Læsetid: 2 min.

Intuitionens rustne spring

9. juni 1998

Håkan Nessers livstrætte kriminalkommissær er vågnet til ny dåd

Krimi
Jeg har før (27. august 97) givet udtryk for en vis træthed over svenske Håkan Nessers livstrætte kriminalkommissær Ven Veeteren, der efterhånden syntes at trænge til ret kraftige stimulanser for overhovedet at få den detektiviske jagtglæde til at live op. Og sandelig om så ikke den udmærkede Nesser - for udmærket det er han vitterlig - ikke ligefrem har taget mig på ordet med Kommissæren og tavsheden, der tilsyneladende skriver manden ud af aktiv tjeneste. Og altså gør det på så overbevisende og veloplagt måde, at man, måske ad åre, kunne ane konturerne af hans eventuelt aktive otium ...
Denne femte Van Veeteren-roman sætter kommissæren på en prøve han næsten ikke orker. Sexualmord på unge piger på sommerlejr, det er slet ikke Van Veeterens kop the, han har tyndslidte nerver efterhånden, det er ydermere bagende hed juli, og han ville meget hellere til Kreta og forfølge en kastanjebrun lykke, han måske missede sidst. Når sagen så oven i købet involverer sommerlejrens fundamentalistiske sekterisme - 'Det rene liv' - og dens perverst karismatiske leder, så er bægeret fuldt, og kommissæren er i lange perioder af den træge opklaring godt på vej til regulært at flygte fra problemerne og den løsning, der kun meget modstræbende vinker forude. Tavsheden om alt det mørke han i over tredive år har færdedes hjemmevant i, den lokker.
Til gengæld profiterer læseren så af den gennemrutinerede opdagers stadig yderst vågne bevidsthed, som den primært ytrer sig monologisk i springske tankebaner, men også i dialog med de få ligesindede, skak-, film- eller lyrikinteressede fæller ved gedigne, vinøse middage, hvor f.eks. både intuitionens supra-fornuftige væsen og opklaringsarbejdets bagvendte logik - den fatale virkning før årsagerne - står til tilbagelænet filosofisk diskussion. Og 'Det rene liv' har i øvrigt visse uimodsigelige pointer i forhold til 'Den anden verden' - det hedder sådan i den hellige jargon - som politiet og dets ret selektive retfærdighedshåndhævelse repræsenterer.
Afhøringerne af de i troen stærke adepter er et glimrende lærestykke i ikke-kommunikation og frustrerede aggressioner. Når det kommer til stykket, er der et 'forvredent paradoks' imellem den populistisk nemme tilskrivelse af sekt-skyld og så enhvers rimelige krav på retssikret beskyttelse.

Luftforandring
Med til at give Kommissæren og tavsheden liv og farve er også det forhold, at Van Veeteren for en gangs skyld optræder på udebane, i de nordlige provinsers - af det bevidst pseudonyme EU-land, model Holland - sø- og skovrige ferielandskab, hvor han træffer på provinsielle rutiner og backwater-livsvaner, noget der både krænker hans gastronomiske sans og pirrer hans akutte trang til forandring. Og de gode gamle arbejdsfæller fra stationen i Maardam kommer da også efterhånden som mordserien breder sig, på banen, måske for sidste gang. Men deres livskurver, i forhold til den gamle, vrantent ironiske mesters, kunne i sig selv godt give stof til videre ekskurser ...
Forlaget MODTRYK har ofte tidligere slidt med en ganske utilfredsstillende mængde korrektur-/stavefejl, så det er en skæbnens velvillige ironi, at kommissærens endelige opklaringsgennembrud sker via en gammel, længst etableret stavefejl - og at denne udgivelse glimrer ved at være prikfrit oversat og ved overhovedet ingen sådanne fejl at indeholde!

*Håkan Nesser: Kommissæren og tavsheden. Oversat af Jan Mølgaard. 310 s., 348 kr. MODTRYK. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her