Læsetid: 3 min.

Internettets fristelser

19. juni 1998

Michael Connelly forsøger sig som thriller-forfatter - og det går næsten godt

Thriller
Michael Connelly er helt klart et af kriminallitteraturens største nye talenter i USA i 90'erne. Vi har tidligere med fornøjelse introduceret hans romanserie om Los Angeles-kriminalassistenten Harry (Hieronymus) Bosch fra rendestenen, Hollywood Station, hvorfra Connelly i foreløbig fem - heraf tre på dansk - bøger har skildret enspænderen Boschs besværede selverkendelsens veje, sådan som de via krydrede mordopklaringer udfolder sig. Sørgearbejde i mere end én forstand.
Indimellem nummer fire og fem i serien skrev Connelly imidlertid De parallelle mord (The Poet) i 1996. Og hvor han i Bosch-suiten har udnyttet sit oprindelige - og Pulitzer-prisbelønnede - kriminalreporter-erhvervs insideviden til den mytiske fiktion om politidetektiven, så går han i den just oversatte roman tæt på selve reporterrollen og dens moralsk problematiske ernæren sig af andres ulykke. Et stykke kritisk selvrefleksion.

Police blues eller...
Jack McEvoy er stjerne-kriminalskribent - på beskedne Rocky Monutain News i Denver.
Men da hans tvillingebror, den samvittighedsfulde kriminalbetjent Sean, en kold vinterdag findes død i tjenestebilen, peger det angivelige selvmord på det ret udbredte fænomen, Police Blues kaldet, som der er en fed historie i, samtidig med at situationen tvinger Jack ind i et smerteligt personligt forpligtet forhold til det mordstof, han ellers har kunnet holde en kølig arms distance til. Selvmord var det imidlertid ikke, Jack kommer snart på sporet af påfaldende mønstre i en hel lille række politidødsfald landet rundt, der alle synes at hænge intimt sammen med - heraf titlen - umiddelbart forudgående, rædselsvækkende sager om seksuel børnemishandling og dødelig mutilering.
Dermed kommer FBI på banen, og Jack bliver ekstraordinært indrulleret i dets team af mere eller mindre nørdede specialister i afvigende 'adfærdspsykologi', men må samtidig imod sit journalistiske instinkt afstå foreløbigt fra at skrive i avisen.
Den selvoptaget karrierebevidste Jack er straks oppe mod FBI-mistillid mod journalister i særdeleshed og bureaukratisk lukkethed i almindelighed, og selv den dejlige Rachel, som han snart deler seng med, spiller måske ikke uden videre med helt åbne kort.
Virkelig slemt bliver det efterhånden, som nettet strammes, og det sågar ser ud til, at der er et rigtig råddent æble i FBI's egen kurv...Den labyrintiske intrige er som altid hos Connelly uhyre præcist ciseleret ud, så man som læser jager gennem siderne, frem mod næste gruelige afsløring af menneskers uendelige kapacitet for ultimativ umenneskelighed.
Jacks detektiviske evner fejler ikke noget, og alle detaljer tæller med, også - og længe gådefuldt - de genkommende morbide henvisninger til Edgar Allen Poe, som ledsager hvert af politidrabene. Heraf den engelske titel.

Fortælleproblemer
Der er dog noget, der ikke stemmer helt så godt som i Bosch-serien.
Jack McEvoy er selv fortæller, hvilket er naturligt nok, eftersom beretningen i sit hovedspor er en personlig afregning for den erhvervsmæssige kynisme og mistillid til andres motiver, som til sidst nok skaffer Jack den begærede berømmelse, men samtidig efterlader ham menneskeligt tomhændet.
Men på den anden side kræver historiens suspense-kurve, at forbrydelsen selv også kommer til orde - ligemeget om, eller fordi, den ultimativt er uforståelig, utilgængelig, som om dens agenter var fra månen, som det hedder i FBI-jargonen.
Det sker i korte tredjepersons-kapitelindstik, hvis gysende kulde i er yderst effektiv i egen ret, også i demonstrationen af det subtile Internet-spil der sluttelig forbinder plottets vigtigste tråde.
Men vekslingen mellem de to fortællelag er ikke uden videre lykkelig, den sår en vis usikkerhed om Jacks egen beretnings endelige validitet. Det kunne der godt være en pointe i, men den overordnede fortællerbevidsthed, der ellers er på spil her, ytrer sig ikke sammenhængende, virkelig forbindende de to spor. Men dette er absolut en mindre indvending mod en seriøs thrillerforfatters forsøg på at få greb om sin egen praksis og dens faldgruber. Connelly er som altid koncis og upåfaldende i sit sprog, det er til for historiens skyld.
Men dets særlige, kølige skønhed kommer efter min smag bedst til sin ret i Bosch-romanernes tredjepersons-distance og i det intenst sansede Los Angeles, hvor de grovkomiske dialoger synes at blomstre friest.
I De parallelle mord befinder vi os - bortset fra slutningens Hollywood-hjemmebane - mestendels på anonyme hotelværelser og blandt laptop-computere.
Masser af lærerigt stof dèr i øvrigt, som også i den fatale oprulning af bureaukratiets blinde vinkler...

*Michael Connely: De parallelle mord. Oversat af Jette Røssell. 484 s. 348 kr. Forlaget FORUM

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her