Læsetid: 4 min.

En international krigsforbryderdomstol er på tegnebrættet

16. juni 1998

En ny domstol kan både afskrække potentielle bødler og have en pædagogisk virkning, der tvinger de vestlige lande til en mere gennemsigtig udenrigspolitik

FN's generalsekretær Kofi Annan åbnede mandag en fem uger lang konference, der skal munde ud i oprettelsen af en fast international krigsforbryderdomstol. Den skal behandle retssager om folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Konferencen i Rom skal forsøge at få de 156 deltagende lande til at bilægge de uenigheder, der er, om rettens magt og forholdet til FN's Sikkerhedsråd.
En stående international domstol, som skal behandle de værste forbrydelser uafhængigt af de enkelte lande, er et af det internationale samfunds mest ambitiøse projekter siden tilblivelsen af F.N. Advokat og generalsekretær for den internationale menneskerettighedsorganisation, William Bourdon, var en af de første til at agitere for oprettelse af en sådan domstol. Han repræsenterer en sammenslutning af henved 25 organisationer, heriblandt Amnesty International og Læger Uden Grænser.

Ideen fik nyt liv
Ideén opstod allerede med Tokyo- og Nürnbergprocessen efter anden verdenskrig, og projektet blev nævnt allerede i konventionen af d. 9 december 1948 til forebyggelse og bekæmpelse af folkedrab. Arbejdet med at oprette en domstol blev st igang umiddelbart derefter, men siden stillet i bero under den kolde krig.
Med oprettelsen af to internationale domstole for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien og i Rwanda fik ideen imidlertid nyt liv.
Regeringerne har været faldgruber. De oprettede disse to domstole for at udslette mindet om det internationale samfunds krysteragtige opførsel, men folks kompetence har sat gang i en dynamik, som er udmundet i denne internationale domstol for straffesager. De møder nu modstand, og lande som Frankrig og USA forstår at den fremtidige domstol vil få betydelige indflydelse på deres udenrigspolitik.
Det forhold at billeder af forbrydelser mod menneskeheden når kloden rundt, har ført til "globalisering" af indignationen, hvilket medvirker til et fælles globalt værdisæt. Domstolen vil ikke blot kunne afskrække potentielle bødler, men den kan også have en ekstraordinær pædagogisk virkning, som tvinger de vestlige regeringer, og specielt Frankrig, til at føre en mere gennemsigtig udenrigspolitik.

1700 parenteser
Beskrivelsen af projektet indeholder fortsat omkring 1700 sætninger, der er sat i parentes, fordi de endnu ikke er vedtaget. Mange af disse passager er rent tekniske. Andre omhandler til gengæld grundlægggende målsætninger i beføjelserne for den fremtidige domstol. Med de rigtige folk og et gennemsnitligt regelsæt kan man nå til en hæderlig institution. Det munder alligevel ud i et gigantisk hykleri med en statut, som vil tjene som et simpelt redskab for de førende landes verdensomspændende politik.
En status som stående domstol forudsætter at indbringelse af en sag for domstolen ikke vil være forbeholdt FN's sikkerhedsråd og regeringerne.
I modsat fald vil det medføre en række specialdomstole, som det var tilfældet med det tidligere Jugoslavien og Rwanda, hvor anklagerne ikke kan gøre deres indflydelse gældende, til trods for de faktiske forhold under disse to folkedrab.
Den fremtidige domstols uafhængighed er betinget af, at intet spænder ben for at nye forbrydelser indbringes for domstolene.
Spørgsmålet om regeringernes samtykke er nøglen til det der står på spil. Hvorfor?
Selv om det stadig kan ændres sig, så udmærker Frankrig og USA sig ved viljen til at indføre en dobbeltklausul. For at domstolen kan blive en realitet, kræver disse to lande, at den ikke blot ratificeres af landene, der deltager i konferencen i Rom, men også at de formaliserer deres accept, som må gå forud for deres kompetence.
Den anden klausul betinger domstolens påtaleret i hver enkelt sag, med samtykke fra de involverede lande - også de som har mest at frygte; der hvor forbrydelsen er et overstået kapitel, og dér hvor den mistænkte er hjemmehørende. Det er uundgåeligt at de siger nej. Kort sagt kræver det bødlens indforståelse at dømme bødlen. Det er uacceptabelt.
Er der på den anden side også en risiko for at se domstolen blive oversvømmet af demagogers regres mod stormagterne?
Anklageren som udnævnes kan være nok så dygtig, men han kan begå en fejl. Han må også undgå, at hans kontor bliver en klageinstans, genstand for alverdens manipulationer.
Forslaget om at anklageren skal være mere eller mindre vejledt eller kontrolleret af en forundersøgelsesdomstol - et fransk forslag - er værd at se nærmere på. Det kan blive en institution under anklagemyndigheden, som står for kvalitetskontrol af dommernes arbejde.
Hvilke forbrydelser bør være underlagt denne domstol? Definitionen på folkedrab og på forbrydelser mod menneskeheden er uden tvivl tvetydig. Til gengæld er Frankrig og USA villige til at til indføje en ny definition på krigsforbrydelser i domstolens statut, som adskiller sig fra definitionen i konventionen af 12. august, 1949, ved at tilføje betingelser så som forsætlighed.
Regeringerne har grund til at frygte at visse af deres statsborgere en dag vil blive tiltalt for krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.

Pandoras æske
Hvorfor er denne domstols kompetence ikke med tilbagevirkende kraft?
Her ved udgangen af det 19. århundrede oplever vi en sand eksplosion af angrende. Samtidig vil en kompetence med tilbagevirkende kraft være i modstrid med retsstatsprincippet, og dette bør respekteres af en sådan domstol. Fremfor alt er der frygt for at åbne en Pandoras æske. Hvor langt skal man gå? Det handler om realisme og effektivitet. Kan vi risikere at se den fremtidige domstol reduceret til en hyklerisk institution?
Det afgørende vil selvfølgelig være indholdet, hvis der introduceres betingede mekanismer om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Det vil også være afgørende for det sammenhængende hele, at Sikkerhedrådet i særlige tilfælde kan suspendere domstolens handlinger, og først og fremmest undersøgelserne.
Det er af største vigtighed at undgå en svækkelse af beviserne, ellers vil kampen mod straffrihed være tom snak. 90% af de anklagede ved domstolene i Haag og Arusha erklærer sig for ikke-skyldige, idet de fremfører at vidnesudsagnene i sagen er forældede eller modstridende. Derfor er det nødvendigt ikke at paralysere arbejdet i den fremtidige internationale domstol.

©Libération & Information
Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu