Analyse
Læsetid: 7 min.

Kanonpudsning i Østafrika

2. juni 1998

Voldsom international aktivitet for at hindre krig mellem Etiopien og Eritrea. En opløst møntunion er en del af stridens baggrund

For en uges tid siden, den 24. maj, fejrede Afrikas yngste stat, Eritrea, femårsdagen for sin uafhængighed af Etiopien. Der var dans i gaderne og fyrværkeri på himlen, men samtidig var der krigsrumlen i horisonten. Både Eritrea og Etiopien havde bragt forstærkninger til de to landes fælles grænse. Og en papir- og erklæringskrig havde været i gang siden 13. maj, da Etiopiens regering bemyndigede premierminister Meles Zenawi og Ethiopiens hær til - om fornødent med magt - at fjerne eritreerne fra et område, som de ifølge Etiopien havde besat dagen før.
Striden handler om 400 kvadratkilometer i den nordvestlige del af Etiopien. Etiopiens areal er på mere end 1,2 millioner kvadratkilometer og Eritreas på 120.000 kvadratkilometer. Det er ikke et tæt befolket område, og dets interesse foreløbig mest symbolsk. Men krige er tidligere blevet udløst af endnu mindre. Alligevel har udviklingen mellem de to lande rystet og til dels chokeret omverdenen.
Eritrea og Etiopien ligger mellem det sult- og borgerkrigshærgede Sudan i vest og det lige så splittede Somalia i øst. De hører til de afrikanske lande, der gennem de sidste år har været præget af en udvikling, der giver grundlag for håb og fremtidstro. Hvis de to lande pludselig vender kanonerne mod hinanden, er det svært at bevare optimismen.
Mindre end tre uger efter konfliktens udbrud har så forskellige folk som Rwandas stærke mand, vicepræsident Paul Kagame, Libyens Moammar Gadafi, den afrikanske enhedsorganisations generalsekretær Salim Salim, Djiboutis leder Gouled Aptidon samt en af USA's mange viceudenrigsministre Susan Rice allerede været i gang med at mægle. Det er ikke tilfældigt eller uvigtigt, at USA er med, for selvom Etiopien ikke lever op til alle vestlige krav om demokrati og menneskerettigheder, så er landet med omkring 60 millioner indbyggere, af stor strategisk og politisk betydning som stormagt på Afrikas Horn. Etiopien har gennem de sidste år haft ro, stabilitet og en vis positiv økonomisk udvikling. USA støtter Etiopiens regering, og det er et mareridt at forestille sig en væbnet konflikt mellem Eritrea og Etiopien.

Rwandas Paul Kagame er på banen bl. a. fordi et nyt politisk afrikansk kraftcentrum har været ved at vokse op mellem nye ledere i lande som Uganda, Rwanda og Etiopien. Libyens Moammar Gadafi har sine egne interesser i et område, der også er præget af kristne-muslimske formelle og uformelle delinger og af en form for orienteringsstrid mellem det sorte Afrika og det arabiske Mellemøsten.
Italien har også budt sig til, især med tilbud om at stille gamle kolonikort og andet historisk materiale til rådighed i bestræbelserne for at løse grænsestriden. Italien betragtede Eritrea som en koloni 1890 til 1941, og holdt Etiopien besat fra 1936-41. Så i det omfang man kan stole på gamle koloniale magthaveres oplysninger, har Italien noget i arkiverne, der kan give hjælp til grænsedragningen.
Og grænsestriden er faktisk ikke af ny dato. Selv om der fra 1993 til i dag har været meget tætte relationer mellem det store Etiopien og det lille Eritrea (3-4 mill indbyggere), så har der hele tiden været uløste grænsespørgsmål.
Hvorfor er det så gået næsten-amok nu?

Den 21. maj 1991 flygtede Etiopiens militære leder Mengistu ud af det land, han og hans dergue (junta) havde regeret med hård hånd siden kejser Haile Selassie blev styrtet i 1974. Mengistu faldt, 1) fordi Sovjetunionen gik i opløsning og han mistede afgørende militær støtte, men 2) også fordi hans styre og militær næsten var slidt op af en langvarig udmarvende borgerkrig. Det var en borgerkrig domineret af den eritreiske befrielsesbevægelse (EPLF) og af Tigrays befrielsesfront (TPLF). Det var mere kompliceret end som så. Der var flere alliancer og stridigheder, og nogle fortsætter. Men det var disse to bevægelser, der begge angreb fra nord og sydover, som kom ud af kampen mod Mengistu som politiske og militære sejrherrer og som gensidigt allierede.
Derfor gav det nye styre også Eritrea uafhængighed, og Eritreas første præsident blev EPLFs generalsekretær Isaias Aferwerki. Etiopiens stærke mand blev TPLFs leder, premierminister Meles Zenawi fra Tigray.

