Læsetid: 4 min.

Kinesiske systemkritikere afprøver grænser

30. juni 1998

De kinesiske systemkritikere vejrer morgenluft under Clintons besøg. De udfordrer styret, mens Clinton taler om demokrati til studerende

Det kinesiske styre overrasker ved for anden gang at sende Clintons tale direkte på tv. Men systemkritikere tilbageholdes stadig, når de forsøger at udnytte de milde vinde, Clinton-besøget blæser ind over landet.
Systemkritikeren Wang Youcai blev i går anholdt, efter at han torsdag, sammen med to andre, afleverede en ansøgning om at starte et nyt politisk parti - Det Kinesiske Demokratiske Parti. Det er første gang i 50 år, at det er sket.
Myndighederne i Zhejiang-provinsen modtog ansøgningen den dag, hvor USA's præsident Clinton begyndte sit ni dage lange besøg, og bad Wang Youcai, Wang Donghai og Lin Hui om at vende tilbage mandag. Men da Wang Youcai i går ville tage afsted, blev han tilbageholdt af civilklædte betjente.
Det er ikke første gang under Clintons forsøg, at systemkritikere udfordrer det kommunistiske styre. Allerede i sidste uge blev flere tilbageholdt.
Wang Youcai, der blev tilbageholdt i går, tilhører den hårde kerne af systemkritikere, og har tidligere afsonet tre års fængsel for sin medvirken i fredsdemonstrationen på den Himmelske Freds Plads i 1989. Også i år har han flere gange været tilbageholdt.
Da universitetet i Beijing i februar holdt 100 års jubilæum blev Wang Youcai tilbageholdt, da han som gammel elev mødte op i Beijing.
Han blev først løsladt efter de officielle ceremonier omkring jubilæet, hvor præsident Jiang Zemin var blandt talerne.

Vil have ny diskussion
I starten af maj markerede Wang, sammen med en række andre fremtrædende systemkritikere, 20-året for en debat, der lagde grunden til et systemskifte efter Mao. Dengang opfordrede Deng Xiaoping landet til at se på økonomiske resultater i stedet for socialistiske principper.
"Vi vil have en ny diskussion om det samme emne, så folks bevisthed kan blive udvidet igen," skrev kritikerne i et brev til præsident Jiang Zemin, hvor de blandt andet beskylder det kinesiske styre for at være korrupt.
Måneden før sendte den samme gruppe et brev til kommunistpartiet, hvor den opfordrer til, at man ændrer på benævnelsen af begivenhederne i 1989 på Den Himmelske Fredsplads. Fredsdemonstrationen, der endte tragisk efter militærets indsættelse, betegnes stadig som et kontrarevolutionært oprør.

Talte til studenter
Clinton talte i går til de studerende på universitetet i Beijing og opfordrede det kinesiske styre til at sikre kinesernes menneskerettigheder - "Frihed styrker stabiliteten," sagde han.
"Vi søger ikke at påføre andre vores vision, men vi er overbeviste om, at visse rettigheder er universelle," sagde Clinton under en tale til 800 studerende og lærere på Beijings Universitet.
Det var her, grunden blev lagt til den demokratibevægelse, som blev brutalt nedkæmpet på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989.
Clintons tale på universitetet blev transmitteret direkte til de kinesiske tv-seere, og den blev anledning til endnu en livlig udveksling, som det også var tilfældet, da Clinton og Jiang i weekenden holdt et fælles pressemøde.
"Vi ved efterhånden meget om det amerikanske samfund fra bøger og film, men jeg tror ikke, at ret mange amerikanere ved meget om Kina. Hvad vil du gøre for at fremme respekten og den reelle forståelse mellem vores folk," var et af de spørgsmål, de studerende stillede Clinton i de 20 minutter, der var sat til spørgsmål.
En anden spurgte om USA ikke selv har store problemer med demokrati, frihed og menneskerettigheder.
I sin tale til studenterne roste Clinton Kina for at åbne døren på klem for en vis økonomisk frihed og sagde, at dette ville være en styrke for landet i det 21. århundrede. Clinton sagde videre, at han føler "en konstant brise af frihed gå gennem Kina".
"Men virkelig frihed betyder mere end økonomiske muligheder. I Amerika mener vi, at frihed i sig selv er udelelig," sagde han.

Handelsaftaler
Samtidig med besøget i Kinas økonomiske centrum oplyste de kinesiske og amerikanske delegationer, at der indtil nu er indgået formelle handelsaftaler for omkring tre milliarder dollar (20,6 mia. kr.) i forbindelse med Clinton-besøget.
Nogle af aftalerne kom dog i stand allerede sidste år, men ifølge amerikanske embedsmænd er øget handel langt fra det eneste fremskridt, som er sket under besøget, der er blevet kraftigt kritiseret i USA på grund af Kinas menneskerets-krænkelser.

Udstrakt hånd til Tibet
Embedsmændene henviste i går til en udtalelse fra Kinas præsident, Jiang Zemin - en udtalelse der tolkes som en hidtil uset udstrakt hånd til Tibets eksilleder, Dalai Lama.
"Så længe Dalai Lama anerkender, at Tibet er en integreret del af Kina, og at Taiwan er en kinesisk provins, så er døren åben for dialog og forhandlinger," sagde Jiang under et pressemøde med Clinton.
Dalai Lama, der er tibetanernes åndelige og religiøse leder, ønsker selvstyret tilbage, efter at kinesiske soldater i 1950 invaderede landet.
Clintons Kina-rådgiver Jeffrey Bader sagde i går til Reuters Bureau, at han ikke kunne mindes nogen kinesisk leder fremsætte en lignende udtalelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu