år, så skyggespillet om våbnene kan vare lidt endnu af taktiske årsager for at holde baglandet i ro. Men på et eller andet tidspunkt må IRA fortælle sikkerhedsstyrkerne, hvor deres lagre ligger.
ER TIMINGEN rigtig, kan anti'erne i forsamlingen marginaliseres, og arbejdet kan fortsætte.
Den første opgave - foruden at udpege lokalregeringen, hvis poster fordeles efter partiernes styrke - bliver at oprette den grænseoverskridende myndighed mellem Nordirland og Republikken Irland, som fredsaftalen også etablerer.
Da katolikkerne - først og fremmest Sinn Fein - ser netop den som et skridt på vej til det forenede Irland, som de har kæmpet for i årevis, har de selvsagt stor interesse i at se den oprettet. Det kan de kun med protestanternes støtte.
Forhåbentlig bider katolikkerne skadefryden i sig og udviser en storhed og velvilje, som protestanterne så udpræget undlod at udvise, da de sad på magten.
Det ville i sandhed være en ny start for Nordirland. En god én.beb