Trods valghandlinger og formelt flerpartistyre i Etiopien er det stadig sådan, at den politiske magt primært ligger hos tigrinerne, som historisk og på anden vis står eritreerne nær. Der er altså nære relationer mellem de ledende folk. Der er også stor afhængighed mellem Eritrea og Etiopien. En af grundene til, at det gamle Etiopien i så mange år forhindrede Eritreas uafhængighed, var, at Etiopien uden Eritrea er uden adgang til havet. Al etiopisk import og eksport går via havnebyen Assab i Eritrea eller via Djibouti. Men efter årtiers krigsødelæggelser er Eritrea også utroligt afhængig af Etiopien og får størstedelen af sine forsyninger herfra.
Forbrødringen gjorde det let. Den nye grænse var ingen hindring. Eritrea og Etiopien havde samme valuta. De to økonomier flød nærmest sammen. Der var heller ingen problemer i grænsehandelen, som foregik formelt og uformelt ligesom før, ligesom eritreanere i Etiopien og etiopiere i Eritrea sendte penge frem og tilbage til familie og firmaer efter behov.
Men sådan fortsatte det ikke, og man kan finde en del af forklaringen på den nuværende krise i Eritreas beslutning om at indføre sin egen valuta, nakfaen, fra 1997. En eritreisk nakfa skulle være lig med en etiopisk birr (som iøvrigt er lig med en dansk krone). Det lød enkelt, men krævede alligevel en opsplitning af økonomierne som blev smertefuld.
Eritrea havde ved selvstændigheden - i modsætning til de fleste afrikanske lande - ingen gæld, i hvert fald ikke officielt. Men det var jo svært at gøre op, når to lande har fælles valuta, og når Etiopien faktisk har gæld. Med opdelingen i valuta skulle der også ske en opdeling i de nationale økonomier, og med beslutningen om at den etiopiske birr efter en overgangsperiode ikke længere var betalingsmiddel i Eritrea skulle der også regnes på, hvad landene skyldte hinanden og omverdenen, og hvordan det skulle afregnes.

Og det er en del af det psykologiske billede, at mange etiopiere -især dem, der ikke er fra Tigray - har følt, at den tigrinsk dominerede etiopiske regering og nationalbank har været for flink overfor eritreanerne. De har næsten fået foræret et land kvit og frit, føler de. (Omend en anden del af historien er at de i en blodig krig i høj grad hjalp Etiopien af med Mengistu).
Der har således været en vis irrita- tion over, at Eritrea søgte at køre en art økonomisk friløb, og så alligevel skulle spille op med egen valuta.
Samtidig har Eritrea på anden vis 'spillet op'. Eritreerne beskyldes for en vis arrogance. De føler sig bedre, og de kan i det hele taget godt lide at gungre. I landets korte historie har der været konflikt med Yemen, med Djibouti og (konstant af meget forståelige grunde) med Sudan. Senest har Eritrea smidt næsten alle frivillige organisationer ud af landet, fordi styret 'vil selv'. Det har skabt beundring, men også vakt modvilje.
I Etiopien er det en udbredt holdning, at hvis eritreanerne vil selv, så kan de også selv få lov. Det må være slut med etiopisk venlighed. I stigende grad har Etiopiens regering følt, det var nødvendigt at trække nogle økonomisk-politiske grænser
Efter indførelsen af den eritreiske valuta, nakfa, besluttede Etiopien i november 1997, at al handel mellem de to lande skulle ske i hård valuta, og det vakte stor eritreisk irritation. Det gjorde handel (både lovlig handel og ulovlig men traditionel hen-over-grænsen handel) langt mere kompliceret. Mennesker, der havde handlet med hinanden i generationer men aldrig set anden valuta end den etiopiske, skulle nu pludselig skaffe dollars, hvad mange af dem selvfølgelig ikke kunne. Samtidig har den økonomiske udvikling siden november 1997 vist, at den eritreiske nakfa ikke kan holde sin værdi. Den er ikke længere det samme værd som den etiopiske birr. På det grå marked taler man om, at der nu går næsten to nakfaer på en birr.

Spænding har skabt nye spændinger. Hvordan og hvor meget skal Etiopien betale for brug af havnen i Assab? Hvor meget skal olien koste fra et etiopisk raffinaderi som geografisk er placeret i Eritrea? De økonomiske irritationsmuligheder er blevet mange.
Derfor kan der også gå kanoner og krig i en gammel uløst grænsestrid.
Vurderingen er dog, at der ikke bliver krig. Efter de første ugers dramatiske retoriske udfald og flytningen af tropper, var der her i pinsen noget der tydede på, at man er ved at komme ind i et forhandlingsforløb.
Det ville også være vanvittigt andet. Så sent som i slutningen af 1997 publicerede fredsforskeren Paul George en artikel i det svenske fredsforskningsmagasin New Routes, hvori han fremhævede den utrolige fredsdividende, Etiopien og Eritrea har høstet siden 1991. En del af baggrunden for Etiopiens fremgang er de militære besparelser, og de muligheder det har skabt for at bruge penge på social og økonomisk udvikling. Både Eritrea og Etiopien er meget fattige lande, der har brug for alle de ressourcer de kan skaffe, og de er iøvrigt begge prægede af viljestærke regeringer med betydelig effektivitet.
Derfor kommer kanonerne nok ikke i brug, selv om kampvogne i krisens anledning er blevet pudset af og startet op. Men set i et længere perspektiv er det ikke nok blot at få bilagt krisen lige nu. Det vil være til stor skade for udviklingen og fredsmulighederne på Afrikas Horn, hvis reelt godt samarbejde ikke kan genskabes mellem Etiopien og Eritrea.
Kan man ellers lære noget af konflikten? Måske, at hvis et land først er blevet medlem af en effektiv valuta- og møntunion, er det meget svært at bryde ud af den igen. Apropos ØMU'en.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her