Læsetid: 2 min.

K'NYT

19. juni 1998

Temanummer om det gode essay
*Tidsskriftet Passage er netop udkommet med et dobbeltnummer om essays. Den ene af redaktørerne, Marianne Ping Huan, forsøger sig i sin indledning frygtløst med en definition af essayet, til trods for at Passage samtidig optrykker Carsten Jensens artikel om "Det endeløse essay". Hans pointe er, at man netop ikke kan definere essayet. Ind imellem svæver Theodor W. Adornos klassiske essay, "Essayet som form" over vandene. Ligesom Robert Musils "Det hjælpeløse Europa" er det optrykt i nummeret, og der er desuden nye bidrag af en lang række danske og internationale essayister. Passage har fået nyt lay-out og farveillustrationer. Der er endda et foldeud-billede på midtersiderne. Billedredaktør er Jan Bäcklund.

Ideer om en indisk civilisation
*"Det ville da være en udmærket idé," svarede Gandhi, da han blev spurgt, hvad han mente om vestlig civilisation. I rækken af "Arbejdspapirer fra Center for Kulturforskning" ved Aarhus Universitet diskuterer Niels Brimnes med udgangspunkt i Mahatmaens svar, om det giver mening at operere med et begreb om en indisk civilisation. En anden pjece - af Ansa Lønstrup - sammenligner Aksel Schiøtz' og Lars H.U.G.'s stemmer og "det vokale arbejde med dansk tone". Andre nye publikationer er om Sophus Claussen og romatikken (Peer E. Sørensen), om Rilkes Malte Laurids Brigge (Arne Melberg), Hugo von Hofmannsthals poetik (Peter Nielsen), om Sydafrika (Hjalte Tin), Essays in Semiolinguistics
(Lene Fogsgaard) og om Haydns oratorium Skabelsen (Carl Erik Kühl).

Rock for de gamle på fyrre
*Alle rockelskere over fyrre står i øjeblikket uden radiokanal, mener DR's P3. Det forsøger kanalen nu at rette op på ved fra søndag den 21. juni at sende programmet Spadestik. Der lægges ud med Burnin' Red Ivanhoe, som ganske rigtigt sikkert bedst huskes af dem over fyrre. Men nu har bandet udgivet et nyt album, som man kan høre mere til, hvis man åbner klokken 22.03.

Halvfemsernes historier
nDansk Forfatterforenings blad, Forfatteren udsender med sit nye nummer samtidig sit andet kulturdebattillæg, På Tværs, redigeret af Janus Kodal og Hans Flemming Hilt. Temaet er denne gang halvfemsernes fortællere. Svaret forsøges givet i en rundbordssamtale med filminstruktøren Søren Fauli, forfatteren Merete Pryds Helle samt dramatikeren og forfatteren Jokum Rohde.
På Tværs er et nyt tillæg, der foreløbig skal udkomme i hele 1998.

Prisopgave i arbejderhistorie
nArbejdemuseet, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv samt Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie indkalder bidrag til Arbejderhistorieprisen 1998. Indkaldelsen henvender sig til hovedfags- og ph.d-studerende ved universiteter, handelshøjskoler og andre højre læeanstalter. Prisen på 10.000 kroner uddeles i
december.

Ang Lee til Ebeltoft
*James Schamus, der skrev manuskript til filmen, The Ice Storm (sidste års Cannes-vinder) er et af hovednavnene på det årlige sommerkursus på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Han har netop meddelt, at han - bare sådan - tager filmens instruktør, Ang Lee, med, og det er de bestemt ikke kede af på højskolen. Ang Lee er en af tidens mest spændende instruktører. Det samme kan i øvrigt siges om Jonas Elmer og Thomas Vinterberg, der er danske deltagere. Jo, højskolebevægelsen lever.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her