Læsetid: 3 min.

Holbæk har fortjent bedre

11. juni 1998

Komponisten og teaterdirektøren Aage Stentoft var et sammensat menneske med et omskifteligt liv. Teaterforestillingen om Stentoft begrænser sig til en selvmorderisk heroisering

TEATER
Det er en god ide at lave en musikteater-forestilling om Aage Stentoft. Specielt for et teater i Holbæk: Stentoft kom fra Holbæk. Måske hadede han Holbæk, men det ville også være en god historie.
Stentoft var i 30'rne, 40'rne, 50'erne den måske populæreste, måske mest spillede danske popkomponist: revyviser, teatermusik, popsange. Alle kendte de populæreste af hans melodier. Han drev teatre, instruerede, var revydirektør, investerede i film. Han var samtidig - ifølge samtidige kilder og eftertidige beretninger (bl.a. en opsigtsvækkende radioskildring af hans søn, Chr. Stentoft) meget kold, selvcentreret, en pengetank, et dumt svin, en sjuft.
Et pragtfuldt materiale. Men ikke for Holbæk Egnsteater, der afviser at fortælle historie, nægter at nuancere eller problematisere, lukker øjnene for alt andet end jublende tilbedelse. 35 sange drønet af på halvanden time, bundet sammen af en usigelig dialog for analfabeter.
Scenografien er beslægtet med det anonyme tv-studie med abstrakt snore- og tæppedesign plus flygel med barstol. Rammen er løst henkastede (entydigt positive) geo- og biografiske oplysninger suppleret med et par flade vitser og så denne uholdbare og kedsommelige heroisering.
Afsnittet om anden verdenskrig fastholder den vanvittige myte om det trodsige danske revyteater som modstandskampens arnested, som spiller i trods mod underbegavede tyske censorer og dermed blev Danmark atter frit. Jamen, jamen, jamen...

Liberaces lysestager
Allersidste nummer er Stentofts allersidste (og dermed tekstløse) og aldrig før opførte komposition. En sød lille tingest, som fremføres som var selveste Liberace genopstået fra sin piano- og puddelhimmel med mangearmede lysestager og et bagtæppe, der går til side og afslører et indrammet portræt af Stentoft. Pianisten ser op på fotografiet, lukker med duggede øjne (sådan ser det ud bagfra) låget over tangenterne og vakler ud mens lyset langsomt går ned.
Den går altså ikke. Stentoft var en god kunsthåndværker, der ind imellem ramte plet med melodier, der overlevede den situation, de var skabt til. Han udnyttede sit talent til det yderste og ind imellem helt ud over ud over kanten, men den historie man i Holbæk har erstattet med et besøg i den gamle pavillon.

Tidens tand
Enkelte af melodierne huskes fortsat - på trods af teksterne, som i mange tilfælde er gnavet sønder og sammen af tidens tand. "Geniale", siger kommentaren om det samlede tekstudvalg - den slags slipper man ikke ustraffet fra i en periode hvor inflationen er så behersket som det er p.t. er tilfældet. Bedst lever enkelte af Arvid og Børge Müllers tekster: Nede på havnen, Månestrålen, Henne om hjørnet - nede i kælderen. Men det gælder for selv nogle af deres tekster, at de knap nok kan opføres uden leksikon og sproghistorisk ordbog.
Instruktøren har af uransagelige grunde valgt ikke at nyindstudere eller nyarrangere, og har dermed sendt spillerne på scenen til den selvmorderiske opgave at forsvare tolkninger, der i nogle tilfælde er mere end et halvt århundrede gamle. De gør deres bedste: Mette Marckmann med en sød, hæsblæsende energi, Max Hansen med en sveden charme, mens Birgitte Bruun overlever på sin rutine i at fortælle selv meget lange sange.
Holbæk har fortjent bedre. Og Stentoft har fortjent for en gangs skyld at blive taget alvorligt.

*Aage Stentoft. Udvalg og forbindende tekster: Ida og Bent From. Instruktion: Ole Simonsen. Scen.: Hans Sode. Kapelmester: Jan Overgaard. Holbæk Egnsteater. T.o.m. 27. jun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her