Læsetid: 5 min.

Hospitalet i baghuset

20. juni 1998

Da Serbien afskaffede Kosovos selvstyre i 1989 blev alle offentligt ansatte albanere fyret i bundter. De har siden forsøgt at opbygge deres egen stat i villaer, tilbygninger og garager

Pristina - Dr. Skender Zatriqi er synligt stolt, da han leder mig gennem, hvad der bogstaveligt talt er et hul i hækken, for at vise mig, hvad baghuset til familiens villa rummer: Et hospital en miniature med 10 sengepladser, en operationsstue, et konsultationsrum og et lager.
Det ene sengerum bruges nu til at huse flygtninge fra den igangværende etniske udrensning i Vest-Kosovo, men ellers er resten i brug som hospital.
Skender Zatriqi er praktiserende læge - "i dag er vi alle praktiserende læger, vi må kunne det hele", mens faderen, Ali Zatriqi, tager sig af kræftpatienter fra hele Kosovo.
Ali Zatriqi var i gamle dage - det vil sige før Serbien ophævede Kosovos selvstyre i 1989 - en af Jugoslaviens førende kræftspecialister og leder af kræftafdelingen på Universitetsklinikken i Pristina.
Men da de serbiske myndigheder i 1989-90 fyrede så godt som samtlige albanere i det offentliges tjeneste - samt en del især fagligt velkvalificerede arbejdere i industrien - blev Ali Zatriqi hentet af to politibetjente på den afdeling, han var chef for, og ført bort i håndjern. Intet gyldent håndtryk her.

Parallel-staten
Massefyringen af albanere blev startskuddet til, at den selvproklamerede kosovo-albanske regering under dr. Ibrahim Rugova begyndte at opbygge sin egen parallel-stat. Skoleklasser og klinikker som dr. Zatriqis blev indrettet, hvor det kunne lade sig gøre: I villaer, i baghuse eller tilbygninger.
Initiativet er imponerende, men denne måde at organisere sundhedsvæsenet på har selvfølgelig sine begrænsninger. Zatriqis klinik kan kun udføre lettere operationer, resten må henvises til de serbiske statshospitaler, hvor albanere kun går i yderste nødstilfælde, selv om de betaler skat til den serbiske stat som mange andre.
"Albanerne bliver udsat for grov forskelsbehandling på statshospitalerne. Albanske patienter bliver mødt med skældsord og må ofte give bestikkelse til lægerne, hvis de vil opereres. Operationer af albanske patienter udskydes, hvis operationsstuen skal bruges til en serber. Dertil kommer, at de tit fejlbehandler albanerne med vilje. Vi har set flere eksempler på albanske kvinder, der har fået fjernet livmoderen, angiveligt på grund af en kræftsygdom, selv om de ikke havde kræft, men var gravide," siger Skender Zatriqi.
Zatriqis klinik er et led i et net af små hospitaler, hver med sit speciale, som er organiseret af den kosovo-albanske skygge-administration.
Men administrationens økonomiske midler er begrænsede, og ifølge Zatriqi gives der ikke tilskud til hans klinik eller patientbehandlingen.
"Vi har 10-15 patienter om dagen. Mange kommer langvejs fra og overnatter her, men de må selv have mad med, det har vi ikke råd eller tid til at give dem. Det er svært, det med økonomien. De fleste betaler med penge, som de har fået af slægtninge i udlandet. Patienter uden penge behandler vi også i akutte tilfælde, så må vi kræve lidt ekstra ind af dem, som har. Men det er klart, at økonomien sætter nogle grænser for, hvor mange vi kan behandle uden penge."
"Det giver nogle svære overvejelser som læge. Nogle gange er man nødt til at sige, at yderligere én eller to operationer er nødvendige, selv om man ved, patienten har svært ved igen at skulle ud og låne penge. Andre gange udleverer vi recepter på medicin, som vi næsten ved, patienten ikke har råd til at købe.".
Dr. Zatriqis klinik har også en anden funktion: som nødlazaret i de tilfælde, hvor albanere såres i sammenstød med sikkerhedspolitiet, som det f.eks. var tilfældet i forbindelse med store demonstrationer i foråret.
"Alt er forberedt. Vi har et nødberedskab og kan indkalde flere folk til tjeneste her, hvis...
- Hvis hvad?
"Ja, hvis det f.eks. kommer til kampe her i Pristina."

