Læsetid: 2 min.

Japan frygter atomkapløb i Asien

4. juni 1998

Pakistan kan hjælpe Nordkorea med at udvikle atomvåben og sætte gang i atomoprustning, frygter japanske eksperter. Rygter om kinesisk prøvesprængning øger nervøsiteten

Den japanske hovedstad Tokyo svirrede i går med rygter om, at Kina skulle have
gennemført en atomprøvesprængning som svar på Indiens og Pakistans nylige prøvesprængninger.
Selv om USA senere afviste rygterne, siger det noget om den nervøsitet, der i øjeblikket hersker i de asiatiske hovedstæder, efter at først Indien og dernæst Pakistan har meldt sig på banen som nye atommagter i Asien.
Nervøsiteten præger især Japan - den eneste nation i verden, der indtil nu har været udsat for rædslerne efter de amerikanske atombomber over byerne Hiroshima og Nagasaki i 1945. Meddelelserne om Indiens og Pakistans atomprøvesprængninger har derfor vækket stærke følelser og er desuden blevet modtaget med bekymring for, at et atomkapløb nu truer Asien.
Derfor har Japan forsøgt at gå i offensiven på flere fronter og har bl.a. tilbudt sig som mægler i konflikten mellem Indien og Pakistan om Kashmir.

Ustabile Nordkorea
Den japanske frygt går i første omgang på, at det ustabile Nordkorea vil forsøge at udnytte situationen til at udvikle atomvåben. Ifølge det japanske dagblad Nihon Keizai Shimbun skriver det japanske forsvarsministerium i en intern rapport, at Pakistans atomprøvesprængninger kan bane vej for Nordkoreas ambitioner på atomområdet.
Ifølge rapporten er det endda sandsynligt, at Nordkorea allerede er i besiddelse af en atombombe.
Hideshi Takesada, der er professor ved det Nationale Institut for Forsvarsstudier, peger over for nyhedsbureauet Reuter på, at Pakistan er den asiatiske nation, der udover Kina har de tætteste forbindelser til Nordkorea.
"Det er derfor højst sandsynligt, at atomvåben nu vil finde vej til Nordkorea," siger han.
Nordkorea, der befinder sig på randen af økonomisk sammenbrud og har brug for udenlandsk valuta, menes at have solgt missiler og teknologi til Pakistan, og ifølge Takesada kan det nu meget vel tænkes, at Pakistan vil sige 'tak' ved at forsyne Nordkorea med teknologi til udvikling af atomvåben.

Kina afviser
Et atombevæbnet Nordkorea vil betyde yderligere sikkerhedsmæssigt kaos i det Asien, hvor Kina indtil for få uger siden var den eneste erklærede atommagt.
Den kinesiske præsident Jiang Zemin sagde i går, at Kina ikke har i sinde at genoptage atomprøvesprængninger.
Kina gennemførte sine hidtil sidste prøvesprængninger i 1996 og underskrev derefter traktaten mod atomprøvesprængninger.
Jiang Zemins udtalelser kommer efter, at en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium tidligere på ugen såede tvivl om Kinas hensigter ved at antyde, at Kina altid kunne gøre brug af en undtagelse i traktaten, der handler om trusler mod nationale interesser.
Den kinesiske præsident forsøgte at fjerne den tvivl ved at sige, at Kina fortsat støtter traktaten og går ind for ikke-spredning.
Derfor beklagede han over for kinesisk tv, at Indien og Pakistan har gennemført atomprøvesprængninger, men han tilføjede, at Indien må bære hovedparten af skylden for den spændte situation i Sydasien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu