Analyse
Læsetid: 4 min.

Kampen mod gensplejsning

15. juni 1998

Den folkelige modvilje mod gensplejsede fødevarer vokser i de europæiske lande. Men de nationale protestbevægelser kan ikke stille noget op mod de velorganiserede internationale medicinalkoncerner

Prins Charles leverede i sidste uge en bredside mod gensplejsede fødevarer i den engelske avis Daily Telegraph, schweizerne stemte i søndags om et omfattende forbud mod gensplejsning, og i de fleste af de europæiske lande er der en udpræget skepsis mod gensplejsede fødevarer. Alene i Østrig har mere end én million skrevet under på en protest mod gensplejsede fødevarer.
Alligevel tordner udviklingen derudaf. Der produceres i øjeblikket mere gensplejset majs i USA end der produceres traditionel majs i EU. Majs, der ender hos de europæiske forbrugere og ligesom den gensplejsede soya, blandes med den almindelige majs og soya. Derfor er det ikke muligt at indføre en mærkning. Noget græsrødderne og senest Prins Charles har slået på måtte være et minimum. Samtidig har EU godkendt mere end 1.000 gensplejsede planter til udsætning på forsøgsmarker.
Mens de europæiske lande er splittede om godkendelsesproceduren af gensplejsede planter, så holder industrien de alt for svage græsrødder i et jerngreb. Det viste den netop overståede folkeafstemning i Schweiz. Nok var det forslag, der stemtes om, ret vidtgående, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at det på trods af meget stor modvilje mod gensplejsede fødevarer, endte med et stort nej.

Eksemplet Schweiz viser netop, hvilke kræfter gensplejsnings- modstanderne er oppe imod. Mens de 70 græsrodsgrupper, der stod bag det schweiziske initiativ, forsøgte sig med kampagner hver for sig, fik medicinalindustrien hurtigt samlet sig i flere kampagnefælleskaber. Og med et budget 10 gange større end græsrøddernes og en karismatisk nobelpristager i spidsen, var medicinalindustrien uovervindelig.
Også på europæisk plan findes der flere industrielle lobbyorganisationer, der dels lægger pres på EU for at lempe godkendelsesreglerne for gensplejsede produkter og dels forsøger at sælge forbrugerne og medierne budskabet om de gensplejsede produkters fortrin. De schweiziske medicinalfirmaer brugte 160 millioner kroner alene på det schweiziske valg. Og det amerikanske firma Monsanto har netop startet en 10 milioner kroners kampagne, der skal overbevise de europæiske forbrugere om, at de ikke har noget at frygte.
Græsrødderne forsøger i stigende grad at organisere sig internationalt for at dæmme op for den magtfulde bioteknologiske industri.
Hos Greenpeace har de medarbejdere, der tager sig af gensplejsning i de forskellige lande, tæt kontakt med hinanden - blandt andet via e-mail. Men Greenpeace erkender, at man ikke kan stille meget op mod sværvægterne.
"Det er en generel misforståelse at tro, at græsrødderne er enormt stærke og kan hamle op med industrien. Når det handler om en så benhård konfrontation som i Schweiz, så er det industrien, der bestemmer," siger kampagneleder Jan Hulevad fra Greenpeace-Danmark.
Han peger på, at Greenpeace og de øvrige organisationer, der er bekymrede over den voldsomme udvikling inden for gensplejsning, bedst gør sig gældende på EU-plan, hvor man med fælles koordinering kan stille spørgsmål i de berørte lande.

Ved folkeaftemningen i Schweiz havde medicinalindustrien hyret de tre største reklame-bureauer til at markedsføre deres kampagne.
"Når vi kommer op i kampagner i den størrelsesorden, så kan Greenpeace og de andre græsrødder bare glemme det," siger Hulevad.
Sidste år lykkedes det journalister at komme i besiddelse af et såkaldt strategipapir fra det multinationale konsulentfirma Burson Marsteller.
Organisationen EuropaBio, der er en centralorganisation for flere af de nationale bioteknologiske sammenslutninger, havde betalt konsulentfirmaet for at lave en strategi mod den voksende folkelige skepsis overfor gensplejsning.
Et af de vigtigste råd i rapporten er, at industrien skal undlade at blande sig i diskussioner, der handler om mulige farer ved gensplejsning både i forhold til mennesker og naturen.
"Stay off the killing fields," hedder rådet fra Burson Marsteller, der samtidig lægger vægt på, at industrien skal opføre sig tillidsvækkende:
"Virksomheder på fødevareområdet skal af offentligheden opfattes som om de har deres eget uafhængige synspunkt, stemme og handlemuligheder i forhold til gensplejsede produkter. Det er nødvendigt, at det fremgår, at virksomhederne har et valg, og at de har taget et valg," står der i oplægget.
Samtidig opfordres industrien til at oprette service-orienterede pressekontorer og organisationer. Her kan nævnes EUFIC, der under det neutrale navn European Food Information Council udgiver et nyhedsbrev om gensplejsede fødevarer til presse og meningsdannere.
Og selv om målsætningen lyder på "at give pressen og meningsdannere en videnskabeligt funderet information om fødevarer og fødevare-relaterede emner," så skal man ikke læse mange nyhedsbreve, før man aner en tydelig forbindelse til industrien.

Men det handler ikke kun om en simpelt styrkeforskel mellem industrien og græsrødderne. I sin markedsføring af de gensplejsede produkter har industrien udnyttet flittigt, at der er dele af bioteknologien, som det er meget vanskelligt at være imod
I Schweiz blev diskussionen hurtigt til et valg mellem at holde fanen højt og sikre gode naturlige fødevarer eller at sikre medicinsk udvikling og arbejdspladser, fordi græsrødderne havde blandet gensplejsning i fødevarer sammen med gensplejsning i forskning og fremstilling af medicin. Og stillet over for det valg, er der næppe mange vestlige lande, der ville vælge fødevarerne.
Når vælgeren direkte spørges: "Vil du forhindre forskerne i at finde en kur mod Alzheimer, cancer og AIDS," så er det svært at svare andet end nej, mens kvaliteten af de gensplejsede fødevarer kan diskuteres og mere hænger sammen med kritisk holdning til samfundsudviklingen - hvor i alverden er vi på vej hen, når vi kloner dyr og gør planter resistente over for pesticider?
Tilbage står stadig de skeptiske forbrugere, der underlagt en blanding af massiv kampagneføring og argumenter ikke kan stille meget op med deres skepsis. Så længe valget, som i Schweiz, kommer til at stå mellem at ofre principper eller medicinsk udvikling, så er det en ulige kamp, hvor industrien uden konkurrence, gør som den vil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her