Mother Theresa
Ud over private klinikker som dr. Zatriqis har især de mindrebemidlede albanere en anden mulighed, Mother Theresa-klinikkerne. Dem er der 92 af spredt over hele Kosovo, men især i de områder, hvor der ikke findes statshospitaler. 400 læger og 600 sygeplejersker arbejder på frivillig basis, og al behandling og medicin er gratis.
Mother Theresa-klinikkerne er principielt også åbne for serbere og andre ikke-albanere, og organisationen bag lægger stor vægt på at have et tåleligt forhold til de serbiske myndigheder. Men det er ikke nogen særlig velbevaret hemmelighed, at klinikkerne indgår som et led i den kosovo-albanske ledelses forsøg på helt at undgå de serbiske statsinstitutioner.
Dr. Gani Demolli viser mig rundt på en af klinikkerne, beliggende i et af de tætte albanske fattigkvarterer i Pristina. Her er operationsstuer til de mest simple operationer, en sengeafdeling, en fødeafdeling - og et klasselokale til undervisning.
Dr. Demolli er tydeligt tilbageholdende i begyndelsen, fastslår flere gange, at Mother Theresa-organisationen forholder sig upartisk til 'situationen', at der ingen problemer er i forhold til de serbiske myndigheder etc.

Fattige albanere i nød
Men det er også klart for mig, at dr. Demolli kæmper med sit dilemma: Han vil gerne fortælle mere, end han egentlig må. Da tilliden er etableret efter et stykke tid, melder han ud:
"De private albanske klinikker tager kun de patienter, der har råd til at betale - lige meget hvad de ellers siger. De er for de velbemidlede, betalt af eksilmiljøer i Schweiz og Tyskland. Og på de serbiske statshospitaler må man betale bestikkelse for at blive indlagt, og servicen er elendig. Begge steder skal patienten selv ud og købe den medicin, der skal bruges. Det er virkeligheden! På den ene side dr. Rugovas ønske-stat, som intet gør for den almindelige albaner, på den anden side den serbiske aggressor. Og begge parter opkræver skatter."
De internationale humanitære hjælpeorganisationer er efter dr. Demollis mening de, der holder Kosovo oppe.
"Uden den hjælp, vi har fået fra f.eks. Medicins sans Frontiéres, især hvad angår medicin, ville her være udbrudt store epidemier."

Blokade af medicin
Siden februar i år, da serbiske politistyrker støttet af hæren indledte en væbnet kamp mod partisanbevægelsen Kosovos Befrielseshær (UCK) og begyndte en etnisk udrensning af civilbefolkningen i det vestlige Kosovo, er sundhedssituationen i landet ændret dramatisk til det værre, siger Demolli.
"Situationen i områder som Decani er alarmerende. Elementære fødevarer som mælk og brød mangler. Vi formoder, at folk sulter, men har ikke kunnet komme ind i området. Vi venter til sommer at få epidemier som tyfus, leverbetændelse og tuberkulose."
De serbiske myndigheder har ifølge dr. Demolli modarbejdet nødhjælpsindsatsen alt det, de kan.
"Selv blev jeg tilbageholdt på en politistation i 24 timer, sidst jeg forsøgte at komme ind med medicinleverancer, og fik håndfast besked om aldrig at vise mig mere. Og vores klinikker i området har fået ordrer til ikke at modtage og behandle sårede. Vi gør det alligevel, vi hjælper alle, der er i nød, men det sker med stor risiko. I byen Istog nær Pec blev en af vores læger smidt i fængsel, fordi han behandlede en såret 13-årig pige."
Det mest alvorlige for Mother Theresa-klinikkerne er, at lagrene af medicin er ved at være tømte.
"Vi har ikke fået nye medicinleverancer siden februar. Alt bliver afvist ved den jugoslaviske grænse - under alle mulige påskud. Serbien har reelt etableret en fuldstændig blokade af medicin og nødhjælp til Kosovo," siger Gani Demolli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu